Så er jeg tilbage efter en ferie med den yngste i Italien. tilbage i vogn 2282, hvor jeg både møder de lykkelige øjeblikke i menneskelivet. Men også de mere alvorlige og smertelige, hvor en søn er ved at tage afsked med sin far.
Taxamandens klumme i Ekstrabladet, EKSTRA søndag den 22. februar
(Vil du høre musik og nyheder fra Ekstrabladets nye radio, kan du trykket på EB’s logo)
Man behøver ikke være terapeut for at mærke, at han er ked af det. Siger ikke mange ord ud over hjemadressen. Falder dybt i bagsædet i et suk, mens han trækker bagdøren med sig.
Han er ked af det, og det er ikke hans stil at tale om det. Slet ikke nu, hvor jeg kan se i en lynglimt i bakspejlet og nærmest mærke i luften, at han er ved at græde.
Jeg kender stedet. Det er et af de institutioner med meget syge beboere – under tiden med ”terminale patienter”, som jeg har lært udtrykket. Altså syge mennesker, hvor man ved, at det snart er slut. De skal ikke nødvendigvis bo her til døden – men de skal udredes og hjælpes. Og så kan de vente til det rette sted.
Manden på bagsædet sukker igen og jeg udfører noget, som jeg i princippet hverken bør eller skal. Jeg skal køre kunden hurtigst muligt fra A til B – ikke agere psykologisk hjælper. Men samtidigt har jeg valgt et arbejde, hvor livets almindelige blufærdighedsgrænser er temmeligt fleksible.
– Det kan være en hård tur, sådan et sted, siger jeg og pakker et spørgsmål ind i en konstatering.
Manden sukker igen og jeg er klar til, at den sætning blev den sidste imellem os. Det kan hænde, at taxamanden stoppes af en tydelig, larmende stilhed.
Men ikke denne gang.