Det er en fredag morgen så tidligt, at det både handler om at køre de morgenduelige til lufthavnen og få de total-drukne hjem, lige inden de styrter.
Han står halvt ude på gaden i fortvivlelsen over, at ingen taxi vil stoppe. Det sidste hænger nok sammen med, at han dingler så tydeligt, at der ingen tvivl er:
Han er stiv!
Der findes en befolkningsgruppe, som også mange etniske chauffører kører udenom. Bunden af bunden af kunder i nattelivet.
Han er ikke bare stiv.
Han er grønlænderstiv!
– Hå’rl kæft man, det´ kårl’t
Han smiler til mig i et glad, taknemligt smil, mens han banker sine overarme med korslagte hænder for at få varmen. Der kan som alle ved være endog skide koldt på Grønland. Men det her er noget andet. Den fugtige luft. Den klamme tåge. – Og så ubevægeligheden og ventetiden.