Om sygepleje og livet i hænderne

Jeg har en sygeplejerske i vognen denne formiddag.

Jeg er vokset op med sygeplejersker. Min mor er sygeplejerske. Min ene, desværre afdøde faster var det – til sidst som afløser helt op i 70-års alderen. Og min tante, Ulla, som jævnligt læser med her på siten var hard-core sygeplejerske, inde i forskning, politik og Etisk Råd. Og ja, jeg er opdraget i en tid, hvor dette erhverv var noget så altopofrende kvinde-orienteret, at familiens ”Tante Asta” (af titel men ikke formelt tanteficeret) – hun var sygeplejerske – var fra en tid, hvor man enten holdt op, når man skulle giftes. – Eller fortsatte som sygeplejerske – og aldrig blev gift. Hun spurgte sin far et par gange om lov, fordi hun faktisk har tiltalt mænd trods den jomfruelige karriere. Men faren sagde nej, fordi han krævede, at hun tog sig af ham til han ikke var her mere.

Sidste gang Tante Asta spurgte og fik nej var hun net godt stykke oppe i tresserne.

Hendes far blev 101 år!

Jeg er fascineret af sygeplejerskerne facetter. Deres daglige omgang med liv og død. Deres moderlige omsorg. Deres feminine nærvær. Deres varme og kolde hænder til de rette tider. Deres alvor. Deres overbærenhed. Deres idealisme. Og i puberteten, da jeg var indlagt et par uger på Rigshospitalet som 14-årig i 1968. Disse nærmest grunderotiske engle i hvide kitler.

Continue reading…

Når sygeplejersken knækker

 

Fra taxamandens klumme i Ekstrabladets tillæg EKSTRA den 8. november

 

Det var en sort uge for taxafolkene i det mørke efterår, da mit fag viste sig fra den sorteste side.

Drabet på en kollega. At man er ked af det, når ens døtre ringer til en op ad dagen for at høre, om man er i live. Med en snert af gråd. Og så min journalistisk, kritiske sans, der indimellem minder mig om, at jeg skal styre mig – NETOP fordi jeg er professionelt indblandet som kollega til den afdøde – i samme selskab.

Jo, jeg mærker også hævngerrigheden, hvor uproduktiv den end er. Lysten til at finde gerningsmændene/-manden og give ham den mest langvarige dom. Tanken om, at han aldrig – ALDRIG skal ud at være kunde i en taxi, fordi han indtil sit livs slutning skal betale for det liv, han selv tog.

Men det er den helt modsatte oplevelse, som fjerner mig fra mit professionelle sortsyn. Og jeg tror, jeg deler den oplevelse med mange taxichauffører. Det er de varme, det er de menneskelige øjeblikke, der bærer igennem lange arbejdstider, lav løn – for slet ikke at tale om trusler og farer for liv og helbred.

Tør man kalde det kærlighed?

Continue reading…