Løgnehistorien: Jeg fandt Mads HOLGER (del 2)

Tidligere miljøminister – tidligere kulturminister – tidligere udenrigsminister. Per Stig Møller. Mads Holger store læremester og konservative ikon

I gårsdagens løgnehistorie fra TAXAMANDENS HJUL, møder jeg de konservatives nye politiske stjerne, radioværten og konceptmageren Mads Holger. Egentlig hed han Madsen, men lige som sit store politiske idol, tidligere kulturminister, miljøminister og udenrigsminister Per Stig Møller, er han blevet kendt på bare to fornavne. Mads Holger og Per Stig.
 Mads Holger er en meget speciel mand. Selviscenesættende – men også forsigtig med at lukke omgivelserne ind i hans sfære. I den offentlige optræden fortæller han i realiteten ikke noget om sin almindelige opvækst på Nørrebro. Om den var ulykkeligt. Om den havde sødme.
Den var der bare
Han er en smuk mand, har det helt klart godt med sit forfængelige ydre. Og så taler han dette besynderlige sprog, som både er en skriftsprog for embedsmænd og lærde – og så hans eget talesprog iklædt nærmest et aristokratiske selvværd. Man ved det ikke – m en man fornemmer det.
Også nu, hvor han har fået øjenkontakt med mig, taxamanden, og er klar til en direkte med også lidt distræt dialog. Han er høflig med sin De-frase. Han er retlignet og total ikke-involveret i taxamandens liv og levned, taxamanden,
Han har vigtigere ting at tage sig til

 

– Tillader de, at jeg tager et mobilt rendezvous med min mentor og mit politisk-litterære forbillede, – hr. chauffør, sagde han, mens han allerede havde åbnet sin tablet til en videokonference.

Continue reading…

Løgnehistorien: Jeg fandt Mads HOLGER (del 1)

 

Her kan du læse første del af et usædvanligt politisk møde.

Løgnehistorie eller ej – betyder intet. Ligheden er ikke tilstræbt – den er uundgåelig

 

 

Mads Holger – den unge konservative med det underlige sprog

– Kunne De være så nådig at transportere min ringhed til den dannede disputs fornemste arena?

Jeg kiggede på manden via bakspejlet, mens der endnu var lys i kabinen denne vintereftermiddag i december, hvor alt havde været sort hele dagen. Vejret, indtjeningen – og nu også sproget fra en af dagens sidste kunder. Denne gang foran det gigantiske mediehus, hvor kunden angiveligt havde været gæst

– Den fik jeg ikke lige fat på? – sagde min mund, mens min usagte kommentar var noget i retning af: “… Det var sgu da en utroligt opstyltet skiderik …”

 

Han svarede på rent sort:

– Türkçe biliyor musun?

 

Endelig kiggede han op på mig i spejlet. Indtil da havde han siddet med sin klassiske, flotte, nærmest latinske profil og stirret tomt ud af sideruden. Som en digter midt i sin allerdybeste inspiration – eller måske bare en desperation over tidens elendighed. Og al erfaring sagde ham, at når man taler til en taxichauffør – og manden ikke forstår dig – så må chaufføren være tyrker

Continue reading…