Der ER møder i taxaen, som jeg holder igen med ikke kommer til at fylde alt for meget i mine daglige mikro-essays-

En af disse arkefortællinger møder jeg nærmest hver eneste dag: Beretningerne fra de mennesker, som er alvorligt syge – men stadig glade og i hvert fald levende og fungerende mennesker.

Hvorfor min tilbageholdenhed?

For det første ejer jeg, trods mit nysgerrige sindelag, dog en form for blufærdighed. Herunder en nervøsitet for, at møder så korte som mine i min taxa i realiteten kun er lynglimt fra livet og derfor får mine reaktioner til at stå klarere end selve indholdet.

For det andet har livet med og i medierne givet mig en total genre-mæthed på dette felt: Tidens bløde tragedie-journalistik – hvordan-føler-du-det-lige-nu  klicheerne, som især har bredt sig ind i alle bløde aktualitetsprogrammer om morgenen og tidligt på aftenen: Jeg skal dø, men jeg kæmper glad. Jeg har mistet alt, men jeg stod det igennem. Jeg har et handicappet barn men se hvor glad, jeg er!

Det er oftest sandfærdige beretninger.  Men det er bare for meget

 

Ja, det er for meget igen og igen – men det ER altså bidder af virkeligheden – lunser af den.

 

Jeg er ligesom dem – og de er ligesom mig. De er mennesker, som i krisestunder må holde fast i bare det mindste lys i mørket for ikke at bryde sammen, – eller miste den kampkraft, der reelt holder dem oppe. Selvfølgelig kan ethvert menneske – uden at bedrage – fortælle taxamanden, at livet er skide godt – og samtidigt være lige ved at briste indeni. Beretningerne handler i virkeligheden ikke så meget om at være lykkelig på trods.

Man er derimod både syg og angst og knækket – og levende.

 

Min næste kunde skal hentes i et genoptræningscenter. Jeg tror, det er hendes øjne, der får mig til at genfortælle hendes historie. De er store og lyse og en smule fugtige. De har givetvis grædt meget og har spor af fortvivlelsen. Men de fortæller også en historie om et menneske, som ikke bruger selvopholdelsen til at fortrænge frygten. – Hun evner – nej,  hun er nødt til både at lade det sorte og det lyse leve side om side.

 

Så enten skal hendes hjerte slå – og så må de holde igen med hendes cancerbehandling. Eller også skal de gå hårdt til kræften, men så kan hendes hjerte briste.

Hun er 74 år og jeg troede oprigtigt, at hun var lidt ældre, for hendes gang med rollatoren er den gamle kones kendemærke. Hendes hår er helt kort, smukt gråhvidt og nærmest drengeklippet. Det har givetvis været helt borte på et tidspunkt. Skæbnen har slået ned 3 hårde  gange. Først fik hun hjerteproblemer. Der gik et stykke tid, men det hele blev nogenlunde klaret med en pacemaker. Men så blev hun ramt af blodkræft af en slags, som ikke kan helbredes. Og det værste er nok, at kun ikke kan behandles hard-core med kemo, fordi en hårdhændet behandling vil skade hendes svage hjerte. Så enten skal hendes hjerte slå – og så må de holde igen med hendes cancerbehandling. Eller også skal de gå hårdt til kræften, men så kan hendes hjerte briste.

Oven i det hele faldt hun for et godt stykke tid siden og brækkede skulderen og går til genoptræning.

Det er der, jeg henter hende.

 

– Det er måske det dummeste spørgsmål jeg kan stille. Men hvordan klarer du så mange slag på én gang?

– Ved du hvad, jeg prøver at have fuld opmærksomhed på det, som virker i mit liv. Jeg har mine børn og børnebørn. Jeg skal også være her for deres skyld. Og så får jeg den mest fantastiske behandling på kræftafdelingen på X hospital. Jeg var der i går for at få blod, det sker jævnligt, fordi min rygmarv ødelægger mit eget. Og når det hele bliver lidt for sort, sætter jeg noget musik på og sidder og leder efter de gode ting.

– Hvilken musik, spørger jeg?

– Det kan jeg ikke sige dig. For det skal netop være alt muligt.

 

Og sådan komme jeg altså til at gengive en af disse tragedier med de lyspunkter, der skal til for at vi kan holde ud at høre dem. Forskellen fra sødsuppen er for det første, at det i øjeblikket er blot et møde og en samtale mellem mellem hende og mig. At jeg er tvunget til at udvise den tavshed, som ligger mig så fjern. Det blev min vigtigste øjenåbner og det mest respektfulde møde med et menneske i dag.

Først og fremmest at smerten ikke skjult af noget det-skal-nok-gå. For det det bliver ikke ved at gå og det vil jo få en ende. Historien har ingen udsigt til at slutte godt.

 

Inden jeg pakker rollatoren ud, ligger hun pludselig hånden på mit jakkeærme som om det var mig, der skulle hjælpes.

 

– Det er egentlig meget enkelt. Jeg står ved et stort hul, og det hele handler om at jeg sørger for ikke at falde ned i det.

 

Og så den utrolige galgenhumor:

 

– Og så  har jeg fortalt hospitalet, at hvis ikke de holder op med at give mig flere diagnoser,  holder jeg simpelthen op med at komme hos dem. Det kan de godt stoppe med – NU!

 

Hun smiler og det giver mig ret til at le.

 

God morgen, Danmark.

Med en særlig kærlig, virtuel hilsen til kvinden med det korte, hvide hår