Taxi-pladsen i Københavns Lufthavn er i alle henseender en smeltedigel af mennesker og deres sprog og kulturer. For nu først at være lidt afsende-orienteret: chauffører fra alle verdenshjørner. Man kan vist rundt regnet sige, at her er en af de arbejdspladser, hvor man som indfødt dansker tilhører en etnisk minoritet.
Det er en oplevelse, som jeg kunne unde alle mennesker. Det første, politisk korrekte udgangspunkt er selvfølgelig, at det på en gang viser vore forskelligheder, vore særlige fysiske og kulturelle fremtrædelsesformer – og vore ligheder. Som mænd. For sådan en dag, hvor hundredevis af taxier lister op ad ”båsene” mod af- og pålæsning, er der næsten udelukkende tale om mænd. Et studie af mænd, deres sprog og deres gestikulationer.
De sorte afrikanere, hvoraf mange kommer fra Somalia, de holder sig ofte for sig selv.
De høje, aristokratiske serbere eller andre repræsentanter for folkeslagene på Balkan.
De unge arabere, der er så veltrimmede, at de får os andre til at ligne en bunke utjekket lort.
De modsatte – med bare tæer i slidte sandaler, halvnussede bukser – og man fatter ikke, de får lov til at sidde som service-folk i en taxi.
De gamle danskere, der har kørt taxi så mange år, at jeg forestiller mig, at de også ligger sig til at sove i den, når de kommer hjem.