Jeg spekulerer på, om man kan blive mere provinsbo med alderen?

Jeg bruger med vilje ikke ordet provinsiel fordi det trods alt er bærer af en negativ værdi. Noget gammeldags. Usmart. Bondsk.

Men derimod noget med at føle større og større solidaritet og fællesskab med menneske på den anden side af Valby Bakke.

Jo, det handler igen om taxamandens egne overvejelser

Egentlig ville det være underligt, hvis det var tilfældet for mit eget vedkommende. For det er 41 år siden jeg flyttede fra Bornholm. Det er 37 år siden, jeg flyttede fra Århus – først til Jyderup, så til Slagelse. – Og så.

”… Free at last …” Jeg flyttede til Hyllested i trekanten mellem Næstved, Skælskør og Slagelse. – Og endelig nogle år til den sydsjællandske hovedstad Næstved.

Men så kom vendepunktet:

Det er 28 år siden jeg indtog Hovedstaden. Frederiksberg, Nørrebro, Hellerup, Gentofte – og nu Østerbro. Jeg er gift med en rigtig storby-løvinde. Min unger er vokset op i en fornuftig blanding mellem Nørrebro og Hellerup. De har gået i storbyens skoler og gymnasier, dyrket sport i storbyen. Danset i storbyen – og i den grad festet igennem i storbyen og kysset de satans drenge fra stenbroen. At den ene datter i dag er flyttet så langt udenfor universets centrum – som til Lyngby – er lidt af en revolution. De to andre gør sig gældende på det centrale Nørrebro og i det indre København K.

Jeg elsker København, jeg kører glad mine kunder til Langelinje og den latterligt lille – lille havfrue. Jeg anbefaler dem snedige værtshuse og nydelige Nyhavn. – Og jeg ville bruge endnu flere penge på de snedige, nye restauranter, hvis jeg havde råd til det.

Det må da være sket. Bonderøven er konverteret til et storbymenneske. Klippeskæret er smukt – men bo der fast? – Never!

Sol over Gudhjem – gerne. Men helst med purløg og rå æggeblomme.

Men hvor stærk er den etniske konvertit egentlig i virkeligheden?

Han – kunden denne nattetime – har næppe siddet mere end 30 sekunder i vogn 2282, og jeg har blot udtalt et par hovedsætninger på absolut tilstræbt rigsdansk – så kommer det: Ikke som et spørgsmål men som en konstatering med pegefinger på:

– Du er bornholmer!

Og det hverken kan eller vil jeg nægte.

– Det er jeg også siger han i stolt triumf. Og så går snakken ellers derudad.

Vi skruer begge, ubevidst op for “sangen” i vores sprog.

 

Der er ikke noget at gøre ved det. Ligegyldigt hvor urbaniserede vi er, så er vi brødre lige nu. – Brødre og brødre – han kunne være min søn. Men vi er altså brødre i samme forståelse, som de sorte amerikanere engang brugte det – og som det er blevet meget moderne i den muslimske terminologi.

– Vi er brødre, mand…..

Han er end ikke født på Bornholm – men lige nu er vi et par indfødte fra klippeøen, som har fundet hinanden ude i verden. For han voksede op derovre

Vi finkæmmer klippeøen for fælles referencer. Egne, stednavne – og så selvfølgelig centrale mennesker. Uagtet at han gik på en af øens skoler for mindre end en halv snes år tiden – og jeg blev student og udvandrede 3 årtier inden ham. Han er restaurationschef på en – og snart en anden af byens seje, gastronomiske steder. Han er end ikke født på Bornholm – men lige nu er vi et par indfødte fra klippeøen, som har fundet hinanden ude i verden. For han voksede op derovre. Det er fedt – det er en slags kærlighed til en fælles kæreste fra fortiden. Snart fortager hans lettere beruselse sig, jeg lægger noget af min bedstefar-attitude – og så bekymrer vi os i fællesskab for øens affolkning. Nu er indbyggertallet faldet til under 40.000 – osv osv osv.

 

Han skal ikke så langt, før han stiger af. Men det er en lidt mere hjertelig afsked end den sædvanlige ”hej – og sov godt. Noget med at stikke hinanden næven og nikker maskulint, mens vi kigger hinanden ind i øjnene med et fast blik som to polarforskere, der håber på at overleve de kommende strabadser, så de en dag kan ses igen.

Men det provinssolidariske knytter sig ikke alene til klippeøen med det halvsvenske sprog. For mig er det slags befrielse på vagten, at møde en solid provins-bo uanset landsadel

 

Hun er en af dem og jeg samler hende op ved Nørreport bare en halv time senere. Studerende og min geografisk totale modsætning. Hun er fra Skagen – hun blev født og voksede op på denne rigets nordligste gren, inden studierne for et par år siden fik hende til København. Faktisk gætter jeg forkert på hendes dialekt, fordi hun ligesom en del sønderjyder, jeg har mødt, bevidst eller ubevidst lægger afstand til den mest udprægede del af sin dialekt. Jeg troede hun kom fra Fyn, fordi hun ”sang” lidt i sproget. Total misforståelse

Hvorfor skulle det være noget særligt sjovt, at gå på bøssebar, hvis det ikke er sådan som man vil ha’ det

Der er altså ikke meget ”skawsk” i denne unge dames sprog. Men der er masser af skagbo og nordjyde i hendes udstråling. På sin mobil går hun kontant til vennerne, som hun holder af – men samtidigt synes hun, at de er nogle fjollehoveder.

 

– Nu har de siddet og ævlet og bævlet om, at de ville på bøssebar. Og det siger jeg dig. Det gad jeg simpelthen ikke. Hvorfor skulle det være noget særligt sjovt, at gå på bøssebar, hvis det ikke er sådan som man vil ha’ det. Bare for at kigge? – Det er da noget underligt noget. Det gider jeg ikke – nu vil jeg hjem

 

Tiden går hurtigt i hendes rare selskab og vores samtale om at man jo aldrig bliver rigtig Københavner, selv om man nærmer sig sprogligt. Aldrig!

Man har heller ikke lyst til det.

Vi har det begge to bedst med ikke altid at blive genkendt på dialekten. DER vil vi gerne glide i et med miljø, vi lever i.

Men københavnere – det bliver vi ikke.

 

Heller ikke taxamanden, der nogle gange føler, at han tilhører et helt andet folk end sine døtre.

 

En gang bonderøv – altid bonderøv.

 

Godmorgen, Danmark.

– Især til jer der bor der, hvor solen står tidligst op og der, hvor den går senest ned