Mit arbejde som taxachauffør er og bliver et studie i menneskets selvopholdelse og kærligheden til livet. Jeg troede, da jeg startede i branchen for 20 måneder siden, at jeg skulle på chartertur i fordoms-Danmark. Jeg ville møde de drikfældige, de arrogante, de overfladiske, de flæbende, – de  der er hamrende ligeglade med, hvad det er for en idiot, der sidder ved rattet i Merceren. Det har jeg selvfølgelig, ligesom ”manden på gaden” spadserer i uendeligt mange gangarter. Men det er ikke karikaturerne, der fylder mest.

Kendsgerningen er snarere, at min kærlighed til menneske-racen i alle dets afskygninger generelt er øget.

Folk er sgu go’e nok!

Sådan falder dommen efter snart to år i den metalfarvede Mercer  med det grønne logo

 

Jeg skal køre en ”Falck-tur” fra en privatadresse til en af byens skadestuer/akutmodtagelser. ”Skal hentes og hjælpes”, står der og så løber blodet gerne lidt hurtige i blodårerne. Man er ikke helt sikker på kundens tilstand og humør. Jeg stopper taxaen på gaden og slår alarmlyset til (det er i øvrigt totalt forbudt), for der skal være så kort gåafstand til taxien som muligt. Og så går jeg ind for at hente manden. Dørklokken virker ikke, så jeg bruger dørhammeren. Måske lige vel hårdt.

– Jaaaaaa, bliver der råbt af en kvinde og mandestemme i kor. Han kommer nu, råber damen videre. Det er ikke et vredesråb. Han vil bare gerne afsted – og det skal være nu. Jeg går ind i entreen og spørger, om jeg skal hjælpe med noget.

– Nej, vi klarer det selv, siger konen – og manden, kunden – patienten kommer frem i døråbningen.

 

Han går langsomt og hiver efter vejret, har en iltslange under næsen, som puster den friske luft ind i hans trængende næsebor- Og med en indkøbsvogn , en ”pensionist-trækvogn” i dette næsten absurde tableau.

Vognen indeholder blot en stor, tung iltflakse. Han trækker sin overlevelse efter sig på to hjul med slæbende skridt.Ern nødvendighed. En rullende navlestreng

 

Han brokker sig men samtidigt griner han af bureaukratiet og livets absurditet. Og det passer meget godt til den gamle bemærkning om, at det kræver et stærkt helbred at være syg.

– For satan, det der hårdt siger han efter at have insisteret på at trække vognen alene hele vejen ud til den katastrofeblinkende taxa-. Så lader han sig næsten falde ned på forsædet af udmattelse. For satan, – det ER hårdt! Nu sidder han og snapper efter den friske ilt fra jernflasken og han fortæller sin historien de få kilometer ind til skadestuen. Jeg hjælper ham undervejs med at ringe til sin læge over bilens hands-free system. Han forstår ikke destinationen – men får en forklaring og falder ned.

 

Min kunde har uhelbredelig kræft, han ved det – og han taler helt frit om det. Han har arbejdet med alt muligt i sit liv, lædervarer, fugning af vinduer, og noget EDB-noget. Men i pensionistalderen er det gået galt med helbredet. Først nyrerne – og pludselig fandt de altså ud af, at han også havde kræft. Han er træt af at blive trukket rundt på diverse afdelinger. Han brokker sig men samtidigt griner han af bureaukratiet og livets absurditet. Og det passer meget godt til den gamle bemærkning om, at det kræver et stærkt helbred at være syg.

– Tro det eller la’ vær – men jeg har 5 indkaldelser liggende til forskellige afdelinger på sygehusene. Det er helt tosset! Så griner han igen og ryster på hovedet. Man bliver jo mere slidt af behandlingen end af sygdommen.

– Men for fanden, det kan ikke være anderledes. Jeg bliver ikke rask af den her kræftsygdom. Måske får jeg 2 år – eller 5 år mere. Jeg ved det ikke, – men det er bare betingelserne og jeg ta’r kampen. Han griner igen. Og jeg ved allerede på det tidspunkt ikke, hvordan jeg skal gengive effekten af hans latter, når jeg skal hjem og gengive den her beretning på tryk.

Nej, det virker ikke hysterisk.

Nej, det virker ikke angst-provokeret.

Nej, det virker overhovedet ikke påtaget.

Det virker nærmest – ja, undskyld mig – naturligt!

 

Livet er et glimt. det er så betydningsfuldt og så meningsløst kort. Det er ikke til at undvære – og det er ikke til at overleve. Det er så smukt – og det gør så ondt

 

Er der i virkeligheden meget andet at gøre end at grine af det?

 

Jeg følger ham ind til disken i akutmodtagelsen. Turen er sådan set slut, men jeg synes, at jeg skylder ham lidt back-up og jeg er blevet lidt vild med hans hel cool måde at tage modgangen på.

Selv her bevarer han sit anstrøg af ikke-selvfed sarkasme.

Sygeplejersken har travlt og fået hans data – men åbenbart ikke hans diagnose.

 

– Er det Kol, spørger hun professionelt?

– Nej det er kræft – det er lungecancer, siger han højt og klart trods vejrtrækningsproblemerne, så sygeplejersken rødmer lidt og de nærmeste i indgangen til venteværelset absolut ikke kigger op. De har hørt hvert ord af hans kraftige stemme trods hans snappen efter vejret. Og cancer tilhører nu engang i den grad privatlivets fred.

Han er syg,. Han skal dø. Og han har sådan set ikke tænkt sig at bruge et sekund på at skjule det for nogen.

 

Det er sådan han bærer SIN uundgåelige skæbne.

 

– Du klarer resten selv, siger jeg spørgende.

Han nikker smilende.

Og jeg få en sidste bid af hans særlige latter.

 

God morgen, Danmark

– Med en særlig hilsen til dem, der slås for at leve.