JANTELOVEN.

Den er så ubetinget en af vor tids mest slidte begreber. Så slidt en metafor, at den kan anvendes i næsten alle sammenhænge. F.eks. til at piske os selv som folk og nation – uden at vi egentlig behøver kende den. Men det er noget med en lov, hvorved vi som mennesker kan holde os selv nede i det rene ingenting. Loven er skabt af forfatteren Aksel Sandemose, der blev født i Nykøbing Mors og sidenhen emigrerede til Norge. Han skaber loven i sin roman ”En flygtning krydser sit spor” om hovedpersonen Espen Arnakkes opvækst i byen Jante.

Jeg skal have genlæst den roman en gang ved lejlighed, for nu har jeg snart hørt den Jantelov anvendt så meget, at jeg vil genopdage i hjerne og hjerte, hvad den egentlig handler om.

Vi er jo mærkelige mennesker i det her folk, hvori Jante er en by og Espen en af de undertrykte. For mens vi elsker det selvpinende billede af et land og et folk, hvor man bare skal holde sin kæft og gå ind i skyggen, når solen skinner, –  så fører vi os jævnt hen frem, som om vi var verdens midtpunkt og virkeligt ikke skal destrueres af giftige, fremmede kulturer og religioner.

Janteloven er noget negativt, mindreværdig – men alligevel, den er så meget et alibi for vores iboende, kollektive højrøvethed: Lad nu være med at stikke næsen for meget frem!  Vi er små.

Men vi er Daaaanmark, ja vi er Daaaanmark – Olé, Olé, Olé

Continue reading…