Verdens mest uforskammede folk

Dagens indlæg bringes også som blogindlæg i avisen.dk

 

Vi blev berømte som verdens lykkeligste folk.

I den seneste tid har jeg tænkt på, om vi også er et af de mest uforskammede?

Det var en kunde, født i USA, som gav mig eftertanken. Og så de sidste ugers Facebook-debat i slipvinden af flygtningekrisen. Min amerikanske kunde, som har arbejdet i nogle år for en stor, international, dansk virksomhed, er høflig her på den tidlige tur mod lufthavnen.

– Jeg ved godt, det er svært at tale høflighed og debatkultur på tværs af kulturer. Som amerikaner er det svært at belære jer danskere om, hvordan I skal opføre jer. Ouverturen til den amerikanske valgkamp taler allerede sit eget sprog. Og i journalistikken og i underholdningsindustrien derovre går vi til stålet.

– Nej det er som iagttager af Danmark og danskerne, at jeg ser helt nye sider af jeres land. siger min kunde. Jeg taler ikke godt dansk, men jeg er jo med på de sociale medier – ikke mindst på Facebook. Og her er der godt nok lang afstand mellem harmonien i jeres land – og så tonen i debatten. Der er som om jeres frygt og vrede er meget større, end man oplever ved bare at bo her. Jeg kan jo ikke lade være med at synes, at det her land er noget at det tryggeste, sikreste og mest solidariske, jeg har mødt. I diskuterer selvfølgelig politik som i den øvrige dele af verden. Sjovt nok uden de helt store forskelle, når det kommer til de indre linjer. Socialisterne er er totalt demokratiske og kun meget få ønsker, at staten skal eje virksomheder. Liberalisterne – end ikke de helt nye – ønsker ikke reelt at afmontere det trygge velfærdssamfund. De konservative er langt fra skattenægtere. Og selv jeres nationalister er socialdemokrater i socialpolitikken. I udenrigspolitikken herunder flygtningepolitikken er der selvfølgelig forskelle – men jo ikke de samme som i Ungarn, i England eller Frankrig. Så jeg tænker på – eller jeg spørger: Hvorfor al den vrede i ordene, når der ikke er de største forskelle i indholdet?

Jeg kan ikke svare kunden. Og jeg ved heller ikke, om jeg er helt enig i det med de manglende forskelle. Men det er sådan, han ser det.

Continue reading…

Janteloven og min indiske kunde – og guru

 

JANTELOVEN.

 

Den er så ubetinget en af vor tids mest slidte begreber. Så slidt en metafor, at den kan anvendes i næsten alle sammenhænge. F.eks. til at piske os selv som folk og nation – uden at vi egentlig behøver kende den. Men det er noget med en lov, hvorved vi som mennesker kan holde os selv nede i det rene ingenting. Loven er skabt af forfatteren Aksel Sandemose, der blev født i Nykøbing Mors og sidenhen emigrerede til Norge. Han skaber loven i sin roman ”En flygtning krydser sit spor” om hovedpersonen Espen Arnakkes opvækst i byen Jante.

Jeg skal have genlæst den roman en gang ved lejlighed, for nu har jeg snart hørt den Jantelov anvendt så meget, at jeg vil genopdage i hjerne og hjerte, hvad den egentlig handler om.

 

Vi er jo mærkelige mennesker i det her folk, hvori Jante er en by og Espen en af de undertrykte. For mens vi elsker det selvpinende billede af et land og et folk, hvor man bare skal holde sin kæft og gå ind i skyggen, når solen skinner, –  så fører vi os jævnt hen frem, som om vi var verdens midtpunkt og virkeligt ikke skal destrueres af giftige, fremmede kulturer og religioner.

Janteloven er noget negativt, mindreværdig – men alligevel, den er så meget et alibi for vores iboende, kollektive højrøvethed: Lad nu være med at stikke næsen for meget frem!  Vi er små.

Men vi er Daaaanmark, ja vi er Daaaanmark – Olé, Olé, Olé

Continue reading…

Når det er rigtigt svært at elske Danmark

Om lidt skal du møde de multietniske “prinser af Danmark” – Viggo og Aksel, der til dagligt bor i LA med en sydanerikansk far og en dansk mor.

Smukt nok. Det er bare temmelig besværligt for dem at få lov till at holde fast og især få deres far med til deres andet fædreland

 

Læs klummen i som den blev bragt i EKSTRA -EB’s tillæg den 19. juli

 

Min uundværlige bilradio bidrager til den politiske sommer-underholdning, De Radikale leger hinkeleg mellem udlændingeloven og dagpengereglerne. Også de rammes af uforklarlige politiske selvmordtendenser i sommervarmen, eller: ”hvorledes fjerner vi en af de særlige grunde til at stemme på netop os.”

– Stop nu for fanden den der evige politiske kritik. Du kører taxa og holder af mennesker, and that’s fucking it!

Jeg er nået til en alder, hvor jeg af og til taler højt med mig selv. Forestiller mig en usynlig lytter – og så er det ude af kroppen- Så kan jeg skifte kanal.

Jeg skal samle en lufthavnskunde op på det københavnske Østerbro og jeg mødes af en gruppe mennesker med gener fra flere verdensdele. En ældre dansk kvinde, som viser sig at være en reserve-mormor, der tager afskeden med fattet ro, mens hun kysser og krammer på to små drenge. Kønne er de med deres store brune øjne og det kulsorte hår – omkring 3 og 5 år. De taler til gengæld udpræget amerikansk. De bor med mor og far i Los Angeles, Californien. Det mørke har de dels fra deres sydamerikanske far – og dels fra deres mor, der er asiat af fødsel. Hun taler til gengæld – og er som adoptivbarn – pære dansk.

Det er jo smukt som min barndoms geografibog i 60’erne. Kloden består af mennesker i mange farver. Vi er etnisk, religiøst, i hudfarve – forskellige. Vi har blandet os, flyttet os, tilkæmpet os nye dele af verden. Nogle gange med rå vold. Ofte bare elsket os frem. Og det er givetvis en del af vores arts udvikling og overlevelse, at vi har blandet vores arvemateriale.

Men nemt er det ikke i den moderne kultur. Jo, at finde og elske hinanden. Men at bygge reden og familien er ikke nemt, når man tilhører verdens lykkeligste folk. Det er en kamp og mange indrømmer, at det belaster kærligheden til fædrelandet

Continue reading…