Han er virkelig ikke nogen stor mand.

Nærmest lidt sammenkrøben syner han mindre end realiteten. Husker det fra min afdøde far, som i sine fleste leveår var det, man kalder for – en høj flot mand. Høj efter datidens alen. Men som alderen og det fysiske forfald skred frem blev han – mindre. Fysisk meget mindre end de få centimeter, som alderens tæren stjæler af ethvert menneskeliv.

Han står der i aftenmørket med en kvinde, der holder fast på ham. Han kigger på mig med lidt undskyldende øjne over hans ubehjælpsomhed, mens ham fumler med mundbindet – og siger uden ord: ”Ja, jeg er helvedes gammel – men jeg er her endnu!”

Hun er hans sikkerhed i aften og vil have fuld garanti for, at jeg følger ham sikkert hjem – helt frem til boligen i den københavnske forstad. Jeg nikker og messer flere gange.

– Det skal jeg nok sørge for, frue! Det skal jeg nok.

Jeg ville egentlig have kaldt ham en olding.

Det er jo det han er. Endnu mere end ”gammel”. Jeg insisterer på at bruge ordet gammel, selv om det i pagt med tidsånden gennem årene er skiftet ud med – ældre. Men jeg vil ikke finde mig i denne retouchering af virkeligheden. Jeg har forståelse for, at man kan ”photoshoppe” til skønhed ved at fjerne rynker og bumser og uhensigtsmæssige pletter på idealbilledet. Men ikke sproget, venligst. Jeg insisterer på at legitimere gammel-ordet ved at sikre, at det er i brug.

Men – olding? Det ord lyder vist lidt nedladende, . og det er ikke der, jeg vil hen

Så jeg vælger metaforen ”grå panter”, selv om den vist er på vej ud igen efter at være en del af en amerikansk bevægelse, der ikke ville finde sig i nedgørelsen af – de gamle.

Os gamle!

Min gamle kunde denne sene aften i en forsinket tropesommer har ikke panterens agile krop eller smidighed. Men små signaler om at være et stilfuldt menneske: Sproget. Lysten til at ”klare det selv”, selv om det kniber med at gå. – Og så skoene. Italienske, tror jeg. I hvert fald håndsyede ser jeg, da jeg hjælper hans højre fod de få centimeter ind over panelerne til bagsædet.

Så kører vi.

Kvinden, der fulgte den gamle mand til taxien, holder øje med, at det foregår ansvarligt, mens hun vinker til manden gennem taxiens side- og bagrude

Jeg er sikker på, at jeg har set den mand tidligere – men uden at kende manden personligt. Jeg aktiverer alt mit journalistiske samtale-værktøj. Kald det talent – eller en arbejdsskade. Det kan bare ikke være anderledes. Som ronkedoren, der har vandret over savannen i flere dage uden at få tilstrækkeligt at drikke – og så ser vandhuldet i det fjerne. Er det virkelighed eller en luftspejling? Jeg må kende sandheden

Måske er det den gode Pomerol til middagen. Måske er det bare lysten til at tale åbenhjertigt.

Den gamle fortæller historier fra sit liv og pludselig vrimler det ind med fælles bekendtskaber – fra min journalist-tilværelse. De store historier i politik og organisationsarbejde. Han er en af de helt store personligheder i ”den danske model”, der i sidste århundrede omsatte den klassiske klassekamp til aftaler og overenskomster. Han var en af de store mænd på arbejdsgiversiden.

Men alt det, lader vi hurtigt ligge.

Offentlighedsdyrkelsen ligger snart mange år tilbage for os begge.

Vi taler snart om kærligheden – den uventede. Den man ikke er helt sikker på, man har fortjent, når nu man allerede har fået rigelige mængder af den. Og han har haft mange år til at opnå den.

Han fylder 92 lige om få måneder.

– Jeg var beriget af at elske den kvinde, jeg fik mine børn med. Men så døde hun fra mig blot et par år før vores guldbryllup. Det var forfærdeligt, selv om det jo er risikoen, når vi bliver ældre. Nogle år senere traf jeg en ny kvinde, som blev min kone. Det var sådan en gave. At elske sin nye kone trods tabet af min første. Der gik godt en halv snes år – så døde også hun.

Han samler sig. Alderen og aftenens rødvin har gjort afstanden til de uundgåelige tårer kortere. Og det passer helt sikkert ikke en mand af hans støbning.

– To gode koner. Jeg ønskede mig ikke flere – jeg er jo en gammel mand. Men så sker det alligevel – romancen, og jeg er faktisk meget taknemlig. For når man er 92 år, er langt de fleste venner og bekendte døde og borte. Men så pludselig fik jeg mig en veninde. Hun passer på mig, nu, hvor jeg er blevet en meget gammel mand. Vi kan lide hinanden. Og i aften lavede hun alle tiders middag til mig. Ja taknemlig er ordet. For jeg ved jo slet ikke, om jeg har fortjent den. Al den kærlighed. Jeg er jo blot en gammel mand, der ikke kan lade være med at leve til det sidste.

Han rammer mig i hjertet. Stimuleret af minderne om min afdøde far, som – hvis han levede – ville fylde 90 næste år. Og min levende svigerfar, der fylder 92 næste gang. De gamle mænd, der – trods tiltagende svagheder med kroppen bare VIL leve – helt ud. Og hver eneste dag, som skæbnen giver dem.

Den gamle kunde får alt, hvad jeg evner af service.

Da vi kommer til bungalow-kvarteret, hvor en million er noget, man betaler for en garage, må jeg lede efter kundens hus. Hans stedsans og især synet er ikke længere hans styrker og i Danmark er husejerne ikke voldsomt trænet i at sætte nummer på matriklen. Jeg må ud af taxien. Op og ned ad villavejen. Tænde for mobilens lygte og lyse ind i bøgehækken, hvor husnummeret skjuler sig.

Så er vi der.

Kører så tæt på indgangen i den smukke gul-stens-villa – og følger ham helt op til døren gennem det blåhvide lys fra taxiens diodelygter

Og nu skal det gå hurtigt, for ”tissetøjet” er blevet mere uregerligt med alderen.

Men det er lige meget.

For vi lever.