Fra taxamandens klumme i Ekstrabladets tillæg EKSTRA den 8. november

 

Det var en sort uge for taxafolkene i det mørke efterår, da mit fag viste sig fra den sorteste side.

Drabet på en kollega. At man er ked af det, når ens døtre ringer til en op ad dagen for at høre, om man er i live. Med en snert af gråd. Og så min journalistisk, kritiske sans, der indimellem minder mig om, at jeg skal styre mig – NETOP fordi jeg er professionelt indblandet som kollega til den afdøde – i samme selskab.

Jo, jeg mærker også hævngerrigheden, hvor uproduktiv den end er. Lysten til at finde gerningsmændene/-manden og give ham den mest langvarige dom. Tanken om, at han aldrig – ALDRIG skal ud at være kunde i en taxi, fordi han indtil sit livs slutning skal betale for det liv, han selv tog.

Men det er den helt modsatte oplevelse, som fjerner mig fra mit professionelle sortsyn. Og jeg tror, jeg deler den oplevelse med mange taxichauffører. Det er de varme, det er de menneskelige øjeblikke, der bærer igennem lange arbejdstider, lav løn – for slet ikke at tale om trusler og farer for liv og helbred.

Tør man kalde det kærlighed?

en smuk ung kvinde i selskab med sin mørklødede kæreste

Optakten er ellers dramatisk – og som så ofte et møde med mennesker inden man aner det mindste om dem. Jeg bliver kaldt til en af hovedstadsregionens sygehuse – akutmodtagelsen. Klokken er vel fem om morgenen og det tidspunkt betyder som regel blege, smerteramt e mennesker. Måske halten eller ligefrem blodige mærker og sammensyninger.

Men det er ikke sådan, hun ser ud – en smuk ung kvinde i selskab med sin mørklødede kæreste. De er smukke hver for sig – og et meget smukt par. Og de smiler, selv om jeg godt kan se, at hun er noget ”mat i sokkerne”.

 

I en blanding af omsorg og min slet skjulte nysgerrighed, falder vi hurtigt i en god snak. Godt hjulpet på vej af, at hun lige har fået at vide, at hun ikke fejler noget. Hun har ”bare” stress. Og nu er hun sendt hjem med ordren om at slappe af i nogle dage.

– Jeg er tredje generations sygeplejerske. Så jeg kender det fag helt ind i marven, inden jeg rigtigt begyndte på det selv.

Hun blev færdiguddannet denne sommer.

 

– Jeg vidste godt, at man har travlt som sygeplejerske. Men det er godt nok hårdt at være nyuddannet og nytiltrådt. Jeg arbejde på en ret almindelig sygehusafdeling på et større sygehus. Selvom jeg har været i praktik flere gange, kom presset noget bag på mig. Eller måske var det omvendt: Nu var jeg jo uddannet og fastansat, så nu skulle det hele bare gøres på den bedste måde, så patienterne kunne blive glade i en kritisk situation af deres liv. Men så får jeg ikke-glæden lige op i ansigtet. Det kan være alkoholikeren, der ikke kan styre sin brandert. Det kan være de pårørende, der kræver ordnede og bedre forhold for DERES familiemedlem. Og noget af det kan man måske ganske enkelt ikke honorere med det værktøj og de mennesker, der er til rådighed. Og så kan der jo også være irritationen fra ens nærmeste på grund af meget fravær hjemmefra. Jeg kan jo godt forstå det, siger hun og kigger på kæresten, en afghansk/iransk mand, – flot som den egyptiske Omar Sharif i velmagtsdagene. Mørke intelligente øjne. De elsker hinanden så det kan ses og fletter fingre som i en ugebladsnovelle.

Men det var ikke en rar følelse i nat, da hun måtte haste akut på sygehuset med trykken for brystet og vejrtrækningsproblemer.

Men det er også en realitet, at hun jævnligt har været væk fra ham på selvbetalt overarbejde. Hun har simpelthen ikke KUNNET slippe de enkelte patientsager, før hun var helt sikker på, at hun havde gjort sit arbejde godt nok

Men det var ikke en rar følelse i nat, da hun måtte haste akut på sygehuset med trykken for brystet og vejrtrækningsproblemer.

– Du er rask, slap nu af, sagde lægen omsorgsfuldt på akutafdelingen.

– Jeg har den sidste time tænkt ret meget på et godt råd fra en mandlig kollega, der trak mig til side for et par uger siden og sagde: ”Husk nu at god sygepleje også er at kunne prioritere”. Jeg er lidt flov over, at jeg ikke forstod hentydningen.

Hun beder mig dreje ind på en natåben tankstation.

 

– Vil du have noget med – spiser du svinekød.

Jeg takker nej, men hun må have anet min løgnagtige høflighed. For hun vender tilbage med mad til kæreste – og en stor skinke-sandwich til taxamanden.

 

 

Hun er født med et omsorgsgen og nu skal hun ligefrem hjem for at lære at styre det. Men taxamandens sult skulle hun lige tage sig lidt af.

Jo, jeg tør godt kalde det kærlighed.

 

God dag, Danmark.

– Lad og vise, hvor smukke vi kan være.