Når ferien går sydpå – 30 km sydpå

En taxamand har det i varmen som manden på risten har det i kulden. Metaforen er en sang så gammel, at kun få genkender den: ”… Her står jeg hver aften på risten… ”, den husvilde og hjemløse der nyder overdådige måltider ved at stå på risten ved den gode restaurant. Her kan han spise mig mæt i duften fra de riges måltider.

Jeg tager selv på billige ferierejser til de fjerneste mål båret af forventninger fra mine kunder. Bare ti minutter til den nærmeste jernbanestation, og jeg når at guffe tapas et stille sted på Mallorca. Eller taxa turen den økonomisk lidt mere velnærede familie, på turen helt ud til lufthavnen. Godt med drikkepenge. Her har vi overskud til at dele ud. Jeg følger dem på en fodtur op i Korsikas bjerge. Jeg har aldrig været der og jeg anede ikke, at bjergene var så høje, at der er sne på toppen. Vi småsludrer om denne særlige del af Frankrig. En gratis rejse til drømmeland. Den friske bjergluft blander sig med odeuren af forventninger i den harmoniske familie på vej til ”La Corse”.

Taxamanden er en smule på røven i de her år i forhold til tilværelsen i det trivelige chefjob. Så det er OK med den her for narre-ferie. Jeg er blevet helt god til at udøve – konstruktiv misundelse.En anden virkelighed – min næste kunde – trækker mig ud af den patetiske selvmedlidenhed.

Hun har en kærlig stemme, som guider mig den rette vej uden om Nivå Station, hvor jeg ikke er hjemme. Jeg måtte ringe til hende. Hun er rund – lidt for rund og puster efter at vi har fået indkøbsposerne ind i bagagerummet. Og så er der rygskaden, som ikke bare er en daglig gene men som har holdt den 53-årige sosu assistent borte fra arbejdsmarkedet i fire år. Kroppen er slidt og hun kommer aldrig tilbage til det almindelige arbejdsmarked. Det ved hun, det kan man se i de vemodige øjne – men det tror systemet endnu ikke på. Der må være en mulighed, så hun er arbejdsprøvet i to omgange. – Den mulighed har arbejdsmarkedet til gengæld ikke fået øje på. Så hun er arbejdsløs. Ikke længere løn. Ikke længere arbejdsløshedsunderstøttelse. Kontanthjælp! – En af ”de der” fra statistikkerne, som politikerne spiller kegler om, inden de skærer ned på vilkårene for de svageste.

Hun går rundt med det usynlige skilt på ryggen: ”For syg til at arbejde – for rask til pension! ”

 

– Grundlæggende tror de ikke på mig. Jeg er en omvandrende snydepels.

 

Jeg får hendes historie en af de dage, hvor det ikke er svært at holde kæft. Mine spørgsmål er korte og faktiske. Hendes beretning taler for sig selv med ordentlige danske ord – og så det der vemodige blik, som jeg ikke kan slippe. Kærligt og vemodigt. I øjenkrogen kan jeg se, hun kigger på mig, mens hun taler:

 

Jeg bliver betragtet som en, der snyder på vægten. Og det sidste er det allerværste. Ikke bare at det gør ondt fysisk – men at jeg opleves som en snyder

– Jeg var sygehjælper men fik en skade, som ikke er blevet helbredt. Efterhånden var jeg ikke i stand til normalt arbejde og de sidste år har virkeligt været en økonomisk nedtur. Jeg valgte at flytte fra en treværelses her i byens gode kvarter til en etværelses, et – skal vi sige – noget andet sted. Allerhelst ville jeg have et skånejob. Eller en pension, som jeg kunne kombinere med noget indholdsrigt arbejde. Jeg har arbejdet i mange år med ældre, og jeg tror jeg ville være særlig god som en af de overskudspersoner eller ”—varme hænder..”, som alle taler om. Men udgangspunktet er et helt andet: Jeg bliver betragtet som en, der snyder på vægten. Og det sidste er det allerværste. Ikke bare at det gør ondt fysisk – men at jeg opleves som en snyder. Jeg har totalt tabt troen på systemet og på politikerne.

 

Jeg stiller det slatne spørgsmål:

 

– Hvordan har du det så nu?

 

– Jeg lever. Jeg har min gamle mor, som jeg prøver at tage sig af. Hun er en af de uformuende ældre, som selv har det svært. Og så min datter som er hele mit liv. Jeg lever for 1500 kr. om måneden. De skal dække mad og gaver og hygge osv. Selv i et lavtlønsområde var mit liv totalt luksus inden kontanthjælpen. Det er flovt at skulle have hjælp af sin datter, når hun selv er studerende.

 

– Ferie?

 

Jeg stiller et upassende spørgsmål og får et svar med et fnis. Og så igen. Det der blik, der både rummer kærlighed og vemod:

 

– Nogle dage hos min søster. Det er sgu OK.

 

Turen får til Brønshøj.

 

 

Next ArticleNår turen er ved at slutte