Om lidt skal du møde de multietniske “prinser af Danmark” – Viggo og Aksel, der til dagligt bor i LA med en sydanerikansk far og en dansk mor.
Smukt nok. Det er bare temmelig besværligt for dem at få lov till at holde fast og især få deres far med til deres andet fædreland
Læs klummen i som den blev bragt i EKSTRA -EB’s tillæg den 19. juli
Min uundværlige bilradio bidrager til den politiske sommer-underholdning, De Radikale leger hinkeleg mellem udlændingeloven og dagpengereglerne. Også de rammes af uforklarlige politiske selvmordtendenser i sommervarmen, eller: ”hvorledes fjerner vi en af de særlige grunde til at stemme på netop os.”
– Stop nu for fanden den der evige politiske kritik. Du kører taxa og holder af mennesker, and that’s fucking it!
Jeg er nået til en alder, hvor jeg af og til taler højt med mig selv. Forestiller mig en usynlig lytter – og så er det ude af kroppen- Så kan jeg skifte kanal.
Jeg skal samle en lufthavnskunde op på det københavnske Østerbro og jeg mødes af en gruppe mennesker med gener fra flere verdensdele. En ældre dansk kvinde, som viser sig at være en reserve-mormor, der tager afskeden med fattet ro, mens hun kysser og krammer på to små drenge. Kønne er de med deres store brune øjne og det kulsorte hår – omkring 3 og 5 år. De taler til gengæld udpræget amerikansk. De bor med mor og far i Los Angeles, Californien. Det mørke har de dels fra deres sydamerikanske far – og dels fra deres mor, der er asiat af fødsel. Hun taler til gengæld – og er som adoptivbarn – pære dansk.
Det er jo smukt som min barndoms geografibog i 60’erne. Kloden består af mennesker i mange farver. Vi er etnisk, religiøst, i hudfarve – forskellige. Vi har blandet os, flyttet os, tilkæmpet os nye dele af verden. Nogle gange med rå vold. Ofte bare elsket os frem. Og det er givetvis en del af vores arts udvikling og overlevelse, at vi har blandet vores arvemateriale.
Men nemt er det ikke i den moderne kultur. Jo, at finde og elske hinanden. Men at bygge reden og familien er ikke nemt, når man tilhører verdens lykkeligste folk. Det er en kamp og mange indrømmer, at det belaster kærligheden til fædrelandet
Noget fra Korea, noget sydamerikansk, noget amerikansk, nogens dansk. Jeg kigger på de to drenge i spejlet, og ville adoptere dem på stedet, hvis det var muligt.
De to amerikansk-talende drenge er spændt fast i børnesæderne på bagsædet. De er glade og tilhører bare verden. De hedder Viggo og Aksel som to hedengangne prinser fra det forløbne århundrede. Noget fra Korea, noget sydamerikansk, noget amerikansk, nogens dansk. Jeg kigger på de to drenge i spejlet, og ville adoptere dem på stedet, hvis det var muligt.
Var de mine børnebørn, ville jeg revne af stolthed.
– Det var ikke nemt, at skaffe dem et dansk statsborgerskab, fortæller moderen. En smuk dansk kvinde med asiatiske træk – og et sprog som signalerer begavelse og uddannelse.
Hun giver mig beretningen om sin kamp for at kunne komme tilbage til Danmark. I det mindste for en periode, fordi det er vigtigt for hende, at ungerne bliver en del af den kultur, hun kommer fra. At flytte til Danmark har de for længst måttet opgive på grund af umuligheden i at få ægtemand og far med. Han er jo sydamerikaner. Han er filminstruktør og hun arbejder som fast producer på amerikansk tv i Los Angeles. De har slået sig ned i Californien, fordi det er godt i forhold til begges arbejde – og fordi det var umuligt at komme ind i Danmark som samlet familie. Og til trods for, at 100 pct. Klarer sig økonomisk selvstændigt og ganske godt.
– Mest absurd blev det, da min mor blev syg. Jeg rejste frem og tilbage så meget jeg kunne. Da hun døde ville jeg selvfølgelig gerne have min mand med til begravelsen. Men at skaffe ham indrejsetilladelse ville tage så lang tid, at INGEN af os kunne nå at være med. Så jeg endte også der med at rejse alene til begravelsen. Det gjorde ondt
Projektet med at skaffe dansk statsborgerskab til Viggo og Aksel, hendes to smukke drenge, er imidlertid lykkedes.
– De er begge født i USA og derfor automatisk amerikanske statsborgere. Men det var bare så vigtigt for mig som mor og kvinde, at de kunne få statsborgerskabet i mit land. Jeg hørte ad omveje, at projektet ville være meget lettere, hvis de var døbte i den danske folkekirke. Ikke et formelt krav – men bare meget, meget fornuftigt. Jeg er ikke den mest troende men tog ungerne under armen og fandt en folkekirkepræst, som gerne ville døbe dem på det lidt svage trosgrundlag. Og så gled det hele lettere.
Så nu er Viggo og Aksel danske statsborgere.
Jeg sætter mor og sønner af i lufthavnen.
De tager Dreamlineren til familiefaren i LA.
Jeg drømmer om, at Danmark bliver stort nok til at rumme en familie som dem
Når det er rigtigt svært at elske Danmark
Om lidt skal du møde de multietniske “prinser af Danmark” – Viggo og Aksel, der til dagligt bor i LA med en sydanerikansk far og en dansk mor.
Smukt nok. Det er bare temmelig besværligt for dem at få lov till at holde fast og især få deres far med til deres andet fædreland
Læs klummen i som den blev bragt i EKSTRA -EB’s tillæg den 19. juli
Min uundværlige bilradio bidrager til den politiske sommer-underholdning, De Radikale leger hinkeleg mellem udlændingeloven og dagpengereglerne. Også de rammes af uforklarlige politiske selvmordtendenser i sommervarmen, eller: ”hvorledes fjerner vi en af de særlige grunde til at stemme på netop os.”
– Stop nu for fanden den der evige politiske kritik. Du kører taxa og holder af mennesker, and that’s fucking it!
Jeg er nået til en alder, hvor jeg af og til taler højt med mig selv. Forestiller mig en usynlig lytter – og så er det ude af kroppen- Så kan jeg skifte kanal.
Jeg skal samle en lufthavnskunde op på det københavnske Østerbro og jeg mødes af en gruppe mennesker med gener fra flere verdensdele. En ældre dansk kvinde, som viser sig at være en reserve-mormor, der tager afskeden med fattet ro, mens hun kysser og krammer på to små drenge. Kønne er de med deres store brune øjne og det kulsorte hår – omkring 3 og 5 år. De taler til gengæld udpræget amerikansk. De bor med mor og far i Los Angeles, Californien. Det mørke har de dels fra deres sydamerikanske far – og dels fra deres mor, der er asiat af fødsel. Hun taler til gengæld – og er som adoptivbarn – pære dansk.
Det er jo smukt som min barndoms geografibog i 60’erne. Kloden består af mennesker i mange farver. Vi er etnisk, religiøst, i hudfarve – forskellige. Vi har blandet os, flyttet os, tilkæmpet os nye dele af verden. Nogle gange med rå vold. Ofte bare elsket os frem. Og det er givetvis en del af vores arts udvikling og overlevelse, at vi har blandet vores arvemateriale.
Men nemt er det ikke i den moderne kultur. Jo, at finde og elske hinanden. Men at bygge reden og familien er ikke nemt, når man tilhører verdens lykkeligste folk. Det er en kamp og mange indrømmer, at det belaster kærligheden til fædrelandet
De to amerikansk-talende drenge er spændt fast i børnesæderne på bagsædet. De er glade og tilhører bare verden. De hedder Viggo og Aksel som to hedengangne prinser fra det forløbne århundrede. Noget fra Korea, noget sydamerikansk, noget amerikansk, nogens dansk. Jeg kigger på de to drenge i spejlet, og ville adoptere dem på stedet, hvis det var muligt.
Var de mine børnebørn, ville jeg revne af stolthed.
– Det var ikke nemt, at skaffe dem et dansk statsborgerskab, fortæller moderen. En smuk dansk kvinde med asiatiske træk – og et sprog som signalerer begavelse og uddannelse.
Hun giver mig beretningen om sin kamp for at kunne komme tilbage til Danmark. I det mindste for en periode, fordi det er vigtigt for hende, at ungerne bliver en del af den kultur, hun kommer fra. At flytte til Danmark har de for længst måttet opgive på grund af umuligheden i at få ægtemand og far med. Han er jo sydamerikaner. Han er filminstruktør og hun arbejder som fast producer på amerikansk tv i Los Angeles. De har slået sig ned i Californien, fordi det er godt i forhold til begges arbejde – og fordi det var umuligt at komme ind i Danmark som samlet familie. Og til trods for, at 100 pct. Klarer sig økonomisk selvstændigt og ganske godt.
– Mest absurd blev det, da min mor blev syg. Jeg rejste frem og tilbage så meget jeg kunne. Da hun døde ville jeg selvfølgelig gerne have min mand med til begravelsen. Men at skaffe ham indrejsetilladelse ville tage så lang tid, at INGEN af os kunne nå at være med. Så jeg endte også der med at rejse alene til begravelsen. Det gjorde ondt
Projektet med at skaffe dansk statsborgerskab til Viggo og Aksel, hendes to smukke drenge, er imidlertid lykkedes.
– De er begge født i USA og derfor automatisk amerikanske statsborgere. Men det var bare så vigtigt for mig som mor og kvinde, at de kunne få statsborgerskabet i mit land. Jeg hørte ad omveje, at projektet ville være meget lettere, hvis de var døbte i den danske folkekirke. Ikke et formelt krav – men bare meget, meget fornuftigt. Jeg er ikke den mest troende men tog ungerne under armen og fandt en folkekirkepræst, som gerne ville døbe dem på det lidt svage trosgrundlag. Og så gled det hele lettere.
Så nu er Viggo og Aksel danske statsborgere.
Jeg sætter mor og sønner af i lufthavnen.
De tager Dreamlineren til familiefaren i LA.
Jeg drømmer om, at Danmark bliver stort nok til at rumme en familie som dem
God dag, Danmark,
worldwide
Taxamand
You might also like
Verdens mest uforskammede folk
Terrorkrigen – og tiden der følger
Janteloven og min indiske kunde – og guru
Taxamandens amerikanske forelskelse
Next ArticleEr han en kommende stjerne?