Hvis ikke det var fordi jeg var bange for den perverse etikette, havde jeg gjort det.

Jeg havde sådan lyst til at lægge armene om min Mercer – eller bare kysse stjernen – blidt!

Her dagen efter valget elsker jeg mit job som taxamand.

Og jeg har myrekryb over mit andet alter ego – journalisten.

Ikke megen respekt for faget i disse timer efter intensiv radiolytning på dagens vagt gennem alle 12 timer.

 

Først skaber medierne et set up til valget, som er noget af det mest slappe jeg har oplevet i min karriere. Ukritisk og historieløst. Og så høster de valgresultatet som noget overraskende.

Hele historien om DF og Morten Messerschmidt.

Min læsere ved, at jeg ikke tilhører den national-konservative menighed. Så derfor er det vel ok, at jeg ikke strutter af glæde over valget til parlamentet. Jeg er dog først og fremmest temmelig glad for demokratiet og folkets ret til at bestemme uanset taxamænd og andre selvudnævnte meningsdannere. Så forudsætter jeg så til gengæld, at det indlysende ses kritisk an i sømmene. Selvfølgelig succes-kandidaten selv. Det er sin sag.

Af en eller anden grund har han charmet sig udenom det kritiske lys.

Men så i det mindste et kritisk øje på tidsånden og danskernes hykleriske forholdt til verden omkring os.

Netop i 150 året for det katastrofale resultat af vores nationale storhedsvanvid, da vi mistede en tredjedel af landet til tyskerne i 1864.

Her i 10’erne i 2000-tallet er vi knap så stive i principperne. Så vi siger entydigt ja til den europæiske mekanisme med et rungende ja til den europæiske patentlovgivning. Men vi melder fra overfor tankerne om et politisk fællesskab ved at give total-fremgang til europapolitikere, som ikke vil Europa.

Ligesom vi lukkede Glistrup ind som skattenægter med 28 mandater for godt 40 år siden – uden seriøst at ville det total-liberale projekt, som han stod for.

Ligesom vi fnisende lukkede Jacob Haugaard ind på tinget for 20 år siden på en politik om medvind på cykelstierne og armering af Fregatten Jylland.

Vi elsker de franske klovne af alle nationaliteter. Vi opfører os som dem – og vi stemmer gerne på dem.

 

Og så bruger radiostationer dagen derpå på at spørge sig selv og lytterne, hvordan det dog kunne komme så vidt.

Min yndlings eftermiddagsvært på 24-syv, Gertrud Højlund, stiller spørgsmålet direkte til lytterne: Hvad synes I om fremgangen til DF? Det skal vi diskutere de næste to timer-

Nogle tror, at spørgsmålet er velment og svarer med det samme, at Messerschmidt er en reaktionær skiderik. Men så får de ellers læst og påskrevet for at være fordomsfulde.

Først iværksætter man klicheen om Messerschmidt, der lyder så farlig som pest og kolera. Og så nakker man lytterne, når de ikke er frisindede nok til at unde ham succesen.

Kritisk journalistik erstattes af ”samtalen”. Og det europæiske er allerede langt borte.

Vi elsker ekkoet af vores egen betydning.

 

Jeg elsker min Mercer.

Og jeg vild med de kunder, der bringer fragmenter af den levende virkelighed ind i kabinen og min hverdag. Det er derfor jeg deler oplevelserne med dig.

 

[

“…Ligesom jeg beundrer meget, at næste alle danskere på tværs af social status er gode til engelsk…”

Hun er veloplagt, moden og smuk og det med den ægte skønhed er sådan set en del af hendes arbejde. Altså skønheden og det, der kan understrege skønheden. Hun er sidst i 30érne/først i fyrrerne, ikke så høj, opmærksom, veloplagt – og 100 pct. Sælger. Jeg mærker allerede i lufthavnen, at hun har power. Og så har hun to sexede rynker lige over næseroden, der understreger lysten til og nysgerrigheden overfor at få et større perspektiv i en branche, der har let til overfladiskhed.

Hun er international sælger i lingeri i et stort, globalt, belgisk firma. Hun tilhører den flamske del af det Belgien, som er hjemland for EU’s hovedstad Bruxelles. Men også det Belgien, der er splittet mellem det flamske Flandern og det franske Vallonien.

 

– I Belgien har vi simpelthen brug for en international synsvinkel, hvis vi skal eksistere som stat med dybest set to lande i et.

 

Hun fortæller om sit arbejde og sit land på vejen fra lufthavnen til de tjekkede undertøjsforretning i Hellerup.

 

– Dybest er vi belgiere aldrig helt sikre på, om det her projekt holder. Når det er det flamske versus det franske har jeg selv mine tvivl hvor gerne jeg end vil sige det modsatte. Men i den moderne tid er det internationale med til at bløde konflikterne op. Selv taler jeg nederlandsk (flamsk), fransk, tysk og engelsk. Tysk fordi jeg har arbejdet nogle år i nabolandet. Og engelsk, fordi vi er ved at gøre det til vores ”corporate” sprog i koncernen. De ældre medarbejdere havde svært ved det engelske. De fransktalende ikke mindst, fordi de betragter deres eget sprog som et hovedsprog. Men med de nye generationer er det engelske en fælles reference på tværs af grænserne. Det er og bliver DET internationale sprog. Og vi bliver dygtigere til det. Ligesom jeg beundrer meget, at næste alle danskere på tværs af social status er gode til engelsk.

 

Vi taler videre på resten af turen om de sjove, skæve sider af hjemlandene for Asterix´s og H.C. Andersens eventyr-personer. Om at være små og skæve – og få noget ud af det.

 

Mens vi afregner på Strandvejen, kigger hun på mig med de brune, insisterende øjne. De stærke sælger-øjne. De smukke menneske-øjne.

 

– Kan du ikke se det, mr. Taxa-driver?. Det der med at være lille land og tale nogle underlige sprog. – Og så være tvunget til at lære andre sprog for at gøre sig forståelig. Det e jo ikke noget, som udsletter os. Det er vel nærmest en fordel?

 

Jeg nikker

Hun smiler

 

– Au revoir.

Jeg driller hendes slet skjulte irritation over den franske, sproglige selvfedme.

– Auf Wiedersehen.

Hun driller tilbage.

 

God morgen Danmark

– Og se nu for pokker at komme videre