Så er jeg tilbage efter en ferie med den yngste i Italien. tilbage i vogn 2282, hvor jeg både møder de lykkelige øjeblikke i menneskelivet. Men også de mere alvorlige og smertelige, hvor en søn er ved at tage afsked med sin far.

 

Taxamandens klumme i Ekstrabladet, EKSTRA søndag den 22. februar

(Vil du høre musik og nyheder fra Ekstrabladets nye radio, kan du trykket på EB’s logo)

 

Man behøver ikke være terapeut for at mærke, at han er ked af det. Siger ikke mange ord ud over hjemadressen. Falder dybt i bagsædet i et suk, mens han trækker bagdøren med sig.

Han er ked af det, og det er ikke hans stil at tale om det. Slet ikke nu, hvor jeg kan se i en lynglimt i bakspejlet og nærmest mærke i luften, at han er ved at græde.

 

Jeg kender stedet. Det er et af de institutioner med meget syge beboere – under tiden med ”terminale patienter”, som jeg har lært udtrykket. Altså syge mennesker, hvor man ved, at det snart er slut. De skal ikke nødvendigvis bo her til døden – men de skal udredes og hjælpes. Og så kan de vente til det rette sted.

Manden på bagsædet sukker igen og jeg udfører noget, som jeg i princippet hverken bør eller skal. Jeg skal køre kunden hurtigst muligt fra A til B – ikke agere psykologisk hjælper. Men samtidigt har jeg valgt et arbejde, hvor livets almindelige blufærdighedsgrænser er temmeligt fleksible.

– Det kan være en hård tur, sådan et sted, siger jeg og pakker et spørgsmål ind i en konstatering.

Manden sukker igen og jeg er klar til, at den sætning blev den sidste imellem os. Det kan hænde, at taxamanden stoppes af en tydelig, larmende stilhed.

Men ikke denne gang.

– Det har du ret. Det er fanneme hårdt.

Han kigger på mig i bakspejlet – og denne gang gjorde jeg noget helt rigtigt. Gav min kunde en chance for en mental aflæsning overfor en taxamand, der lige så godt kunne være bartenderen efter en lang de druktur. Eller manden på bænken med en bajer.

– Jeg besøgte den gamle, der er på vej ud i demens med lynets hastighed. På en måde kan han ikke se det selv. Eller mere rigtigt: Han vil ikke erkende det, fordi det vil fjerne hans sidste rest af autoritet. Han har været så skide hård hele sit liv og egentlig levet et liv uden at tænke over det indlysende faktum, at vi rent faktisk er programmerede til, at det skide liv skal slutte på et eller andet tidspunkt. Det er selvfølgelig hårdt for ham. Men jeg havde egentlig ikke kalkuleret med, at de skulle ramme MIG så hårdt.

 

Min kunde tier stille og hans adamsæble bevæger sig endnu engang højt op – og ned.

 

Han har bare aldrig rigtigt passet ind i den moderne tid, hvor man nu engang må åbne sig selv, hvis man vil tæt på andre mennesker

Faren har hele livet været en hård mand. Overfor sig selv – og overfor sønnen. Det første betyder ikke, at han har drukket og turet. Han har bare aldrig rigtigt passet ind i den moderne tid, hvor man nu engang må åbne sig selv, hvis man vil tæt på andre mennesker. Egentlig har han heller aldrig behøvet det. Han var skibskaptajn hele sit liv, og hver gang han kom alt for tæt på nærheden – også i sin egen familie – så skulle han på rejse igen. Og tilbage i 60’erne og 70’erne, hvor min kunde var dreng, ligesom jeg, var sømandens liv langt mere afsondret. Han kunne være ude på de store have i mere end et år, inden han vente tilbage og skulle foregive at være en del af et almindeligt familieliv.

 

– Det var sgu svært for mig som søn. Og det tror jeg aldrig han helt har villet forstå. Tiderne var ved at skifte og indimellem vendte han hjem med store gaver og armbevægelser – og undertiden også et par solide øretæver til mig, hvis kan pludselig blev vred. I dag ville man slet ikke kunne forstå det. Heller ikke, at jeg fandt mig i det. Men dengang var der ingen, der talte om afmagt. Han var alt for stor og stærk en autoritet til at nogle turde stoppe ham. Hver gang han kom hjem var verden rykket sig mere her end på det blå hav. Så jeg blev mere og mere rasende på ham, indtil befrielsen – jeg kunne flytte hjemmefra.

 

På afstand kunne far og søn leve et meget bedre liv med hinanden. Eller rettere. De kunne komme så meget på afstand, at familieforpligtelsen ikke længere gjorde ondt.

 

Jeg ville helst slutte som sønnen af den gamle sømand. Men han har behov for en ven

– Måske er det derfor, at hans demens og forfald slår mig så hårdt nu. Jeg havde for længst affundet mig med, at vi trivedes ret godt sammen – på afstand. Jeg har for længst afskrevet enten et opgør ellert en forsoning. Men nu er han afhængig af mig og hans sidste navlestreng til virkeligheden. Han kalder mig ”min ven” og klapper mig på skulderen. Jeg ville helst slutte som sønnen af den gamle sømand. Men han har behov for en ven

 

– Tak for snakken, siger han lettet, da turen slutter.

 

Jeg har stort set ikke sagt et ord.

 

God dag, Danmark

– fædre og sønner.