Så er taxamanden tilbage med “hovedet i bloggen”.
Jeg fik reaktioner, da jeg annoncerede min udmelding af De Radikale. Sådan må DET være. Nogle anbefalede andre partier. En enkelt blev så træt at min politiske tilkendegivelse, at hun trak sig fra min Facebook. Jeg fortryder ikke disse udmeldinger et sekund. For jeg er demokrat og jeg er grundtvigsk, så jeg mener at meningerne skal brydes. DER har vi noget at byde på i vores land og vores kultur.
Og så skal jeg tilbage i taxien. Ikke mindst der lever vi med vores forskelle – og den gave takker jeg mine kolleger generelt og venner, kolleger og chefer i Virumgade taxicenter særligt for: Forskelligheden. Ikke mindst der er jeg skab til et arbejdsliv på 4 hjul. Vi er så hamrende forskellige og det er ikke så afgørende, hvor vi stemmer på valgdagen. Den folkelige frihed fra mit arbejdsliv bærer jeg ind i min blog og debatvirksomhed.
Derfor historien om min udmeldelse af partiet – og begrundelsen for den.
Derfor OK til, at Information i dag har fået lov til at bringe mit brev til de radikale som et synspunkt i dagens avis.
Men menighedspolitisk bliver jeg aldrig. Dertil er tvivlen i mig større end partidisciplinen.
Vi er så hamrende forskellige i branchen som kunderne på for- og bagsædet. Derfor åbner jeg taxamandens blog i andet halvår 2014 med en hilsen om nogle af mine gode kolleger i dagligdagen. Du skal møde nogle af mændene – for vi er 100 mænd og nul damer, der hvor jeg kommer fra.
Mød bl.a. mini-Tito, “grækeren” og “Peter Panik” i dette portræt i humor og en slags kærlighed.
Fra EKSTRA – taxamandens klumme i Ekstrabladet den 21. juni.