Det er selvfølgelig vreden over en 65-årig kollegas fuldstændig meningsløse død, da han bare ville passe sin nattevagt og hjælpe nogle kunder med at få deres cykel bag på taxaen.

Og det er naturligvis alle de marginale situationer, de fleste taxifolk har oplevet, – der pibler frem af erindringen. Da drukkenskaben var så vild i bilen, at den var ved at komme ud af kontrol. Når den aggressive kunde vil diskutere pris og er sikker på, at han er blevet snydt, mens han sov i i sin giga-brandert. Eller de psykisk syge, som kan være råbende og meget store.

Frygten.

Hvornår kommer turen til mig.

Men selvfølgelig ser der også en slags social vrede over afgrunden mellem det arbejde, vi udfører. Timelønnen for at udføre det – men især at regeringen er ved at lægge sig ud med ENDNU en lønmodtagergruppe i det her land. Stikordene er liberalisering og fratagelse af vognmændenes mulighed for en af deres vigtige indtægtskilder: Salget af de brugte taxier, når de er frikørte.

Selv er jeg relativt ny i branchen. Det kan så betragtes som enten en ulempe, fordi jeg ikke har kender vilkårenes ændring gennem årene så meget. Eller måske en fordel, fordi jeg kan se branchen – også i lyset af andet end branchen selv.

 

Det ene, det andet, det tredje, det fjerde øjeblik – og så videre…

Det ER et hårdt arbejde at køre taxi. Fysisk fordi arbejdstiden er lang – og psykisk, fordi du hele tiden skal skifte frekvens efter kunderne. Og skifte roller. Det ene øjeblik er du guide for udlændinge, der lige skal have en briefing fra den første dansker, de møder. Det andet øjeblikke er du ”boy” for en kølig erhvervsmand- eller kvinde, der bare vil have ro og hurtighed. De tredje græder en ung pige ud, fordi kæresten er gået fra hende. De fjerde er du SOSU-assistent for en ældre medborger, der skal hjælpes hele vejen op, hele vejen hen og hele vejen ind – for så at køre en tur til et to-cifret beløb, der skal deles med vognmanden. Det femte skal du lytte til noget racistisk sludder om de sorte. Det sjette kalder en af ”anden etnisk” dig for – dit sorte svin. Det sjette skal du talekærligt til en alkoholiker, der lige nu ikke har andet ven end dig. Det syvende skal du holde øje med, at de ikke stikker af fra regningen. Det ottende er du handicaphjælper for en voldsom autist, som du i starten ikke har lært at tackle. De niende øjeblik kræves der distance og ”hold dig væk”. Det tiende er du terapeut.

 

I realiteten er den gode taxichauffør ikke bare fører af et køretøj – men socialarbejder i alle klasser.

 

Jeg er taxamanden, ja. Men jeg er ikke indvandrermanden til hjemmegående kone og fire børn, der brødfødes med en 6-dages uge på ca. 12 timer dagligt.

Arbejdet er selvfølgelig også fantastisk – det ved alle, der læser taxamandens blog og klummer i Ekstrabladet. Men jeg hoppede altså også først i taxiuniformen, da ungerne var fløjet fra reden, da jeg havde solgt ejerlejligheden i Hellerup og efter i 20 år at havde ligget med en DR-lønning på den rette side af 50.000 og 60.000 om måneden. Jeg er ikke indvandrermanden til hjemmegående kone og fire børn, der brødfødes med en 6-dages uge på ca. 12 timer dagligt.

– Men også den konkrete taxi-kollega, jeg kender her kan lide sit job.

 

Folk der har været på ferie under sydlige himmelstrøg kender den ubehagelige fornemmelse af at køre taxi i en ”lorte-spand”

Når så det djøfiserede, politiske Danmark bliver lystne over for tanken om en liberalisering (Nej, hvor lyder det ord dog lækkert…), så ved taxifolkene, at HVIS der kommer et frit antal vognmænd på banen, så vil det virke knusende på erhvervet, fordi der i forvejen er for mange vogne på gaden. Og vi ved også, at når vognmændene fratages en mulighed for at tjene penge på frikørte vogne, så vil det dels betyde døden for især de små vognmænd og dels betyde, at chaufførerne skal køre rundt i stadig ældre vogne. For nu kan det ikke betale sig at udskifte dem, før de er kørt helt flade. Folk der har været på ferie under sydlige himmelstrøg kender den ubehagelige fornemmelse af at køre taxi i en ”lorte-spand”.

 

Nogle folk der har oplevet liberaliseringen i nabolandet Sverige har oplevet, hvad det vil sige, hvis man liberaliserer prissætningen helt. Man kan komme til at betale en ubehagelig overpris – og man skal under alle omstændigheder forhandle hver eneste gang, man skal ud at køre med en taxi.

 

Og oven i alt dette optræder der så et eller anden radikalt sludrechatol, der ikke har mødt den arbejde befolkning, siden hun besøgte en smedeværksted, da hun skulle skrive en samfundsfagsopgave i gymnasiet. Det er da smart med en eller anden app så vi kan kører sammen – sådan en slags virtuel, kollektiv trafik.

Det giver så straks mulighed for en slags legitimering af taxikørsel for mennesker, der ikke er udannet til det. Lovlig piratkørsel. Ups!

 

Det er i spændingsfeltet mellem denne blodige realitet og de generelle vilkår og usikkerheder for fremtiden, at taxi-kollegerne er vrede og bekymrede

Og midt i denne usikkerhed bliver en kollega slået ihjel. En moden mand på 65 år, der praktiserer livet som ”gråt guld” lader livet som ofre for afstumpet vold.

Det er i spændingsfeltet mellem denne blodige realitet og de generelle vilkår og usikkerheder for fremtiden, at taxi-kollegerne er vrede og bekymrede.

 

Og så i den totale, politiske ensomhed, som store dele af landets ”småkårsfolk” oplever i disse år. Enhedslisten kæmper for at få indflydelse på mange andre områder – meget blandt dem, der ikke kan arbejde. SF løber i rundkreds i jagten på egen hale. Socialdemokraterne holder foredrag om ”…den nødvendige politik…” og den nye generation af soc’er er mere embedsmænd end passionerede politikere. Og så er der de radikale, der helt har forladt interessen for ”almuen”. Engang var de også husmændenes og skolelærernes parti. Engang.

 

Vil man forstå den politiske udvikling blandt småkårsfolk og lønmodtagere ”i den lave indkomst-ende”, kan jeg anbefale politolog-studerende at botanisere i taxa-faget.

 

Kun et parti er erklæret på taxifolkets side: Dansk Folkeparti.

 

Det er et nærmest larmende paradoks, at taxifaget i den grad er et indvandrer-fag.

 

God morgen, Danmark

– i dag især til mine kolleger i hele landet