Om kvinden og tabet og turen efter urnen

 

Fra min klumme i Ekstrabladet, EKSTRA, lørdag den 15. november.

 

Jeg er ingen litterat eller stor kender af poesi. Men min gamle fransklærer – den franske konsul på Bornholm – fik os til at elske det sprog og de brudstykker af dets lyrik, som vi nåede at støde på. Det foregik i min ungdom i yngre kridttid og burde for længst være udvasket efter årtier uden brug. Men to linjer af Paul Verlaine er hele tiden dukket op igen og igen de sidste 4 årtier.

Il pleure dans mon coeur
Comme il pleut sur la ville

Det græder i mit hjerte,

Som det regner over byen……

Patetisk?

Måske –men først og fremmest uundgåeligt.

 

Det regner – nej det vælter ned over hovedstaden denne tidlige eftermiddag, hvor vi endelig har fået noget af det efterår, som årstiden almindeligvis truer med. Anlægget bimler og en ny køreordre ruller op på skærmen. Turen går fra Østerbro og derfra til et af de lokale kirkegårdskontorer. Og som altid med den slags ture, kan hverken taxamanden eller journalisten i mig lade være med at tænke på turens sammenhæng.

Og så er den der igen, den franske forbindelse. Jeg skænker regnen, gråden og Verlaine en tanke.

Continue reading…