VREDEN OG KÆRLIGHEDEN

woman with thumb upwards (with the focus in the hand)

Omgivelserne emmer af provinshygge – men paradoksalt også af slid.

Jeg er drejet ned ad en blind villavej, passerer et uplejet, levende hegn på venstre hånd, hvorigennem jeg skimter et større forhus – og bagved nogle bygninger med flade tage. Mest af alt ligner det en forladt fabrik. Så der kan det ikke være, er jeg ret sikker på. Men lidt længere fremme fortæller GPS’en mig, at jeg er kørt for langt, og jeg u-vender mod de slidte bygninger.

Det er en af de ture, hvor generel præcision er nødvendig. Det står i køreordren, og vognmanden, der normalt kører turen, har understreget det. Så jeg er lidt tidligt på den og har derfor endnu ikke sendt sms’en om min ankomst de præcist 5 minutter inden, som er kravet.

En ung pige skal køres til en af områdets specialskoler og jeg har i den grad lært betydningen af de faste rutiner, når jeg kører med de særlige børn, unge og voksne.

Jeg holder udenfor det høje hegn, så jeg ikke stresser kunden og de forældre, ledsagere eller det personale, der er med til at gøre dagens start så harmonisk som muligt.

Så sender jeg min sms: ”Taxien ankommer om 5 minutter”

Jeg holder udenfor det høje hegn, så jeg ikke stresser kunden og de forældre, ledsagere eller det personale, der er med til at gøre dagens start så harmonisk som muligt.

Den unge piges navn er af ”fremmed” oprindelse. Stedet er givetvis en tidligere institution, der ser ud som om den har ligget ubrugt i en tid. Køreordren fortæller, at moderen afleverer, så de to – eller familien må bo her. Sådan går TAXAMANDEN’s ventetid ofte, når jeg venter på mine kunder. Jeg fabulerer – nogle gange gætter jeg på konteksten, selv om det strengt taget ikke en del af jobbet.

Det er ikke min pligt – men jeg har friheden.

Præcist på sekunderne lader jeg Merceren glide ned ad indkørslen og om bag hovedhuset på en lille plads foran indgangen. Det hele er aftalt og pakket og ”just-in-time” og som i en scene til en instruktions-video går døren op til noget, der ligne en pavillon. Engang hvid – nu grå. Slidt.

Så kollapser den harmoniske scene.

En mor med løst tørklæde i en lys kjole med mønstre fra fremmede himmelstrøg og en plejer/pædagog kommer ud med den unge pige.

Hun er rasende.

woman frustrated and covered with hands on face, selective focus

Nej, hun er vildt rasende, og selv om jeg straks får øje på hendes let spastiske bevægelser (Cerebral Parese forstår jeg man siger i dag …), ser jeg straks at hun er stærk. Vred og stærk. Nu svinger hun sin skoletaske som en slynge, mens hun drejer og drejer som en snurretop om sin egen akse. Rammer hun, vil det gøre rigtig ondt. Jeg hører, at hun ikke har et sprog, og da jeg prøver men nogle venlige ord som ”Goddag min ven”, ”Det er mig, der din taxamand i dag”, ”Jeg hedder Jesper”, hjælper det – intet.

– Hun kan ikke høre, hvad du siger, siger hjælperen.

Moderen kigger på mig med vemodige øjne. Det er ikke første gang, det her. Men det er lige netop det her, der ikke må ske. Den unge pige svinger stadig med tasken og i total magtesløshed tilbyder jeg at køre derfra et øjeblik og så komme tilbage og begynde forfra. Starte dagen på en frisk. Hjælperen kigger på mig og ryster på hovedet ad mit ubehjælpelige forslag.

Moderens mørke øjne kigger endnu mere vemodigt på mig. Og værst af alt. Hun virker flov.

Og jeg?

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, da snurretoppen sætter hastigheden ned.

Naivt, usikkert stikker jeg mine hænder ned i posen for løsninger, jeg ikke kender til. Det handler ikke om jeg er særlig rar eller særlig god. Jeg vil bare ud af den her situation, hvor fire mennesker, der ikke kender hinanden pludselig, er aktører i en konflikt, som er tæt på at være voldelig. Det er så intuitivt, famlende og banalt, at jeg rødmer, mens jeg skriver det. Og jeg aner ikke hvorfor. Jeg folder mine hænder fladt mod hinanden. Sådan en slags buddhistisk hilsen. Bukker mig let mod pigen. Hun bliver stille og kigger nysgerrigt på mig med de smukkeste sorte øjne. Pludselig rolig. Hendes lange hår er langt, blankt og kraftigt. Ikke noget sprog, men det er jo lige meget, når hun ikke taler. Og spasmerne er ligegyldige, når hun ikke bevæger sig.

Hun er så uendelig smuk – ligner en persisk, en arabisk eller en jødisk prinsesse fra en af disse historiske helaftensfilm.

Så bevæger hun sig mod taxien, jeg åbner døren for prinsessen med venstre hånd, mens jeg – og det er vel nærmest latterligt, (… og en dag må en terapeut fortælle mig, hvad der gik af mig) – en ”thumbs up”, som ligner like-tegnet fra et facebookopslag.

Hun sætter sig graciøst ind i Merceren med det grønne logo, – når at sende mig skyggen af et Mona Lisa smil.

– – –

Det bliver den smukkeste morgentur -. de 15 minutter til specialskolen. Granitperkeren og prinsessen fra et land, jeg ikke kender.

Helt stille – bort det fra nogle stilfærdige brummelyde, der i et nanosekund får mig til at frygte et nyt udbrud. Jeg vover blot et par gange at kigge i bakspejlet. Ser igen de smukkeste, sorte øjne og noget, som i bedste fald kunne tolkes som tilløb til glæde. Men jeg kigger hurtigt fremad igen. Det er min pligt men også en slags blufærdighed overfor et selvbevidst blik, selv om munden ikke kan tale.

Så kører vi op foran skolen og jeg løber ud fra forsædet for at åbne døren og følge hende til den rette bygning. Det står jo i min køreordre; ”Hentes og følges!”

Nej!

Igen er det alene hendes øje, der taler. Hun kender stedet – og hun går selv!

Uanset den formelle køreordre adlyder jeg som en bodyguard.

Står på fliserne mellem skolebygningerne og følger hende. Hun ranker ryggen selv benene og kroppen afslører det fysiske handicap, er hun – graciøs

Inden hun drejer ned ad en ny sti, vender hun sig pludselig om som om hun kan mærke mit blik.

Det gennemførte smil.

Så løfter hun en slank, lysebrun hånd i min retning.

Tommelfingeren i vejret

Thumbs up!

Next ArticleDEN GRÅ PANTERS ROMANCE