Taxamanden, grønlænderen og Dissing

 

Det er en fredag morgen så tidligt, at det både handler om at køre de morgenduelige til lufthavnen og få de total-drukne hjem, lige inden de styrter.

Han står halvt ude på gaden i fortvivlelsen over, at ingen taxi vil stoppe. Det sidste hænger nok sammen med, at han dingler så tydeligt, at der ingen tvivl er:

Han er stiv!

Der findes en befolkningsgruppe, som også mange etniske chauffører kører udenom. Bunden af bunden af kunder i nattelivet.

Han er ikke bare stiv.

Han er grønlænderstiv!

– Hå’rl kæft man, det´ kårl’t

Han smiler til mig i et glad, taknemligt smil, mens han banker sine overarme med korslagte hænder for at få varmen. Der kan som alle ved være endog skide koldt på Grønland. Men det her er noget andet. Den fugtige luft. Den klamme tåge. – Og så ubevægeligheden og ventetiden.

Continue reading…

De lyshårede grønlændere fra nordjylland

Jeg vil gerne bringe en advarsel:

Jeg er glødende internationalist og europæer. Jeg føler både kærlighed til Danmark, mit fødeland, og et særligt forhold til Tyskland, min farfars hjemland og samhørighhed med Europa. Og noget af det, der har fascineret mig mest ved mine rejser til USA og Canada er disse landes nationale identitet, som er så stærk – jeg havde nær sagt – selvom – den bygger på et folk med indvandringer fra mange kulturer i bl.a. Indien/Pakistan, Sydafrika (Indvandring af sorte sydafrikanere under Apartheid) – og ikke mindst grækere. Jeg glemmer aldrig en taxatur gennem Torontos snorlige  gader. Taxachaufføren –  så græsk i sit udseende, at han mest af alt lignede en trivelig vinbonde fra Kreta. Gestikulerende og med en moustache som en kost. Han talte med accent som en parodi i en af de der modstandsfilm lige efter anden verdenskrig. Han var så stolt over sin kultur og over at hans søn var blevet gift med en kvinde af græsk afstamning – og mest af alt, At de var gift og deres børn døbt i en ortodoks kirke.

Men over alle disse nationale symboler svævede kærligheden til det Canada, der nu var hans hjemland og havde taget så godt i mod ham. Han var 100 pct. græker og 100 pct. Canadier. Han havde ikke noget behov for og det blev aldrig krævet af ham, at han skulle vælge side.

Continue reading…