Jeg vil gerne bringe en advarsel:
Jeg er glødende internationalist og europæer. Jeg føler både kærlighed til Danmark, mit fødeland, og et særligt forhold til Tyskland, min farfars hjemland og samhørighhed med Europa. Og noget af det, der har fascineret mig mest ved mine rejser til USA og Canada er disse landes nationale identitet, som er så stærk – jeg havde nær sagt – selvom – den bygger på et folk med indvandringer fra mange kulturer i bl.a. Indien/Pakistan, Sydafrika (Indvandring af sorte sydafrikanere under Apartheid) – og ikke mindst grækere. Jeg glemmer aldrig en taxatur gennem Torontos snorlige gader. Taxachaufføren – så græsk i sit udseende, at han mest af alt lignede en trivelig vinbonde fra Kreta. Gestikulerende og med en moustache som en kost. Han talte med accent som en parodi i en af de der modstandsfilm lige efter anden verdenskrig. Han var så stolt over sin kultur og over at hans søn var blevet gift med en kvinde af græsk afstamning – og mest af alt, At de var gift og deres børn døbt i en ortodoks kirke.
Men over alle disse nationale symboler svævede kærligheden til det Canada, der nu var hans hjemland og havde taget så godt i mod ham. Han var 100 pct. græker og 100 pct. Canadier. Han havde ikke noget behov for og det blev aldrig krævet af ham, at han skulle vælge side.