Det er selvfølgelig vreden over en 65-årig kollegas fuldstændig meningsløse død, da han bare ville passe sin nattevagt og hjælpe nogle kunder med at få deres cykel bag på taxaen.
Og det er naturligvis alle de marginale situationer, de fleste taxifolk har oplevet, – der pibler frem af erindringen. Da drukkenskaben var så vild i bilen, at den var ved at komme ud af kontrol. Når den aggressive kunde vil diskutere pris og er sikker på, at han er blevet snydt, mens han sov i i sin giga-brandert. Eller de psykisk syge, som kan være råbende og meget store.
Frygten.
Hvornår kommer turen til mig.
Men selvfølgelig ser der også en slags social vrede over afgrunden mellem det arbejde, vi udfører. Timelønnen for at udføre det – men især at regeringen er ved at lægge sig ud med ENDNU en lønmodtagergruppe i det her land. Stikordene er liberalisering og fratagelse af vognmændenes mulighed for en af deres vigtige indtægtskilder: Salget af de brugte taxier, når de er frikørte.