Jeg vil gerne bringe en advarsel:

Jeg er glødende internationalist og europæer. Jeg føler både kærlighed til Danmark, mit fødeland, og et særligt forhold til Tyskland, min farfars hjemland og samhørighhed med Europa. Og noget af det, der har fascineret mig mest ved mine rejser til USA og Canada er disse landes nationale identitet, som er så stærk – jeg havde nær sagt – selvom – den bygger på et folk med indvandringer fra mange kulturer i bl.a. Indien/Pakistan, Sydafrika (Indvandring af sorte sydafrikanere under Apartheid) – og ikke mindst grækere. Jeg glemmer aldrig en taxatur gennem Torontos snorlige  gader. Taxachaufføren –  så græsk i sit udseende, at han mest af alt lignede en trivelig vinbonde fra Kreta. Gestikulerende og med en moustache som en kost. Han talte med accent som en parodi i en af de der modstandsfilm lige efter anden verdenskrig. Han var så stolt over sin kultur og over at hans søn var blevet gift med en kvinde af græsk afstamning – og mest af alt, At de var gift og deres børn døbt i en ortodoks kirke.

Men over alle disse nationale symboler svævede kærligheden til det Canada, der nu var hans hjemland og havde taget så godt i mod ham. Han var 100 pct. græker og 100 pct. Canadier. Han havde ikke noget behov for og det blev aldrig krævet af ham, at han skulle vælge side.

Jeg tænker tit på ham, når de nationalistiske vibrationer fra det yderste højre til det yderste venstre rammer mig i hele børnecheck-diskussionen – og i forbindelse med det tilstundende valg.

SKAL man vælge side?

 

Han griner af mig, kunden, da jeg kommenterer hans kasket, der bærer præg af ham og konens feriemål.  Varme og tropiske dage og nætter på Cuba – og han ligner grangiveligt Fidel himself – uden cigar. En stor, velproportioneret herre i sin bedste alder – med en armygrøn kasket.

Mand og kone med de smukkeste nordjyske dialekter. Han fra Ålborg og hun fra Thy. – Altså rent sprogligt. Og nu skal de  efter et mellemhop i Danmarks hovedstad – hjem.

Hjem til NUUK, Grønland!

 

De er modne mennesker med børn, børnebørn, arbejde og hele deres tilværelse i det koldeste nord. Og det har de sandelig ikke tænkt at lave om på. Hun kom faktisk til Grønland med sine forældre som 8-årig- Hun blev uddannet indenfor økonomi og administration og har i dag et godt job i det grønlandske selvstyre. Hendes første mand var grønlænder – men dansktalende, fordi han havde gået i en dansk skole. Hendes børn her gået i grønlandsk skole og er grønlandsk talende og selv taler hun grønlandsk til husbehov.

Hendes anden mand – manden med Castro-kasketten – var dansk gift og hans børn har gået i dansk skole. De er vendt tillbage til Grønland – sønnen efter en akademisk uddannelse. Og ja, også de føler sig alle som grønlændere.

 

Sproget er forskelligt, men alle mennesker på kloden skal veksle mellem flere sprog. Så de virkelige tabere er måske de grønlændere, der ikke kan tale andet end deres eget. 

Set fra mit synspunkt kan man ikke bruge alene sproget som signalement af, om man er grønlænder eller ej, siger kunden på forsædet. Selvfølgelig er der folk som tager den klassiske diskussion om den hvide mand og kolonialisme og alt det der. Men jeg plejer altid at sige, at der er grønlændere med sort hår og grønlændere med lyst hår. Jeg føler mig hjemme i Grønland og agter at blive der nu, hvor jeg er på vej på pension. Jeg elsker min tilværelse og den ro og det nærvær vi lever i til dagligt. Sproget er forskelligt, men alle mennesker på kloden skal veksle mellem flere sprog. Så de virkelige tabere er måske de grønlændere, der ikke kan andet end deres eget.

 

Hans kone på bagsædet har haft valget, selv om hun har levet i Grønland, siden hun var otte.

 

– På et tidspunkt tænkte jeg: Jamen, du ER jo dansk, så nu må du rejse derned, hvor du virkeligt hører hjemme. Det gik slet, slet ikke. For det første kunne jeg ikke finde mig til rette blandt folk hernede. Og noget helt andet var, at jeg ikke kunne få noget ordentligt job med det grønlandske cv, jeg rendte rundt med. Så jeg rejste tilbage og jeg har aldrig fortrudt det et sekund.

 

– Jeg er grønlænder inderst inde. Basta!

 

Vi giver hånd til hinanden hånd i den kolde forårsmorgen foran terminal 3.

Selvfølgelig kan man både nyde ferieugerne hos madmor i den private pension langt udenfor Havana.

Og familiebesøget i det i alle henseender tempererede København.

Og have blå øjne og lyst hår-

Og glæde sig til at komme hjem – til Grønland

 

God morgen, Danmark

– Og god påske til hele rigsfællesskabet.

 

PS:
Taxamanden holder ferie i skolernes påskeferie. Måske er jeg lidt på i den kommende uge. Men jeg er først til bage med mine daglige historier næste mandag den 21.april.

Må  I blive ramt af den blide forårsvind og kærlighed fra jeres nærmeste