Om sygepleje og livet i hænderne

Jeg har en sygeplejerske i vognen denne formiddag.

Jeg er vokset op med sygeplejersker. Min mor er sygeplejerske. Min ene, desværre afdøde faster var det – til sidst som afløser helt op i 70-års alderen. Og min tante, Ulla, som jævnligt læser med her på siten var hard-core sygeplejerske, inde i forskning, politik og Etisk Råd. Og ja, jeg er opdraget i en tid, hvor dette erhverv var noget så altopofrende kvinde-orienteret, at familiens ”Tante Asta” (af titel men ikke formelt tanteficeret) – hun var sygeplejerske – var fra en tid, hvor man enten holdt op, når man skulle giftes. – Eller fortsatte som sygeplejerske – og aldrig blev gift. Hun spurgte sin far et par gange om lov, fordi hun faktisk har tiltalt mænd trods den jomfruelige karriere. Men faren sagde nej, fordi han krævede, at hun tog sig af ham til han ikke var her mere.

Sidste gang Tante Asta spurgte og fik nej var hun net godt stykke oppe i tresserne.

Hendes far blev 101 år!

Jeg er fascineret af sygeplejerskerne facetter. Deres daglige omgang med liv og død. Deres moderlige omsorg. Deres feminine nærvær. Deres varme og kolde hænder til de rette tider. Deres alvor. Deres overbærenhed. Deres idealisme. Og i puberteten, da jeg var indlagt et par uger på Rigshospitalet som 14-årig i 1968. Disse nærmest grunderotiske engle i hvide kitler.

Og så – i mit liv som taxamanden – har jeg mødt dem i nye roller og kompetencer – og min respekt er steget til endnu højere højder.

Det er forskningssygeplejersken, der rejser ud i området som en aktiv assistent og medlever i store projekter. Har mødt en på vej ud til sportspladserne for at følge idrætsudøvere i et stort diabeters-projekt.

10.000 kr, mere i journalistens favør – om måneden, altså.

Eller det kan være visitations-sygeplejersken fra en af regionens hospicer. Måske samtidigt specialist i smertebehandling. Ud for at tale med pårørende og de såkaldte terminale patienter. – Altså patienter som er ved at være ved deres livs endestation, hvor de svære beslutninger skal tages. Hvornår skal jeg videre til de sidste dage eller uger på hospicet. Hvordan imødegår jeg den fortærende smerte, som vel er den vigtigste faktor i mange menneskers mareridt, frygt – eller forventning til den allersidste tid.

Og så skal det selvfølgelig med i det samlede billede af disse sygeplejersker, at jeg beundrer disse godt begavede omsorgs-mennesker for deres grundlæggende fokus på opgaven og nødvendigheden i deres job. I en sådan grad, at de ser bort fra, at de tilhører de veluddannedes lavtlønsgruppe. En journalist kan i de tidlige anciennitetsår meget vel koste 10.000 mere end en sygeplejerske. – Selv om begge uddannelser tager 4 år og sygeplejersken må tilbringe mere tid på skolebænken. Og selv om journalisten får løn i sit halvandetårs praktikperiode.

10.000 mere i journalistens favør – om måneden, altså.

Men sådan er der så meget…..

 

Min sygeplejerske denne morgen er ung, smuk, skarp og har en udstråling som en fransk filmskuespillerinde. Alderen er jeg ligeglad med. Skarpeden – eller klarheden fascinerer kig. Jeg elsker disse mange hundredevis af unge, klartseende borgere, som er omvandrende dementier på den – jeg havde nær sagt – tabergørelse af de nye generationer som er så uudholdelig i den politiske retorik. Og særlig slemt i denne valgkampstid, hvor politikerne fra begge fløje har en objektiv interesse i at overdrive elendigheden for at maksimere deres egen nytteværdi.

Hun er forskningssygeplejerske – eller rettere sådan en slags kommunikations- eller pædagogisk sygeplejerske, der kan tilkaldes til de skoleklasser, hvor en af eleverne er indlagt med eller i behandling for kræft. Man ved af erfaring at denne nær-kontakt med døden, som også omgivelserne oplever, kan sætte mange tanker i gang i de unge sjæle. Måske også indestængt frygt. Angst, som først og fremmest kan ”behandles” med oplysning om, hvad det er der sker under en kræftsygdom og – behandling.

 

– Vi bliver simpelthen kaldt ud til opgaven, når forældrene, en skole eller en lærer synes, at der er behov for hjælp. Så går helt grundlæggende i gang med at fortælle, hvad kræft er for noget, hvad kemobehandlinger er – og derfor også om, hvorfor man taber håret under behandlingen.

 

– Er I direkte uddannede som kræft-informations-sygeplejersker?

 

Kan man dø af det her? Skal jeg miste min klassekammerat. Hvis jeg går lige ind i det fra starten, fjerner jeg også noget af mystikken og dramaet.

– Nej det er vi eller jeg ikke. Men som sygeplejersker har vi grundlæggende et fokus på til hvilke grupper med hvilke personer vi taler. På min afdeling har jeg så en kollega, der har en baggrund som lærer, så jeg bruger hende til at få råd om, hvordan man tackler situationen i de forskellige aldersgrupper. Og så er arbejder i sig selv en læreproces, hvor man bliver dygtigere hen ad vejen.

 

Frygt, frygten for kræft er jo også en slags konfrontation med det ubegribelige spørgsmål: Hvad er døden. Hvordan tager man sig egentlig af det? Min passager fortæller:

 

– Jeg prøver faktisk at tage fat på det, inden nogen spørger. For jeg ved jo, at det ligger og rumler derinde i deres hoveder. Kan man dø af det her? Skal jeg miste min klassekammerat. Hvis jeg går lige ind i det fra starten, fjerner jeg også noget af mystikken og dramaet.

 

– Hvad så, spørger jeg, hvis sygdommen i det enkelte tilfælde er farligt – hvis nu overlevelsesmulighederne ikke er så gode?

 

– Jamen, så vil forældrene sjældent have det, og så tager vi ikke derud. Så må opgaven løses på en anden måde. Vi er ikke i beredskab til at tage os af den store fortvivlelse i skoleklassen.

 

Turen nærmer sig sin slutning og vi taler om vore egne oplevelser af børn og frygten for døden. Hun er ung som mine egne døtre, men jeg mærker den sødmefyldte fornemmelse af klogskaben i hendes arbejde. Hendes sjæl på jobbet.

Det er også en stærkt emotionel opgave for hende, indrømmer hun. Men sådan er og bliver sygeplejen. Det er et arbejdsliv med andres liv mellem hænderne.

Hun har sin egen grund til at vende de store følelser i denne tid. Hun fortæller det med strålende øjne, inden hun stiger ud af vogn 2282. Det er ikke til at se det, hvis ikke man fik det at vide.

Lige nu vokser der et nyt menneske i hendes mave.

Så får hun det virtuelle kram, der alt for sjældent bliver brugt i virkeligheden.

 

God morgen, Danmark

– især til jer, der plejer os.

Next ArticleFlyt ministerierne ud i Danmark