“lille fredag” – oven i købet tæt på lønningsdag og medfølgende solid-druk. Starter arbejdsdagen med et solidt dementi til mine negative forventninger.

Trods det ukristelige tidspunkt. Trods lysten til at få det her overstået, så jeg kan komme til at holde weekend. Trods den sædvanlige lugt af alkohol, da de første kunder sætter sig ind i taxaen, så ønsker jeg jer alligevel, kære læsere, en af taxalivets særlige sider: At sidde her lidt slidt og bare en lille smule negativ overfor de forventede kunder: Endnu en flok stenede unge, der burde ligge derhjemme inden ugens sidste skoledag og så gennem udskejelserne til den RIGTIGE weekend. Og det allerværste: De unge mænds fortvivlede forsøg på at agere de store forførere i de sidste sekunder af natten.

Jeg under jer taxamandens overraskelser. Når verden alligevel er lidt smukkere end ens fordomme. De store udgaver – af de helt små øjeblikke.

Han er en gentleman fra første øjeblik, han sætter sig ind i taxaen. Og hun er vedkommende og hilser pænt på taxamanden. Undervejs udspiller der sig en dialog som  er privat mellem de to. Noget med udveksling af navne på fælled venner, der ikke kommer mig ved. Og så især hendes høflige bemærkninger til chaufføren.  Bare almindelig høflighed.

Hun er en ung kvinde med de gode manerer, hun helt uden tvivl har lært i det gode hjem i den velstillede del af Nordsjælland, som er den endelige destination for vores tur.

Først skal han sættes af. Så skal hun køres videre – lidt længere nordpå.

 

Han er opmærksomhed overfor hende. Høflig. Ikke noget akutforførende eller nogen panik før lukketid

Og nej, de er heller ikke kærester. Hun har sin egen, fortæller hun mig, efter at han er steget af. Men det er rigtigt gode venner, og jeg forestiller mig, at det kunne blive mere permanent endnu inden det er langtidsvarende-.

Da hans del af turen er slut, insisterer han på, at betale hele turen. Jeg sidder med erfaringerne om, at en sådan klassisk ridderlighed ikke er den gængse, må jeg sige. Utallige er eksemplerne på, at “den sidste betaler” – “og så må vi finde ud af resten senere..”

Denne gang ej. Den vil han bare ikke have siddende på sig, han ønsker faktisk at betale hele regningen for turen, endnu inden den er slut. Det vil HUN til gengæld ikke acceptere.

De finder et kompromis, hvor han betaler langt den største del af regningen.

 

Hun er blot 20 år men virker som en meget moden pige – eller en moden, ung kvinde, burde jeg vel sige. Hun kan det dermed at tale med voksne mennesker. Taler de pæne forstæders sprog uden for mange eder og forbandelser. Men også uden hendes hjemegns noget krukkede og halv-læspende s’er. Det indser jeg også i takt med de stadig flottere huse og dem stigende sociale status, jo nærmere vi komme hendes hjem. Også mærker jeg en anden egenskab, som jeg genkender som far til tre døtre. Med fuld respekt for mødre og deres fødselsprivilegium: Jeg påberåber mig en særlig aura mellem døtre og fædre. En familiemæssig nærhed – men også en kønsbestemt kontakt, som er en af MIT livs skønneste grundfølelser. Vi har det hyggeligt de sidste kilometer i overgangen mellem nat og morgen, hvor vi taler ungdom og ”fraknytningen” til forældre – at slippe og måske også at have svært ved det.

 

Min passager åbner for posen (velvidende, at jeg driver taxamandens blog….). HUN har en stor udfordring, som har spillet en meget kærlig og en ret vanskelig rolle i grænselandet  mellem stor nærhed – og frygt.

Hun har en far i en alder, så han kunne have været min og jeg kunne være hendes

Selv om hun blot er 20, er hendes far 80 år. Han  fik hende ”i sidste øjeblik” i sit andet ægteskab. Så hun har søskende, der aldersmæssigt kunne være hendes egne forældre.

 

Jeg kan heller ikke få så mange år med ham som andre børn kan med deres far. Men jeg kan styre angsten for at miste ham.

– Det har været meget svært for mig, fordi jeg er meget knyttet til min far. Og det blev sværere og svære med alderen. Til sidst  så jeg svært. at jeg måtte have hjælp til at  bearbejde angsten for at miste ham. For den har ligget i mig hele mit liv. Og selvfølgelig vokser den i takt med hans alder. Til sidst nærmede jeg en slags vrede over, at min forældre  overhovedet havde fået mig. Og det går jo ikke med de tanker (hendes mor er 60 og var også en sen mor…)

Han er jo efterhånden en gammel mand. Han er høj, slank og en flot, flot mand. Og han er raskere end mange andre mænd i hans alder. Men han er først og fremmest min far, og han HAR lovet mig at gøre alt for at passe på sig selv. Så jeg nøjes med at elske ham – og skubbe frygten bagud. Jeg kan jo ikke ændre på kendsgerningerne som hans egen alder. Jeg kan heller ikke få så mange år med ham som andre børn kan med deres far. Men jeg kan styre angsten.

 

Inden hun stiger ud af taxaen, kan jeg ikke lade være med at fortælle hende, at jeg ville være uendeligt stolt, hvis hun havde været min datter. At turde elske så højt. Og at turde se frygten i øjnene. Og jeg spørger hende retorisk, om hun – med en mor, der netop nåede at få sit eneste barn og en far, som ville være det uanset alderens uundgåelige  risiko for døden – om ikke hun kan betragte sig om et ganske særligt barn?

– Et ægte kærlighedsbarn?

 

Hun giver mig smilende ret, tror jeg, med  et nik og et “pas på dig selv” – i sandhedens og nattens sidste time.

 

God morgen, Danmark

– særligt til fædrenes kærlige døtre