Jeg er fyldt 60.
Jeg er gråhåret.
Jeg er blevet sprogmoralist.
Og så fatter jeg ikke, at det skal være så svært at kommunikere i Skandinavien på vore nordiske sprog.
Man kan altså konstatere med usvigelig sikkerhed, – at jeg er ved at blive gammel.
Men det er godt nok lang tid siden, at forgubningen begyndte – ca. 20 år siden. Jeg var chef for P3 og skulle forhandle med en analytiker/sælger/”format-designer” fra et USA-baseret firma. Jeg har intet imod USA. På mange måder er USA jo al moderne radios stam-moder. Og jeg har rejst i landet på kryds og tværs for at bringe radiotrends med her til lands.
Så det er ikke der, surmuleren er begravet.