Det er en fredag morgen så tidligt, at det både handler om at køre de morgenduelige til lufthavnen og få de total-drukne hjem, lige inden de styrter.
Han står halvt ude på gaden i fortvivlelsen over, at ingen taxi vil stoppe. Det sidste hænger nok sammen med, at han dingler så tydeligt, at der ingen tvivl er:
Han er stiv!
Der findes en befolkningsgruppe, som også mange etniske chauffører kører udenom. Bunden af bunden af kunder i nattelivet.
Han er ikke bare stiv.
Han er grønlænderstiv!
– Hå’rl kæft man, det´ kårl’t
Han smiler til mig i et glad, taknemligt smil, mens han banker sine overarme med korslagte hænder for at få varmen. Der kan som alle ved være endog skide koldt på Grønland. Men det her er noget andet. Den fugtige luft. Den klamme tåge. – Og så ubevægeligheden og ventetiden.
Han kigger på mig og griner igen, for nu skal jeg have en strofe af den sang, som har forsøgte at holde varmen til, mens han ventede:
” Jeg har sunget om frihed, vold og tvang Jeg har 23 minutter endnu Om lidt har jeg sunget for sidste gang Jeg har 22 minutter endnu … ”
Han slår en kæmpelatter op så jeg er ved at blæse ud af sidedøren. Han er ikke døden nær som i sangen om forbryderens sidste tid på vejen til galgen. Men han elsker Poul Dissing og har sikkert skrålet hans sange til utallige bajere og de fede joints natten igennem på grønlænderhuset i Christiania. Han trækker festen med ind i vogn 2282 og jeg er frisk på at lege. Så nu skråler vi begge sangen, som er en del af granitperkerens egen kulturkanon fra 60’erne, – mindst et årti inden min kunde blev født. Men det er lige meget. For lige nu, er det Dissing, der er gud. Undertiden har drukkenskaben taget noget af teksten, eller også er han bare for stiv til at huske.
Men han kæmper for Dissing.
” … Se nu sender de mig den sidste gæst Jeg har 13 minutter endnu I døren står der (mumle-mumle-mumle) – en præst Jeg har 12 minutter endnu … ”.
Han er døbt med et gammelt, bibelsk navn, som så mange derude, hvor gletsjerne kælver. Men hvis eller jeg forstår lydene fra han glade, berusede mund og på mit eget underlige mumle- sprog, kalder vennerne ham ”Muku”. Det betyder ”lille mand” – og det er han faktisk ikke.
Han er kraftig og højere end det grønlandske gennemsnit.
Han er vokset op som fisker og fanger et af de helt små steder i fjorden op mod den store by. Men så ville han opleve det forjættede land, Danmark – hvor han har levet i 5 år på kontanthjælp. Han er en af dem, som vores regering netop har gjort endnu fattigere for at øge deres lyst til et rigtigt arbejde. Det kommer ikke til at virke på Muku. Han er givetvis både for alkoholiseret og for blød til det danske arbejdsmarked. Så de rykker bare sengene lidt tættere sammen – grønlænderne – på bopælen i storbyens periferi. Plads til én mere – og så er ”den sæl flået ”.
Det er det der milde sind, der slår mig.
Ligesom dengang i midt-60’erne, hvor den grønlandske skoledreng boede et år på min bornholmske fødegård og gik i min skole. Han var en flot fyr med det højt, blankt og kulsort hår. Han var stærk og kunne slå hårdere, bøvse højere – og spytte længere end nogen, jeg havde mødt.
Og var fejlplaceret hernede i det lunkne Danmark.
Det var muligvis lettere for søsteren ”S”, der dels boede hos en familie på Sjælland – tættere på hovedstaden og dels var så uendelig smuk. Jeg var ved at besvime, – det sortnede faktisk for øjnene, da jeg så hende første gang. Jeg glemte at trække vejret.
Hun stod ved et spejl og åbnede sin næve-tykke, ibenholt-sorte fletning og redte håret, der nåede længere end hendes talje. Hun var min gudinde i de to-tre dage jeg så hende – indtil hun forsvandt fra mig for evigt. Jeg mærkede hendes aura, som var den fysisk.
Min kunde er en anden for mig – men ”det bløde” !
– Vi kan li’ Poul Dissing, fordi han har et hjerte som en grønlænder. Et stort hjerte.
Han smiler til mig med de hvideste tænder og vi er byens mærkeligste kor her, hvor jeg sætter ham af:
Den drukne grønlænder og den sentimentale granitperker, kl. 04,15 i mørket på Brønshøj Torv
” Her fra bakken der ser jeg at mit land er skide smukt Jeg har 3 minutter endnu Et reb om min hals, ingen håb om flugt Jeg har 2 minutter endnu … ”
God dag Danmark
– til hele rigsfællesskabet
Dette blogindlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA
Taxamanden, grønlænderen og Dissing
Det er en fredag morgen så tidligt, at det både handler om at køre de morgenduelige til lufthavnen og få de total-drukne hjem, lige inden de styrter.
Han står halvt ude på gaden i fortvivlelsen over, at ingen taxi vil stoppe. Det sidste hænger nok sammen med, at han dingler så tydeligt, at der ingen tvivl er:
Han er stiv!
Der findes en befolkningsgruppe, som også mange etniske chauffører kører udenom. Bunden af bunden af kunder i nattelivet.
Han er ikke bare stiv.
Han er grønlænderstiv!
– Hå’rl kæft man, det´ kårl’t
Han smiler til mig i et glad, taknemligt smil, mens han banker sine overarme med korslagte hænder for at få varmen. Der kan som alle ved være endog skide koldt på Grønland. Men det her er noget andet. Den fugtige luft. Den klamme tåge. – Og så ubevægeligheden og ventetiden.
Han kigger på mig og griner igen, for nu skal jeg have en strofe af den sang, som har forsøgte at holde varmen til, mens han ventede:
” Jeg har sunget om frihed, vold og tvang Jeg har 23 minutter endnu Om lidt har jeg sunget for sidste gang Jeg har 22 minutter endnu … ”
Men han kæmper for Dissing.
” … Se nu sender de mig den sidste gæst Jeg har 13 minutter endnu I døren står der (mumle-mumle-mumle) – en præst Jeg har 12 minutter endnu … ”.
Han er døbt med et gammelt, bibelsk navn, som så mange derude, hvor gletsjerne kælver. Men hvis eller jeg forstår lydene fra han glade, berusede mund og på mit eget underlige mumle- sprog, kalder vennerne ham ”Muku”. Det betyder ”lille mand” – og det er han faktisk ikke.
Han er kraftig og højere end det grønlandske gennemsnit.
Han er vokset op som fisker og fanger et af de helt små steder i fjorden op mod den store by. Men så ville han opleve det forjættede land, Danmark – hvor han har levet i 5 år på kontanthjælp. Han er en af dem, som vores regering netop har gjort endnu fattigere for at øge deres lyst til et rigtigt arbejde. Det kommer ikke til at virke på Muku. Han er givetvis både for alkoholiseret og for blød til det danske arbejdsmarked. Så de rykker bare sengene lidt tættere sammen – grønlænderne – på bopælen i storbyens periferi. Plads til én mere – og så er ”den sæl flået ”.
Det er det der milde sind, der slår mig.
Ligesom dengang i midt-60’erne, hvor den grønlandske skoledreng boede et år på min bornholmske fødegård og gik i min skole. Han var en flot fyr med det højt, blankt og kulsort hår. Han var stærk og kunne slå hårdere, bøvse højere – og spytte længere end nogen, jeg havde mødt.
Og var fejlplaceret hernede i det lunkne Danmark.
Det var muligvis lettere for søsteren ”S”, der dels boede hos en familie på Sjælland – tættere på hovedstaden og dels var så uendelig smuk. Jeg var ved at besvime, – det sortnede faktisk for øjnene, da jeg så hende første gang. Jeg glemte at trække vejret.
Hun stod ved et spejl og åbnede sin næve-tykke, ibenholt-sorte fletning og redte håret, der nåede længere end hendes talje. Hun var min gudinde i de to-tre dage jeg så hende – indtil hun forsvandt fra mig for evigt. Jeg mærkede hendes aura, som var den fysisk.
Min kunde er en anden for mig – men ”det bløde” !
– Vi kan li’ Poul Dissing, fordi han har et hjerte som en grønlænder. Et stort hjerte.
Han smiler til mig med de hvideste tænder og vi er byens mærkeligste kor her, hvor jeg sætter ham af:
Den drukne grønlænder og den sentimentale granitperker, kl. 04,15 i mørket på Brønshøj Torv
” Her fra bakken der ser jeg at mit land er skide smukt Jeg har 3 minutter endnu Et reb om min hals, ingen håb om flugt Jeg har 2 minutter endnu … ”
God dag Danmark
– til hele rigsfællesskabet
Dette blogindlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA
Taxamand
You might also like
De lyshårede grønlændere fra nordjylland
Next ArticleAldrig for gammel til en bachelor-grad