Den her side i Ekstrabladets lørdagsmagasin EKSTRA var en af mine først klummer. Overskriften fortæller meget godt om det, der er hele ideen med mine skriverier i Danmarks førende tabloidavis – eller frokostavis, som man kaldte det engang, da der stadig var noget man turde kalde arbejdere, – og et industrisamfund, hvor man nød frokosten med en bajer – og så Ekstrabaldet, “…der tør, hvor andre tier…”.
Ekstrabladet er skabt til at provokere. Men avismarkedet har ændret sig som resten af samfundet og i JP/POLITIKENS HUS, hvor jeg har arbejdet som konsulent i en periode, findes vel næppe et medie-produkt, som kæmper for sin egen overlevelse – som EKSTRABLADET. Det er langt fra fortiden flere hundrede tusinde i oplag og til nutidens virkelighed, hvor den underholdende del af EB er i dyb konkurrence med ikke mindst tv-kanalerne. Endog med DR, som har har valgt en vi-laver-alt-strategi for en mårlig bevilling på ikke mindre end 3,6 milliarder årligt.
Samtidigt er EB en af landets stærkeste print-medier på tv/video – og lige om lidt med egen radiokanal med hurtige nyheder og musik.
– Vi arbejder også i folkets tjeneste. Vi er også public service, sagde den daværende administrerende direktør for JP/POLITIKENS HUS, Lars Munch, da jeg mødte ham for 4-5 år siden ved min ansættelse som projektchef for koncernens radioprojekt. Vi gør det bare for egne penge, sagde han med det høflige, lettere ironisk smil, der er et af hans varemærker.
I dag er Lars Munch bestyrelsesformand! for en af de mest velpolstrede mediekoncerner i Danmark.
