Jeg er fyldt 60.

Jeg er gråhåret.

Jeg er blevet sprogmoralist.

Og så fatter jeg ikke, at det skal være så svært at kommunikere i Skandinavien på vore nordiske sprog.

Man kan altså konstatere med usvigelig sikkerhed, – at jeg er ved at blive gammel.

Men det er godt nok lang tid siden, at forgubningen begyndte – ca. 20 år siden. Jeg var chef for P3 og skulle forhandle med en analytiker/sælger/”format-designer” fra et USA-baseret firma. Jeg har intet imod USA. På mange måder er USA jo al moderne radios stam-moder. Og jeg har rejst i landet på kryds og tværs for at bringe radiotrends med her til lands.

Så det er ikke der, surmuleren er begravet.

Sælgeren var svensker og det var en meget fed pointe, at vi skulle tale internationale radioformater – men en person, som kender vores nordiske kultur.

Fanneme om ikke manden begyndte snakken på Engelsk. Jeg afbrød og spurgte lidt ironisk på dansk, om han ikke havde været i Sverige i mange år (Han talte godt engelsk – og med total svensk accent, en slags nordisk udgave af Peter Sellers i Den Lyserøde Panter). Han forstod ikke sarkasmen men sagde bare, at engelsk var deres ”Corporate Language” i firmaet, Og så boede han i øvrigt i Stockholm, hvor han have boet hele sit liv.

Totalt patriarkalsk og boss-agtigt gennemtvang jeg en samtale på svensk, selv om jeg selv taler flydende engelsk.

Og der blev i øvrigt aldrig noget ud af den ”handel”. Jeg kunne simpelthen ikke tage manden alvorligt.

Sidenhen oplevede jeg at stå i spidsen for P3-konferencer for kanalchefer fra alle de nordiske lande. – Og der hændte det selvfølgelig, at vi nogle gange må slå over i engelsk som konferencesproget, fordi der deltog islændinge eller finner, som ikke talte eller forstod et af de dominerende, nordiske sprog.

Fair nok. Intet sprog er rigtigt i sig selv. Men jeg erkender, at jeg liiiiige skulle vænne mig til det.

i

Der er gået ca. 20 år, siden min sprog-vulkan sidst var i udbrud.

Men for godt en uge siden skete det igen. Nu med en helt ny og ung generation, som er vokset op med engelsk/amerikansk tv og kultur i en tid, hvor landene lykkeligvis ikke længere har mediemonopoler.

 

[

“…De er fulde, taler svensk men øver sig hele turen på især det danske ord FISSE, som de finder usædvanligt morsomt…”

Det er endnu mørkt og de er mine første kunder, som er temmelig ”svensker-stive”, hvis der er noget der hedder det. De er fulde, taler svensk men øver sig hele turen på især det danske ord FISSE, som de finder usædvanligt morsomt. De taler om det hele tiden og regner i deres brandert ikke med den aldrende taxamand er til stede, selv om han fører bilen. Det er undertiden så befriende at tilhøre den servicerende arbejderklasse. Man er mere usynlig end en flue på forruden. Og så er vi jo i det bund-erotiske Danmark, hvor det angiveligt er almindeligt bare at nyde ordet – fisse! Den er jeg sådan set med på, selv om det er lidt anstrengende efter at du har sovet lidt for få timer og lige er begyndt på arbejde.

For mig er vi ved dagens begyndelse.

For dem er en sjov aften ved at slutte – og nu sjofler de sig gennem mit modersmål.

Den er jeg med på inderst inde. Og jeg agter at skrige ”knulla” i den første svenske taxa jeg møder på min næste, svenske rejse. Som en sindssyg. Bedøvet af Mellanöl fra Pripps

Hævnen er sød.

 

Men jeg tænder fuldstændigt af, da de finder ud af, at bilen ikke er selvkørende og at taxaen rent faktisk har en levende chauffør. – Og de begynder at tale til mig.

På engelsk!

Jeg prøver bare at tale dansk.

Det virker ikke.

Så prøver jeg med enkelte svenske ord.

Det virker slet ikke.

Og så tænder jeg igen for patriarken.

 

– Nej ved I nu hvad. Jeg har rejst i jeres land gennem 50 år og jeg ikke bare forstår, – jeg holder meget af jeres sprog i alle dets farver

 

Der er gået ren afsender i mine argumenter – og de kigger bare ovebærende på farbror taxamand.

 

– You are not the problem, mr. cabdriver. We are. English is our second language in our daily life and in our studies. – And Danish? – Mostly, we don’t understand it.

 

Jeg sender en tanke til Dronning Margrethe den 1. og den nordiske union.

Med en knivspids af stemningen fra Det Stockholmske Blodbad.

 

God morgen, Danmark

– Och ha en bra onsdag, Sverige