Europa – og kærligheden til min Mercer

 

 

Hvis ikke det var fordi jeg var bange for den perverse etikette, havde jeg gjort det.

Jeg havde sådan lyst til at lægge armene om min Mercer – eller bare kysse stjernen – blidt!

Her dagen efter valget elsker jeg mit job som taxamand.

Og jeg har myrekryb over mit andet alter ego – journalisten.

Ikke megen respekt for faget i disse timer efter intensiv radiolytning på dagens vagt gennem alle 12 timer.

 

Først skaber medierne et set up til valget, som er noget af det mest slappe jeg har oplevet i min karriere. Ukritisk og historieløst. Og så høster de valgresultatet som noget overraskende.

Hele historien om DF og Morten Messerschmidt.

Min læsere ved, at jeg ikke tilhører den national-konservative menighed. Så derfor er det vel ok, at jeg ikke strutter af glæde over valget til parlamentet. Jeg er dog først og fremmest temmelig glad for demokratiet og folkets ret til at bestemme uanset taxamænd og andre selvudnævnte meningsdannere. Så forudsætter jeg så til gengæld, at det indlysende ses kritisk an i sømmene. Selvfølgelig succes-kandidaten selv. Det er sin sag.

Af en eller anden grund har han charmet sig udenom det kritiske lys.

Continue reading…

Mødet med min indiske beundrer

 

Når livet via politik og læsning af medier er blevet for barokt, læner jeg mig op ad det måske stærkeste livsindtryk i mit taxa-univers. Det, der trods lille timeløn, tosset mødetid, lange arbejdsdage – holder humøret oppe: At det virkelige liv virker smertestillende i forhold til racer-livet på ”principniveauet”. Virkeligheden er rarere end udlægningen af det.

Det lyder højpandet – men om lidt vil jeg give dig et eksempel. Allerførst et eksempel på ”principniveauet”, når det er allerværst.

Når den politiske debat tager livet af selve politikken.

Jeg oplever det i øjeblikket i EU-debatten. Sidst i tirsdagens EU-debat på vist nok tv2. Studieværten var kommet til at slippe ordet frit mellem politikerne og det endte i et hundeslagsmål som var så pinligt, at deltagerne må rødme i dagene efter. Og så indholdsløst og postulerende, at jeg selv valgte at slukke. Jeg gider simpelthen ikke spille mit liv på arrangerede debatter, hvor jeg ved, at de bagefter slår på skulderen og siger ”ses igen”, når kameraerne er slukket.

Continue reading…