DAGENS GANG I LILLE KRAMLØSE

Foto: Colourbox

Siden jeg var teenager og vidste, at jeg ville få mig en eller anden livstjans som journalist og historiefortæller, har jeg tændt mit orangefarvede, roterende alarmlys, når nogen ville pådutte mig, at det jeg oplever lige nu – er historisk. Historisk i den forstand at det, det sker lige nu, ikke er sket før – mands og kvindes minde. I værste fald skyldes denne skepsis overfor at tolke perspektivet i de øjeblikkelige hændelser – lige nu mens det sker – min indbyggede ”gamle mand”, der hele livet har fulgt mig som en usynlig, knarvorren papegøje på skulderen. I bedste fald er der tale om med en professionel skepsissom burde være en ordentlig journalists dåbsgave.

Selvfølgelig har vi mærket alvoren her i Lille Kramløse, siden det gennemkørende eksprestog pludselige stoppede ved peronen for en uge siden og efter planen bliver holdende endnu en uge. ” … Først efter påske …”, påstår by-sladderen, – bliver Danmark mere normalt igen. Vi har fundet en isoleret hjerterum til de få rejsende, der var med. Vi stikker dem en hjælpende hånd og sørger for, at de ikke går sultne i seng.

Foto: Facebook

Historisk?

Jo, det er en influenza, vi ikke har kendt før. Og blot en enkelt dokumentar på tv om den spanske syge – den alvorlige influenza-pandemi under og efter den første verdenskrig – var nok til øjeblikkeligt at plante frygt for ukendt sygdom hos mig.

Jeg synes vores selvudskældte folk fortjener ros i denne situation.

Også jeg kan få kvalme over den ekstreme konsensus-kultur i det her land. – En kultur der skræver meget bredt. Fra samarbejdspolitikken,  da tysken pludselig var over os, – til ubetinget at give f***-fingeren, når en amerikanske præsident og realitystjerne i besynderlig legering af uforskammethed og dumhed – tilbyder at købe Grønland.

Så står vi sgu sammen.

Som da fodboldlandsholdet vandt EM uden at have kvalificeret sig – åh, jeg orker næsten ikke at gentage den kliché!

Som i efteråret 1973, da jeg som ung (19 år) studerende oplevede de øde gader i den jyske hovedstad. Energikrisen blev den døbt, da det pludselig var tæt på, at vi skulle have rationering af olie og benzin på grund af uroen og bevidst produktionsstop i mellemøsten.

Som klimaaftalen mellem alle folketingets partier. – Den store julegave fra politikerne til folket for mindre end 4 måneder siden, der sikrer bred enighed om vores bidrag til klodens overlevelse.

Jeg kunne godt holde et par småvenstreorienterede og kulturradikale foredrag om den selvtilstrækkelighed og angst for pludselige forandringer, som er både en baggrund for og en konsekvens af det lille lands konsensus-kultur.

Men Danmark, Skandinavien og omegn er godt nok et trygt sted at være, når verden er sindssyg.

Med fuld respekt for de urimeligheder vi har mange af – før og under Corona-mareridtet: Det sværeste ved at være samfundskritisk i dette univers af social kompromis-ekvilibrisme er, – at de sgu går ganske godt herhjemme, selv når lokummet brænder.

Jeg kigger ud på gaden, der forbinder den rigeste del af byen med de mere jævne klasser. De smiler og går tur. Nogle tættere på hinanden. De hinanden ukendte med mindst de vigtige 3 meter imellem. Hamstringen er til at overskue – de økologiske æg er vendt tilbage i Irma. Jeg nikker til naboen, som er ved at lægge trægulv i gården ud for lejligheden.

Er der noget, vi kan hjælpe med?

Så sig bare til?

Det er mere uformelt, det, der trykker – eller ikke helt vil forsvinde.

Var det for 50 år siden, da jeg var teenager, tror jeg ikke, jeg havde lagt mærke til det. Det var i provinsen, ude på landet i en lidt mere blufærdig kultur, hvor fysikken var ret langt fra nutidens heeeeejjjjjjjjjjjjssssssskkkkaaaaattttteeeeerrr-kultur.

Ikke koldt – bare ikke så meget. – Og i hvert fald ikke for meget.

Det hele var ikke så forskruet dengang.

Men jeg har altså ikke bedt om at blive sendt tilbage til en gammel tidsalder, når jeg for årtier siden er rykket ind i den nye.

Jeg burde skamme mig over at klage, når mine børn er godt hjulpne og det ene af mine børnebørn er helt tæt på i disse dage. Ligesom, min bonusdatter og hendes mand. Og min kone, for fanden! Hun nåede hjem fra ferie i Indien, inden Corona-helvedet brød løs.

Foto: Colourbox

Men, sorry, jeg savner det improviserede kram.

Også det, der kunne få mig til at cykle et par kilometer for at besøge mine to døtre og deres mænd på Nørrebro. Og da ikke mindst prinsessen på halvandet år. Hun kræver jævnlige besøg for at fastholde morfar på hitlisten over nødvendige menensker i hendes liv. Mern nu holder vi afstand for overlkevelsens skyld.

Mine døtre har jeg krammet gennem hele livet. Kun i meget korte perioder, har de været udenfor rækkevidde. Og fars små tøser er 29 0g 31 år, – så jeg burde tage det som  en mand. En far. En gråsprængt morfar, der om nogen ved, at verden ikke altid arter sig, som det var meningen.

Jeg savner det intuitive kram, som ikke kan gengives fysisk via Skype eller Messenger.

Det uplanlagte klap på skulderen. Kysset på munden, selv om hende, der giver mig dem dagligt, er lige i nærheden. Selv det mere hykleriske kram. Der hvor man uden egentlig lyst siger hej med et bamsekram, selv om man ikke er særlig tæt på personen.

Den fysiske kontakt uden den store, intellektuelle besindelse.

Den varme pludselighed.

Duften af fars piger

Det er det, jeg savner allermest her i Kramløse.

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele TAXAMANDEN´s eftertanker. Også de vemodige.