Taxi-pladsen i Københavns Lufthavn er i alle henseender en smeltedigel af mennesker og deres sprog og kulturer. For nu først at være lidt afsende-orienteret: chauffører fra alle verdenshjørner. Man kan vist rundt regnet sige, at her er en af de arbejdspladser, hvor man som indfødt dansker tilhører en etnisk minoritet.

Det er en oplevelse, som jeg kunne unde alle mennesker. Det første, politisk korrekte udgangspunkt er selvfølgelig, at det på en gang viser vore forskelligheder, vore særlige fysiske og kulturelle fremtrædelsesformer – og vore ligheder. Som mænd. For sådan en dag, hvor hundredevis af taxier lister op ad ”båsene” mod af- og pålæsning, er der næsten udelukkende tale om mænd. Et studie af mænd, deres sprog og deres gestikulationer.

De sorte afrikanere, hvoraf mange kommer fra Somalia, de holder sig ofte for sig selv.

De høje, aristokratiske serbere eller andre repræsentanter for folkeslagene på Balkan.

De unge arabere, der er så veltrimmede, at de får os andre til at ligne en bunke utjekket lort.

De modsatte – med bare tæer i slidte sandaler, halvnussede bukser – og man fatter ikke, de får lov til at sidde som service-folk i en taxi.

De gamle danskere, der har kørt taxi så mange år, at jeg forestiller mig, at de også ligger sig til at sove i den, når de kommer hjem.

Og så kan der selvfølgelig være dage, hvor man ikke er helt så modtagelig for den etniske mangfoldighed. De lidt trætte, hvor det bare ikke passer én at være midt i larmen. I opmarchbåsene foran udenrigsterminalen kan der være en infernalsk larm som ved basaren i Istanbul, i de tidlige timer, hvor lastbilerne kører frem med varer til butikkerne. Jeg har været der – og det er fantastisk på en oplevelsesrejse. Men taxiarbejdet foregår over mange og tidlige timer, og når man lidt halvtræt kører ind på pladsen, er det ikke ALTID, at man fascineres af smågrupper af råbende og gestikulerende mænd, der er vores stramballede, nordiske kultur ser ud og lyder som om de er i forstadiet til et masseslagsmål. Og chaufførerne der er så kaffe- og snakketrængende, at de nærmest glemmer deres køretøj og efterlader sig en kø af kolleger, der ikke kan komme frem. – Mens de ævler og slubrer kaffe og guffer wienerbrød længere fremme i køen. Så trykker nogle på hornet, selv om det nærmest er forbudt. Og andre trykker nærmest inden de er på pladsen, fordi irritationen fra sidste besøg sidder i derm endnu.

Og så står man der, som den middelstandsbefængte ex-chef i DR, der både har trykket Mandela og dronningen i hånden – og råber efter en etnisk kollega, at nu må han ”… kraftstjeleme tage sig sammen og passe sit dont. Det her er sgu ikke et Cafeteria, det her er en arbejdsplads, kammerat…”

Han kigger på mig og går så provokerende langsomt frem til sin vogn, mens han smiler så overbærende, at jeg er lige ved at ryge i flæsket på ham.

Mens jeg indeni takker min Gud og skaber for, at ingen, der kender mig, ser mig i dette pinlige optrin.

 

Mine kunder på denne tur er kvinder. Gud ske lov, de er kvinder

Måske lyder det underligt i mine læseres ører. Men der er en befrielse, en slags psykisk lettelse over at kunne gennemleve disse organiske konflikter, hvor det hele pludselig blusser op. Det går hurtigt over. Og jeg HAR prøvet den småflove fornemmelse af først at skændes som en rasende med en taxi-kollega – for så et par timer siden møde ham igen i køen. Vi lader bare som om, vi mødes for første gang.

Han var i øvrigt pære-dansker!

 

Mine kunder på denne tur er kvinder. Gud ske lov, de er kvinder. Der er som nævnt så mange mænd i taxierhvervet og stadig en maskulin skævvridning i rejse- og erhvervslivet, at jeg nyder det feminine selskab. Jeg er absolut til kvinder og jeg kan savne deres tilstedeværelse, så smilet måske er en anelse mere service-rettet, når jeg åbner Mercerens sølvfarvede døre for dem. Ikke mindst de stræbsomme og velklædte kvinder, der sætter pris på den klassiske høflighed.

 

Solen skinner over København og jeg smiler til de to forretningskvinder, der skal køres nordpå. Den ene er lys, med bleget hår og formentlig først i 50’erne. Den anden er helt mørk, med et par kulsorte, smilende øjne. Jeg er og har altid været vild med de mørke, gnistrende øjne. Så hun får lige et særligt smil. Ikke klamt og latterligt, som mine tøser ville kalde det. Men sådan et venligt, professionelt servicerettet smil med et næsten ubetydeligt anstrøg af maskulin anderkendelse.

 

Vi småsludrer om vejret, om deres rejse og dejlige København. Vi elsker København. Jeg er jo granitperker, så jeg kan sige det med særlig overbevisning. Jeg elsker sgu København fra dens hyggelighed til dens selvoptagethed. Vi snakker lidt om verden.

Også spørger jeg, hvor de – kunderne – kommer fra.

 

Så oplever jeg det igen, som jeg har oplevet et par gange før. Der bliver stille. En kunstpause. Jeg kigger på dem begge i bakspejlet og tænker på, om jeg ikke har talt tydeligt nok engelsk. Et sprog som jeg bruger hver dag og professionelt i mit arbejde.

De kigger et sekund på hinanden, som var deres svar pinligt – og så svarer de i øvrigt så¨svagt, at jeg må have det gentaget til mine slidte ører.

 

De kommer fra Israel. Og i dag må jeg altså have forklaringen på denne skyhed – et svar som jeg jo dybest set kender, allerede, da jeg stiller spørgsmålet.

 

– Ja, du må undskylde, siger den mest talende kvinde – hende med det lyse hår. Den anden – hende med de mørke øjne, der nu virker lidt vemodige, kigger blot på mig.

– Det er bare en del af vores daglige virkelighed på vore rejser, at vi ikke flager med vores nationalitet. Taxichauffører i mange lande kommer jo fra Mellemøsten og de arabiske lande, som vi ligger i konflikt med. Så det er en vane, en slags sikkerheds-procedure, at vi er gæster uden hjemland. For selvfølgelig har der været pinlige episoder, når vi er blevet ”afslørede”. Ikke noget alvorligt. Men af og til pinlig stilhed.

 

Jeg spørger, om det dog ikke er hårdt hele tiden sådan at skulle være i undtagelsestilstand.

 

Vi taler om sorg og skyld og straf – og menneskets iboende selvdestruktion

– Ved du hvad, det er sådan, det er. Ligesom når nogle spørger til politikken, konflikterne og deres løsninger. Dybest set tror jeg, at man skal bo dernede for rigtigt at forstå, hvordan det er og det føles. Det er ubeskriveligt. Det er nogle gange også ubeskriveligt hårdt.

 

Der breder sig en anden ubeskrivelig følelse – denne gang i taxien med de to israelske kunder på vej til forretningerne i den nordsjællandske forstad. En befriende konsensus. Vi orker simpelthen ikke at slide os gennem Israel, Palæstina, uretfærdighederne, umulighederne, bosættelsespolitikken, deres højreorienterede regering, fundamentalismen. I stedet fortæller vi om vores liv. Den lyshårede om forældrene, der er overlevende ofrer fra Auschwitz. Den mørhårede følger med men er mest betragteren – med de der fascinerende sorte øjne. Jeg fortæller om min tyske baggrund og den uhyggelige opdagelse af finde ud af, at en af min fars tyske onkler rent faktisk var frivillig i Waffen SS. Om min østprøjsisk fødte farfar der blev arresteret i 45 – men var uskyldig. Han var bare lige i det forkerte land – trods sit danske statsborgerskab.

Vi taler om sorg og skyld og straf – og menneskets iboende selvdestruktion.

 

Hurtigere, end vi tror, er vi fremme.

Og så er der vrøvl med taxameteret. Det vil ikke umiddelbart kvittere for kontobetalingen. Efter nogle irriterende minutter lader jeg kunderne gå. Det her er ikke deres problem. Alligevel bekymrer de sig. Har jeg nu fået de penge, der tilkommer mig?

De får mit visitkort og jeg deres, – HVIS der nu skulle være problemer. Vi trykker hinanden i hænderne og er blevet sådan en slags globale bekendt på rekordtid.

 

Og så…

 

Ud på aftenen, min vagt er overstået og jeg er på vej i seng. Telefonen ringer fra et hotel i byen. Det er receptionisten, der ringer på vegne af mine to forretningskvinder. De vil bare sikre sig, at jeg nu også HAR fået mine penge, så vi var helt kvit.

Det har jeg.

Og jeg kan ikke lade være at skænke den gamle Paulus en tanke – sådan i frit citat:

 

”… Så er der da de tre, – troen og håbet og kærligheden. Men størst af alt er kærligheden … ”

 

God morgen Danmark

– gå med fred!