– Iyi günler.

 

Han kigger på mig med smilende sorte øjne, der ellers har været mørke – og angste i de sidste år.

 

– Iyi günler, hilser han tilbage.

 

Og jeg behøver ikke spørge til hans nationalitet. Jeg havde allerede lidt frimodigt gættet på den. Gættet rigtigt. Han er en af disse efterkommere af de lidt lavstammede bønder fra den anatolske slette. Et kraftigt næseparti, med ”måne”,. Som det tilkommer en mand midt i livet – og med et ordentligt overskæg som en mellemstor busk lidt midt i det karakterfaste ansigt.

Han er en stolt mand.

Måske et lidt billigt med det der tyrkiske ”god dag”. Jeg kunne også have sagt ”iyi aksamlar”. Og så havde jeg brugt nærmest HELE mit tyrkiske ordforråd.

Dybest set er det underligt, at vi kan så få tyrkiske ord, når man betænker, at den tyrkisktalende befolkning i Danmark udgør mere en 50.000 mennesker – og derved er den største ”indvandrergruppe” i Danmark. Hertil kommer den solide strøm af danske turister til den tyrkiske middelhavskyst  og den kendsgerning, at tyrkerne anvender det latinske alfabet og har disse mange “Y” eller “Ü” vokaler, som er så brugte i dansk (- og tysk og i fransk udtale af “u”)

 

Jeg er er ganske enkelt vild med Istanbul. Porten mellem Europa og Mellemøsten.

Men jeg har selv verdens mindste, tyrkiske ordforråd, selv om jeg taler to fremmede sprog flydende, kender en del til et tredje og altid har betragtet mig selv som det ”sprogmenneske”. Og frem for alt: Selv om jeg har besøgt Istanbul en stor håndfuld gange. Første gang i 70’erne i min første nye bil på vej rundt i hele Sydeuropa. En enkelt gang som officiel gæst for DR hos den tyrkiske søsterorganisation RTE – og en del gange som turist.

Jeg er er ganske enkelt vild med Istanbul. Porten mellem Europa og Mellemøsten. Det tidligere Konstantinopel, hovedstad  i det østromerske rige, indtil osmannerne indtog den midt i 1400-tallet og konverterede den fantasiske Hagia Sophia katedral til moskeen Ayasofya. I dag er denne kirke/moske museum og indeholder både den islamiske kulturs billedløse gudedyrkelse – og den ortodokse dyrkelse af ikoner – af ikke mindst jomfru Maria. Ayasoya har nogle af de smukkeste mosaik-billeder af de n hellige jomfru

Der er stadig steder i verden, hvor den muslimske kultur kan trives side om side med den kristne.

 

”O” og jeg har en dejlig samtale om hans elskede Tyrkiet. Han er selv fra hovedstaden Ankara, hvor jeg ikke selv har været. Han fortæller stolt om den store by, der i sin tid blev gjort til hovedstad, fordi den lå mere centralt i det store land mellem Sortehavet, østen og vesten. Og ja, så er han dansk statsborger og har boet her i mange, mange år og er statsborger.

Så her sidder vi så –  bornholmeren og tyrkeren og taler om det tyrkiet – men efterhånden mest om det Danmark vi holder af. Kulturelt men i den grad også velfærd og social sikkerhed. Taxamanden kunne udleve sin drøm om et andet,  mere frit og kreativt arbejdsliv. Det kostede en indtægtsnedgang, der slog bunden ud af økonomien – men alligevel kunne jeg have tillid til at mine døtre kunne tage deres uddannelser på seminariet, universitetet – og professionshøjskolen. Ikke som min amerikanske ven og radio-kollega, hvor familien var ved at gå i opløsning, da datteren sprang fra uddannelsen bare et år inden mastergraden. På det tidspunkt havde hun kostet forældrene næsten en million i uddannelsen – der nu var ”spildt”. Og hvordan gør man så det økonomiske og menneskelige regnskab op-

“O” kan takke velfærdssamfundet for sit liv. Sådan helt konkret.

Jeg henter han på et genoptræningscenter i nordsjælland, hvor han prøver at komme til hægterne efter sin anden hjerteoperation. Da han for tre år siden –sidst i 40’erne er på vej til arbejde i lufthavnen, bliver han dårlig i et vejkryds ikke så langt fra sit hjem-. Han når lige at kalde 112, forklare hvor han er, før han falder sammen over rattet med en blodprop. Livet siver langsom ud af ham. Og da falkfolkene når meget hurtigt frem er han netop – klinisk død!. Dog kun et halvt minuts tid, formoder de, får de får hurtigt liv i ”O” igen.

Men hans hjerte lider under blodproppen. Den er gal med hjerteklappen. Værre og værre som månederne går. De indopererer en ny gennem hovedpulsåren i lysken og det går godt. Et stykke tid. Men så er der noget galt med den nye mekanik. Og efter et års tid må de gentage operationen. En NY, ny hjerteklap.

På det tidspunkt er han fysisk helt nede. Blodproppen og dens følger har slået ham mere ud af kurs end først antaget og han bruger det yderste af sin optimes for sig “godt”, da jeg stiller ham det mest obligatoriske, danske spørgsmål: “Hvordan går det så ?” Og derfor går han nu til genoptræning, så han forhåbentlig kan komme tilbage på arbejdet. Sidste gang skete det allerede en måned efter operationen. Men denne gang er han oprigtigt lidt mere i tvivl ”hvornår” og ”om,”.

Det er ikke tiden at tale om det nu, hvor han kæmper. Endnu ikke tiden. Men genoptræningen er ved at give ham noget styrke og mod, siger han. Jo, han synes, han har lettere ved at “få vejret” de sidste 3 uger.

 

Vi kører igennem en landsby ikke langt fra hans bopæl tæt på Helsingør. Turen er ved at slutte og vi har både været i Sultan Ahmed, Istanbul, og en rejse gennem det moderne Danmark og dets sikkerhedsnet. Begge dele er uundværlige i hans liv.

 

– Det var her, siger han og af  bryder pludselig.

Jeg forstår ikke hvad han mener her midt i en anonym lysregulering.

Han ser spørgsmålstegnet i mine øjne, da jeg vender ansigtet mod ham et lille øjkeblik

– Det var her jeg døde!

 

Vi kigger begge på hinanden og smiler af den indforståede misforståelse.

 

God weekend, Danmark

Og la’ os se lidt lyst på det hele i weekenden.