En taxamand har det i varmen som manden på risten har det i kulden. Metaforen er en sang så gammel, at kun få genkender den: ”… Her står jeg hver aften på risten… ”, den husvilde og hjemløse der nyder overdådige måltider ved at stå på risten ved den gode restaurant. Her kan han spise mig mæt i duften fra de riges måltider.
Jeg tager selv på billige ferierejser til de fjerneste mål båret af forventninger fra mine kunder. Bare ti minutter til den nærmeste jernbanestation, og jeg når at guffe tapas et stille sted på Mallorca. Eller taxa turen den økonomisk lidt mere velnærede familie, på turen helt ud til lufthavnen. Godt med drikkepenge. Her har vi overskud til at dele ud. Jeg følger dem på en fodtur op i Korsikas bjerge. Jeg har aldrig været der og jeg anede ikke, at bjergene var så høje, at der er sne på toppen. Vi småsludrer om denne særlige del af Frankrig. En gratis rejse til drømmeland. Den friske bjergluft blander sig med odeuren af forventninger i den harmoniske familie på vej til ”La Corse”.
Taxamanden er en smule på røven i de her år i forhold til tilværelsen i det trivelige chefjob. Så det er OK med den her for narre-ferie. Jeg er blevet helt god til at udøve – konstruktiv misundelse.En anden virkelighed – min næste kunde – trækker mig ud af den patetiske selvmedlidenhed.