Den blev en af de helt sjove ture, hvor den aldrende taxamand lige fik afprøvet sine kompetencer i en lille håndfuld roller.
Integrationskonsulent.
Coach
Opdrager.
Kollega en spe.
Han stopper mig på en af de vildt trafikerede ringveje i en af de begyndende myldretidstimer om eftermiddagen. Lidt stresset, lidt oppe at køre. Ud med lappen, direkte øjekontakt – og så er endnu en kunde hjemme. – Han dybest set en drengerøv – sidst i tyverne. En af dem, hvor det har taget lidt tid at blive voksen. Og derfor måske også særdeles charmerende. Min kunde er af afrikansk baggrund og på en gang en gadedreng og lidt for beskeden.
Han fortæller, at han har boet i Danmark siden han var 10.
– Jeg troede du var født her. Du taler jo hammergodt dansk!
– Nej, nej, nej. Ikke godt nok siger han med noget, som jeg først tror er påtaget beskedenhed.
Men han er ikke tilfreds med sine danskpræstationer endnu. Selv hører jeg bare en smule dialekt, der sådan ikke er mere hørbar end sprogfarven hos granitperkeren himself.
– Nej, nej mand, det er ikke godt nok endnu. Og det er det vigtigste, når vi skal integreres. Vi skal tale sproget, det skal vi. Og der er alt for mange, der er for dårlige, mand.
Nu hører jeg pludselig hans sprog lidt anderledes. For mens dialekten ikke er tydelig er hans jargonen det. Så jeg giver ham lidt ret og siger, at jeg godt kan høre på hans talemåde, at han er af indvandrer-baggrund. Men jeg siger også, at det da må være OK. Og så fortæller jeg om mine ture til New York, som er en af de byer, jeg har besøgt, som jeg elsker mest. På restauranterne og de forskellige ”Breakfast-delies” i Little Italy, taler de jo stadig med en tone af ”Godfather”, selv om de smukke sorthårede servitricer med de korte skørter og de hvide forklæder givetvis aldrig har set skyggen af Palermo og måske er 3. og 4. generations indvandrere.
Men de lyder af Sicilien
Han hører det men kommenterer det ikke.
– Vi er kolleger, mand. Jeg skal op til køreprøve om tre timer. Jeg har været ude at besøge en pige og så har jeg glemt mine papirer derhjemme. Du må køre mig hjem, så jeg kan være helt rolig, når jeg skal op til prøven. Jeg skal altså bestå denne gang.
Han fortæller, at han er dumpet tre gange. Han startede på prøverne til taxakørekortet allerede i april, så nu skal der altså snart tjenes noget guld ind til det kørekort, der er blevet noget dyrere, end det egentlig var planlagt.
– Fortæl mig det lige, kollega, giv mig nogle råd om, hvordan jeg består. De andre gange er det sådan set gået flot med den første køreopgave. Men når jeg skulle videre til den næste adresse, som jeg skal slå op I KRAK, bliver jeg totalt forvirret mand. Og så kunne jeg ikke finde destinationen. Eller ikke den rigtige vej, mand. Og så dumper jeg jo.
Jeg har oprigtig lyst til at hjælpe ham igennem denne gang. For han er veloplagt og glad, og han vil nyde at give service til andre mennesker. Han kunne blive sådan en slags landevejens pizza-bud. Men der skal stilles lidt på attituden. For selvom sproget er godt og alderen er 26, skal der stilles på ventilerne, så både de gamle kvinder i Hellerup – og den motorprøvesagkyndige ikke skal blive lidt irriteret – eller måske lidt bange for ham.
Jeg prøver:
– Først og fremmest skal du være voksen og høflig og ikke for overkvik, når du skal op til prøven.
Han afbryder mig i begejstring.
– Jeg ved det godt, mand. Du har helt ret. Jeg skal slikke røv…..
Det gibber lige i mig. For selv om mine ture i det københavnske natteliv har lært mig, at lige det udtryk ikke skal forstås så direkte billedligt, som det udtrykkes, tror jeg aldrig jeg vender mig til det i dagligsproget. Så skruer jeg min lidet skjulte ”morfar” på og bliver lidt spidsere.
– Du skal ikke slikke røv på nogen som helst. At være høflig og tale ordentligt er ikke det samme som at være en fedterøv
Og så tænker i samme selvkritiske åndedrag, at alene brugen af røv-ordet ville min far blive glad for. Og min elskede fynske farmor kunne i sin tid korrigere ordet ”lort”, selv om det faktisk er et temmelig legitimt udtryk på bornholmsk.
– Du må aldrig, aldrig, aldrig slikke røv. Ikke engang bruge orden til en køreprøve. Du skal være høflig, og du kan lige så godt øve dig fra starten. For du skal også tale pænt til kunderne.
Jeg hører et lidt frelst ekko af ”hans nåde, taxamanden”. Men jeg er ligeglad! – Lige nu handler det om at få min nye ven til at bestå køreprøven, og da han stiller de næste spørgsmål af et åbent hjerte, svarer jeg ærligt.
[
…Jeg er lidt for gammel og du der lidt for sort. Og dybest set er det lige meget. Lad det være. Det er uværdigt at tvivle…
– Hvad skal jeg tage på, kollega. Det går vist ikke med de her shorts. Og er det et problem, at jeg ikke er dansker?
Han har læst mine tanker.
– Rigtigt, min gode ven. Du går hjem og tager et par pæne jeans på. Du tager strømper på i et par rigtige sko. Og så gemmer du Cap’en til du har bestået. Du er jo hammer-godt ud. Og du er ikke en dreng. Du er en flot, voksen mand.
Min indre computer prøver at finde et svar på det sidste spørgsmål. Det der med danskheden. Jeg lader som om jeg ikke har hørt de sidste ugers fordomsfuld debat, om hvem der ligner os nok til måtte komme til landet.
Jeg taler bare frit som vi gør i vore bedste drømme om det land, jeg er født i og han er flyttet til. Der hvor han om lidt skal køre taxa om lidt til en timeløn, der er langt under de fleste hvide danskeres.
– Glem den der bekymring, om han kan li’ fremmede eller ej. Han er måske bare som dig og mig. Du er stolt og du glæder dig til at køre taxa. Sådan havde jeg det også, da jeg begyndte. Usikkerheden. Vi passer ikke altid til arbejdslivet. Jeg er lidt for gammel og du der lidt for sort. Og dybest set er det lige meget. Lad det være. Det er uværdigt at tvivle.
Jeg ved hvad jeg mener – og jeg håber, jeg har ret-
Han stikker næven frem med knyttet hånd og jeg gør det samme. Knoerne berører hinanden i en rituel hilsen.
Aner dybest set ikke, hvad det skal til for.
Men lige nu vælger sølvræven at være ung med de unge.
Afrikaneren og granitperkeren er blevet gode venner.
Taxi-venner!
God morgen, Danmark.
– Ikke mindst til dem, der har bestået på det sidste
Mødet med den sorte taxa-elev
Den blev en af de helt sjove ture, hvor den aldrende taxamand lige fik afprøvet sine kompetencer i en lille håndfuld roller.
Integrationskonsulent.
Coach
Opdrager.
Kollega en spe.
Han stopper mig på en af de vildt trafikerede ringveje i en af de begyndende myldretidstimer om eftermiddagen. Lidt stresset, lidt oppe at køre. Ud med lappen, direkte øjekontakt – og så er endnu en kunde hjemme. – Han dybest set en drengerøv – sidst i tyverne. En af dem, hvor det har taget lidt tid at blive voksen. Og derfor måske også særdeles charmerende. Min kunde er af afrikansk baggrund og på en gang en gadedreng og lidt for beskeden.
Han fortæller, at han har boet i Danmark siden han var 10.
– Jeg troede du var født her. Du taler jo hammergodt dansk!
– Nej, nej, nej. Ikke godt nok siger han med noget, som jeg først tror er påtaget beskedenhed.
Men han er ikke tilfreds med sine danskpræstationer endnu. Selv hører jeg bare en smule dialekt, der sådan ikke er mere hørbar end sprogfarven hos granitperkeren himself.
– Nej, nej mand, det er ikke godt nok endnu. Og det er det vigtigste, når vi skal integreres. Vi skal tale sproget, det skal vi. Og der er alt for mange, der er for dårlige, mand.
Nu hører jeg pludselig hans sprog lidt anderledes. For mens dialekten ikke er tydelig er hans jargonen det. Så jeg giver ham lidt ret og siger, at jeg godt kan høre på hans talemåde, at han er af indvandrer-baggrund. Men jeg siger også, at det da må være OK. Og så fortæller jeg om mine ture til New York, som er en af de byer, jeg har besøgt, som jeg elsker mest. På restauranterne og de forskellige ”Breakfast-delies” i Little Italy, taler de jo stadig med en tone af ”Godfather”, selv om de smukke sorthårede servitricer med de korte skørter og de hvide forklæder givetvis aldrig har set skyggen af Palermo og måske er 3. og 4. generations indvandrere.
Men de lyder af Sicilien
Han hører det men kommenterer det ikke.
– Vi er kolleger, mand. Jeg skal op til køreprøve om tre timer. Jeg har været ude at besøge en pige og så har jeg glemt mine papirer derhjemme. Du må køre mig hjem, så jeg kan være helt rolig, når jeg skal op til prøven. Jeg skal altså bestå denne gang.
Han fortæller, at han er dumpet tre gange. Han startede på prøverne til taxakørekortet allerede i april, så nu skal der altså snart tjenes noget guld ind til det kørekort, der er blevet noget dyrere, end det egentlig var planlagt.
– Fortæl mig det lige, kollega, giv mig nogle råd om, hvordan jeg består. De andre gange er det sådan set gået flot med den første køreopgave. Men når jeg skulle videre til den næste adresse, som jeg skal slå op I KRAK, bliver jeg totalt forvirret mand. Og så kunne jeg ikke finde destinationen. Eller ikke den rigtige vej, mand. Og så dumper jeg jo.
Jeg har oprigtig lyst til at hjælpe ham igennem denne gang. For han er veloplagt og glad, og han vil nyde at give service til andre mennesker. Han kunne blive sådan en slags landevejens pizza-bud. Men der skal stilles lidt på attituden. For selvom sproget er godt og alderen er 26, skal der stilles på ventilerne, så både de gamle kvinder i Hellerup – og den motorprøvesagkyndige ikke skal blive lidt irriteret – eller måske lidt bange for ham.
Jeg prøver:
– Først og fremmest skal du være voksen og høflig og ikke for overkvik, når du skal op til prøven.
Han afbryder mig i begejstring.
– Jeg ved det godt, mand. Du har helt ret. Jeg skal slikke røv…..
Det gibber lige i mig. For selv om mine ture i det københavnske natteliv har lært mig, at lige det udtryk ikke skal forstås så direkte billedligt, som det udtrykkes, tror jeg aldrig jeg vender mig til det i dagligsproget. Så skruer jeg min lidet skjulte ”morfar” på og bliver lidt spidsere.
– Du skal ikke slikke røv på nogen som helst. At være høflig og tale ordentligt er ikke det samme som at være en fedterøv
Og så tænker i samme selvkritiske åndedrag, at alene brugen af røv-ordet ville min far blive glad for. Og min elskede fynske farmor kunne i sin tid korrigere ordet ”lort”, selv om det faktisk er et temmelig legitimt udtryk på bornholmsk.
– Du må aldrig, aldrig, aldrig slikke røv. Ikke engang bruge orden til en køreprøve. Du skal være høflig, og du kan lige så godt øve dig fra starten. For du skal også tale pænt til kunderne.
Jeg hører et lidt frelst ekko af ”hans nåde, taxamanden”. Men jeg er ligeglad! – Lige nu handler det om at få min nye ven til at bestå køreprøven, og da han stiller de næste spørgsmål af et åbent hjerte, svarer jeg ærligt.
Han har læst mine tanker.
– Rigtigt, min gode ven. Du går hjem og tager et par pæne jeans på. Du tager strømper på i et par rigtige sko. Og så gemmer du Cap’en til du har bestået. Du er jo hammer-godt ud. Og du er ikke en dreng. Du er en flot, voksen mand.
Min indre computer prøver at finde et svar på det sidste spørgsmål. Det der med danskheden. Jeg lader som om jeg ikke har hørt de sidste ugers fordomsfuld debat, om hvem der ligner os nok til måtte komme til landet.
Jeg taler bare frit som vi gør i vore bedste drømme om det land, jeg er født i og han er flyttet til. Der hvor han om lidt skal køre taxa om lidt til en timeløn, der er langt under de fleste hvide danskeres.
– Glem den der bekymring, om han kan li’ fremmede eller ej. Han er måske bare som dig og mig. Du er stolt og du glæder dig til at køre taxa. Sådan havde jeg det også, da jeg begyndte. Usikkerheden. Vi passer ikke altid til arbejdslivet. Jeg er lidt for gammel og du der lidt for sort. Og dybest set er det lige meget. Lad det være. Det er uværdigt at tvivle.
Jeg ved hvad jeg mener – og jeg håber, jeg har ret-
Han stikker næven frem med knyttet hånd og jeg gør det samme. Knoerne berører hinanden i en rituel hilsen.
Aner dybest set ikke, hvad det skal til for.
Men lige nu vælger sølvræven at være ung med de unge.
Afrikaneren og granitperkeren er blevet gode venner.
Taxi-venner!
God morgen, Danmark.
– Ikke mindst til dem, der har bestået på det sidste
Taxamand
You might also like
ET GAMMELT RØVHUL TALER UD
Verdens mest uforskammede folk
Om politikernes egne forestillinger og Taxa-Arne, der tog prisen
Borgerlig som aldrig før
Next ArticleEt forbillede i pli og dannelse i den politiske debat