DEN VEMODIGE INDISKE STJERNE

Sidste gang jeg var her, var det som at køre i spøgelsestoget i Tivoli.

En kulsort vinternat i en af de smukke, men svært fremkommelige kvarterer. Men min indiske kunde, en ung mand, er i Danmark for første gang – angiveligt for at møde sin søster. Og jeg VIL bare levere varen. Af anstændige grunde? – Tjoooeeee. Men også for at dementere de globale fordomme om taxichaufførers troværdighed.

Denne nat havde jeg slukket for taxameteret for at flage med min troværdighed – mens jeg fandt den rette dør i bebyggelsen.

Det var meget mørkt, men jeg kunne ane søsterens skønhed i lyset fra bagsmækken, mens jeg slæbte den tunge kuffert.

Blot ane.

Jeg er jo bare Taxamand.

 

Samme bydel denne gang – men i dagslys. Jeg ringer til kunden. Hun taler med accent – men det nydeligste, lidt aristokratiske dansk. Da hun trækker sin rullekuffert over til mig, ser jeg hendes indiske, pakistanske -måske nepalesiske afstamning. Hun er bare SÅ smuk. En gudinde – eller i hvert fald danserinden på den tur til Taj Mahal, – drømmerejsen som jeg endnu har til gode. Lille og slank. Langt, ibenholt-sort og glat hår. Og så de kulsorte øjne.

 

 

 

Jeg kigger på hende i bakspejlet. Vil fortælle, at jeg var tæt på dette sted for blot nogle få måneder siden, midt i vinternatten. Men hun kommer mig i forkøbet.

– Jeg tror jeg kan genkende din stemme. Jeg kunne høre det i telefonen.

Så smiler vi begge og hun takker mig for at have taget mig så godt af hendes bror. Selv storbyen og dens mange forstæder giver masser af plads til gensyn. Også de lykkelige gensyn.

 

Vi taler om hendes liv Heroppe i det lille kongerige, hvor befolkningen i hele landet udgør mindre end en fjerdedel af hovedstaden, New Delhi. Hun er lykkelig for sit arbejde heroppe og et skoleeksempel på, at al for megen negativ fokus på de fremmede, vi vil holde borte fra landet – og alt for lidt på de udlændinge, der gør os dygtigere, end det vi selv evner

” …I guder, hun er ung. En kometkarriere under fremmede himmelstrøg… “

Min indiske kunde har et profileret og mellem-ledende job i en stor, udenlandsk virksomheds danske afdeling. Hun er akademisk uddannet og taler – efter 4 år – et nydeligt dansk. Er ikke tilfreds endnu. – Men det ER flot, må jeg sige til hende efter mine egne mere end 40 år på arbejdsmarkedet med sproget som værktøj.

Og hvor gammel er hun så (Jeg brød sikkert alle blufærdighedsregler og spurgte)

– 28.

I guder, hun er ung. En kometkarriere under fremmede himmelstrøg

Vi kører gennem byen og ned langs øresundskysten. Taler om kulturforskelle. Om indiske forældres indædte kamp for børnene.- Om at kravle op ad den sociale rangstige. Hver en sammensparet krone bruges til at investere i børnenes uddannelse – gerne ude i verden. Og middelstanden sørger for ikke at få så mange børn og lade give pigerne de samme muligheder. Hendes forældre have selv kun 2 børn. Hende og storebroderen.

 Havde – jeg bider mærke i datidsformen og bliver stille. Jeg mødte ham jo. Kigger uden ord i bakspejlet -og hun kigger på mig med de sorte øjne.

Måske bare en 10-sekunders pause, der virke som minutter af tavshed. Hendes øjne er så vemodige uden at græde. Og så åbner hun for den sorteste historie i hendes familie.

 

Det var hendes nære fætter og ikke broderen, jeg kørte frem til hende den vinternat. En støtte efter en katastroife. For mindre end et år siden, blev hendes storebror dræbt ved en bilulykke, hvor også hans kæreste og tre andre mistede livet. Det ramte familien som en mental terrorbombe. Forældrenes ældste barn, hendes bror, der allerede var godt i gang med en erhvervskarriere.

– Jeg var og jeg har været så vred. Jeg er af hindufamilie, men jeg kommer ikke i templet bort set fra de gange, hvor min far og mor har været her. Jeg er såmænd også kommet i den danske kirke. Men jeg har været så vred på Gud, hvem han end er.

Vi bruger de sidste minutter, hvor hun igen besynger det land, der er mit – og det der er hendes for tiden. Det er det, der holder hende oppe. Arbejdet og den fremtid, det kan sikre hende. Og hensynet til forældrene. Og familien i øvrigt.

 

Så står jeg der igen, under halvtaget ved terminal 2. Beundrer den unge erhvervskvinde i et liv, der er længere end de år, hun har levet. En stjerne midt i en kamp mod vemodet. Helst ville jeg give hende et kram uanset aldersforskel og på tværs af så forskellige kulturer.

 

Men der – lige der går grænsen!

Next ArticleDEN POETISKE BUSINESS-MAND