Jeg har en sygeplejerske i vognen denne formiddag.
Jeg er vokset op med sygeplejersker. Min mor er sygeplejerske. Min ene, desværre afdøde faster var det – til sidst som afløser helt op i 70-års alderen. Og min tante, Ulla, som jævnligt læser med her på siten var hard-core sygeplejerske, inde i forskning, politik og Etisk Råd. Og ja, jeg er opdraget i en tid, hvor dette erhverv var noget så altopofrende kvinde-orienteret, at familiens ”Tante Asta” (af titel men ikke formelt tanteficeret) – hun var sygeplejerske – var fra en tid, hvor man enten holdt op, når man skulle giftes. – Eller fortsatte som sygeplejerske – og aldrig blev gift. Hun spurgte sin far et par gange om lov, fordi hun faktisk har tiltalt mænd trods den jomfruelige karriere. Men faren sagde nej, fordi han krævede, at hun tog sig af ham til han ikke var her mere.
Sidste gang Tante Asta spurgte og fik nej var hun net godt stykke oppe i tresserne.
Hendes far blev 101 år!
Jeg er fascineret af sygeplejerskerne facetter. Deres daglige omgang med liv og død. Deres moderlige omsorg. Deres feminine nærvær. Deres varme og kolde hænder til de rette tider. Deres alvor. Deres overbærenhed. Deres idealisme. Og i puberteten, da jeg var indlagt et par uger på Rigshospitalet som 14-årig i 1968. Disse nærmest grunderotiske engle i hvide kitler.
Det var en sort uge for taxafolkene i det mørke efterår, da mit fag viste sig fra den sorteste side.