Min klumme i EKSTRA – Ekstrabladet 31. maj 2014

Han kommer, lidt tung i de slidte ben, gående de få meter fra vel nok Danmarks dyreste pensionistboliger og hen til den sølvgrå taxa med det grønne logo. Det er tidligt på eftermiddagen og et af de tidspunkter, hvor det er svært at gætte på, hvad anledningen til taxaturen er. For lad mig sige det lige ud. Her henter jeg oftest kvinder med blåt hår eller sågar herrer med butterfly

Men det vil vise sig, at historien er en anden

Han er rar. Og han er god til at snakke med folk. En af hans ”kompetencer” eller et af de andre iskolde ord, som trænger sig på, mens min kundes historie er på vej til at forsvinde ud af virkeligheden. Politikerne tager hans generation i ed ved højtidelige lejligheder. Venstrefløjen, mens de piller i navlen. Socialdemokraterne, hvis unge politikere er lige så langt fra deres politiske ophav, som løverne i Zoologisk Have er fra Afrika. Og så Venstre, der prædiker ansvarlighed og fornuftig økonomi, kalder sig Danmarks største arbejderparti – imens formanden rejser på første klasse og lader sig beklæde af partikassen. Og lad os ikke glemme DF. Det handler om at sidde fuldstændigt stille, lade de andre dumme sig uge efter uge – mens vælgerne strømmer til.

Min kunde tilhører – tør man bruge ordet – arbejderklassen. Fra en tid, hvor man kunne være bærer af den blå eller hvide Kansas-dragt. Hans endte nu med at være orange.

Han er såmænd pensioneret vejmand

 

[

“… jeg synes sådan set ikke, der var noget romantisk ved at kunne strejke – og så kunne fyres for et godt ord…”

– Jeg startede som almindelig arbejdsmand. Eller ”specialmedarbejder” som det senere kom til at hedde. Så kom jeg til kommunen og blev noget dengang ikke ualmindeligt dom tjenestemandsansat – vejmand. Arbejder uden strejkeret. Men jeg synes sådan set ikke, der var noget romantisk ved at kunne strejke – og så kunne fyres for et godt ord.

 

– Og med tiden skete der jo også det, at det kommunale vejarbejde blev lagt ud til private. Det betød, at der reelt skulle ske fyringer. Men jeg havde jo den fordel, at jeg var tjenestemandsansat. Og sådan gik det altså til, at mens vejarbejdet blev lagt ud til de private, så skaffede jeg mig et job, hvor det handlede om at holde opsyn med det udliciterede arbejde. Jeg skulle i det hele taget bevæge mig rundt i kommunen for at vurdere, om vores service var i orden og om vi kunne gøre noget bedre og gøre folk gladere.

 

Vi tager en snak om tiden og dens udvikling. Min kunde har en god pensionisttilværelse med sin kone, der desværre ikke er så rask i ben og krop. Men det går, de har ingen børn eller særlige forpligtelser og nyder bare livet dag for dag, uge for uge – og de år, der forhåbentlig venter.

 

– Jeg aner jo ikke hvor mange, men tror du ikke det hjælper på overlevelsen at tro på den?

 

Jeg ler lidt og nikker. Han fortsætter sig krønike, der handler om intuitivt at gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt:

 

– Da efterlønnen blev en mulighed, var de allerede begyndt at tale om, at den var for megen luksus og dumt, når man har ”det grå guld”. Men jeg valgte altså at slå til, når jeg nu også var tjenestemand. – Og så skete der altså et lille mirakel, sådan rent bo-mæssigt. Købe den ville jeg aldrig have råd til. Men jeg boede jo i kommunen – har gjort det det meste af mit liv. Og sådan! – Vi fik vores beskyttede bolig helt ned til Øresund. En beskyttet lejebolig til to.

 

– Fedt!

Taxamanden taler med skadefryd som om nogle havde snøret systemet. Jeg fortryder min ubetænksomhed.

– Hvad siger du. Kunden kigger på mig for at får det hele med.

– Hvor er det dog dejligt, siger jeg og ændrer mine ord uden at lyve.

 

Min kundes sidste udfordring er det digitale helvede. I dette efterår afskaffes brevene fra det offentlige og han får sin elektroniske postkasse.

 

– Jeg tog nogle kurser, men jeg har jo fanneme glemt det igen

 

Nu har han samlet sin nyindkøbte laptop, printer og hele svineriet i en stor pose, som han løfter og viser, mens det hele roder rundt i bunden af den. Bromand kan heller ikke finde ud af det. Men sønnen – nevøen har lovet ham et lynkursus. NemID til at gå på skattekontoret og e-boks til at få breve fra dem.

 

– Vi ta’r det hele med, siger han, griner til mig og giver hånd. En gestus fra en underlig, analog fortid – inden taxa-turen slutter.

 

Goddag, Danmark

Med kærlig hilsen fra arbejderklassen