– Iyi günler.
Han kigger på mig med smilende sorte øjne, der ellers har været mørke – og angste i de sidste år.
– Iyi günler, hilser han tilbage.
Og jeg behøver ikke spørge til hans nationalitet. Jeg havde allerede lidt frimodigt gættet på den. Gættet rigtigt. Han er en af disse efterkommere af de lidt lavstammede bønder fra den anatolske slette. Et kraftigt næseparti, med ”måne”,. Som det tilkommer en mand midt i livet – og med et ordentligt overskæg som en mellemstor busk lidt midt i det karakterfaste ansigt.
Han er en stolt mand.
Måske et lidt billigt med det der tyrkiske ”god dag”. Jeg kunne også have sagt ”iyi aksamlar”. Og så havde jeg brugt nærmest HELE mit tyrkiske ordforråd.