Når livet via politik og læsning af medier er blevet for barokt, læner jeg mig op ad det måske stærkeste livsindtryk i mit taxa-univers. Det, der trods lille timeløn, tosset mødetid, lange arbejdsdage – holder humøret oppe: At det virkelige liv virker smertestillende i forhold til racer-livet på ”principniveauet”. Virkeligheden er rarere end udlægningen af det.

Det lyder højpandet – men om lidt vil jeg give dig et eksempel. Allerførst et eksempel på ”principniveauet”, når det er allerværst.

Når den politiske debat tager livet af selve politikken.

Jeg oplever det i øjeblikket i EU-debatten. Sidst i tirsdagens EU-debat på vist nok tv2. Studieværten var kommet til at slippe ordet frit mellem politikerne og det endte i et hundeslagsmål som var så pinligt, at deltagerne må rødme i dagene efter. Og så indholdsløst og postulerende, at jeg selv valgte at slukke. Jeg gider simpelthen ikke spille mit liv på arrangerede debatter, hvor jeg ved, at de bagefter slår på skulderen og siger ”ses igen”, når kameraerne er slukket.

På min blog har jeg besluttet at holde EU-debatten ude. Folk der kender mig og har læst med ved, at jeg er internationalist, anti-nationalist – og stærk EU-tilhænger. Men denne gang har jeg valgt at tage den politiske debat i mit private univers. Gerne i stor uenighed og skarphed. Men ikke i den der medie-arrangerede virkelighed. Og så er det det modne menneskes privilegium at kunne stoppe op og kigge tilbage på årtierne og spørge sig selv: Hvad holdt og hvad gik galt.

I september 1972 – et par uger før afstemningen om EF – fik jeg en generel-skideballe af min far, fordi jeg have udtalt mig kritisk om Fællesmarkedet i den lokale avis. Jeg havde ikke stemmeret – og har derfor ikke været med til at stemme os ind eller forsøge det modsatte. Min far synes jeg var et forkælet barn, der ikke kunne se, at det landbrug familien levede af burde have succes for at kunne finansiere min fremtid.

Selv var jeg – i pagt med tidsånden – bange for udslettelsen af de nationale forskelle.

I dag må jeg rødme, når jeg tænker på nutidens nationalisme i Europa og omegn. Den ligner mere ligner Weimarrepublikken mellem de to verdenskrige end skræmmebilledet af den europæiske harmonisering.

 

Men stop – stop – stop. Jeg har lovet at holde mig på måtten. I den aktuelle debat. J

 

Det er tidligt morgen og den ret lille mand med det smukke indisk-engelske sprog siger ”good morning” med den accent, der næsten kan få en til at smile. Som en der ugentligt bliver drillet for mit bornholmske, må det det vel være ok at drille – kærligt – det farverige ”rice&curry” engelske.

Han er meget nydelig og en kundetype, som jeg qua taxaselskabets store erhvervskunder, oftere og oftere kører for. Tilhørende den særdeles veluddannede højere mellemklasse i verdens største demokrati. En ”klasse” som så at sige er fødte og uddannede globalister. De har uden misbrug af ordene – hele verden som deres arbejdsplads. De er begavede, ansvarlige, selvbevidste – og ydmyge på samme tid. De roser vores land, så vi måtte skamme os over vores eget påtagede mindreværd. De er givetvis stærkt disciplinerede med deres udgangspunkt i en meget hierarkisk kultur. Men de suger til sig af dynamikken – den gode side af vores evigt autoritetskritiske, danske kultur, som selvfølgelig også slår igennem i virksomhederne.

 

– So, what are you doing sir?

 

Vi bytter hurtigt roller, hvor han interviewer mig. Han taler ikke dansk men bider sig hurtigt fast i, at jeg nok har lavet andre sager her i livet og udviser nogen specifik viden om firmaet, hvor han er ansat. Og ja, det ender med, at kunden genneminterviewer taxamanden på turen til lufthavnen gennem tågedisen, mens solen er ved at stå op over Øresund.

Han får den sande historie om karrieren storhed og fald. Men også om mine fantastiske nye oplevelser og vinkler på livet. Flere gange undervejs tænker jeg på – inderst inde – om denne mand fra landet med en milliard borgere, hvor det at overleve ikke er et retorisk spørgsmål men en daglig kamp – mg han virkeligt tror på min udgave af min egen historie? – Eller ”gennemskuer” han, at jeg bare er en taber, der iklæder nedturen det pæneste tøj, jeg har tilbage i skabet?

Tvivlen fejes af bordet de sidste 5 minutter, inden jeg holder foran terminal 2.

Nu taler han til mig:

 

[

“…You’ve got a perfect system in this country, sir, siger han…”

-Jeg må sige, sir, at jeg beundrer de valg, du har gjort. Og jeg har de samme overvejelser selv. Jeg er international kandidat på mit virkefelt. Jeg har en kone og en datter, som bor her i Danmark, hvor vi har levet i mere end 3 år. Vi er meget privilegerede. Men jeg rejser og rejser. Er meget borte og jeg har bl.a. betalt prisen med at have et forhøjet blodtryk i snart 10 år. – En ægte livstilssygdom. Mit dårlige helbred og slitagen er nok det jeg frygter mest i mit fantastiske arbejde. Ikke et vestligt eller europæisk problem. Men et personligt – og et globalt. I dag er jeg 48 år. Og hvis jeg ellers tør vise modet, vil jeg indenfor de næste 5-10 år skifte kurs. Jeg tænker meget over det for tiden. Jeg drømmer om at blive lærer/professor på et universitet et eller andet sted i verden. Og så bruge min viden fra den kommercielle verden til at dygtiggøre kommende generationer på mit videnskabelige felt. Det er min helt store drøm. For min egen og for min families skyld. Jeg synes du har gjort noget forbilledligt.

 

Jeg brummer et eller andet på engelsk for at tage glamouren af min egen historie. Inderst inde frygter jeg, at jeg, at jeg har gengivet den totalt uden den smerte og de nederlag, som OGSÅ har været en del af processen.

Det preller af på ham. Han forstår min typiske skandinaviske skepsis mod tilværelsens Bollywood-udlægning.

Tror jeg.

Håber jeg.

Og han bruger de sidste minutter til at udtrykke drømmen om at bruge det vi kan her i landet til at forene med det han kommer med fra en anden verden.

 

– You’ve got a perfect system in this country, sir, siger han.

 

Og jeg glemmer alt om tidsåndens småtskårne nationalisme

 

Han rækker mig hånden og ryster den kraftigt og smiler. Hans sidste ord er: Respekt!

Kollegerne fra de andre vogne undrer sig sikkert lidt over denne rørstrømske afsked mellem taxachauffør og kunde. Men jeg er skide ligeglad og har mest lyst til at give ham en krammer.

Roserne, de personlige, er fede, ja. – Dem får jeg mange af for tiden.

Men han fjerner flovheden over den provinsielle, selvudleveredne danske debat om Danmark og verden omkring os.

 

Det glemte jeg at sige tak for.

 

God morgen Danmark

– og verden i Danmark