Der er både noget uendeligt lokalt og noget globalt over taxafolkets liv.

På den ene side handler det om at finde den korteste vej mellem to adresser i lokalområdet. Og den intensive lokalkendskab, kan du bare ikke læse dig til. Selv beundrer jeg dybt de RIGTIGT gamle chauffører fra dengang selskaberne hørte hjemme i små lokalområder. De kan aldrig, ALDRIG udkonkurreres af moderne GPS. De orienterer sig som brevduer – hurtigt og præcist og de får os andre ti at optræde som geografiske analfabeter.

Men v i lever i hvert fald i storbyens taxaliv en slags international tilværelse som kolleger og  via udenlandske kunder til og fra og fra og til firmaer og lufthavnsterminaler. For mig hører det til sjældenhederne IKKE at tale udenlandsk i løbet af en arbejdsdag. Og er man tilstrækkelig nysgerrig –  OG DET ER TAXAMANDEN – er det daglige arbejde også en tour de force i og mellem sprog og kulturer.

Lad mig starte med os selv. Blandt de kolleger, jeg møder i kaffestuen er kulturer fra Iran, Pakistan, Irak, Kurdistan, Tyrkiet, Montenegro, Serbien, Afghanistan, Grækenland og så selvfølgelig danskere i mange farver. Det er et ganske særligt arbejdsliv, som giver udfordringer, skaber og fjerner fordomme og giver nye venskaber.

Hertil kommer så kunderne. De kortere eller længere “stævnemøder” med ansatte passager til de mange virksomheder og hoteller. Gennem nogle af vore helt store kunder, møder jeg endnu flere kulturer – udover europæere og amerikanere især mange kinesere og indere.

Så den er god nok. At køre taxa er at være rørepind i en meget stor smeltedigel.

 

Men hvem er vi så, – danskerne.?

 

Der er fattigdom og racisme og kynisk kapitalisme i det land (USA), ja. Men der er også en frihedsfølelse og en lyst til grundlæggende at ville klare sig selv på tværs af store politiske skel

. Jeg har  en rigtig udogmatisk og spændende diskussion om det emne med en kunde, som har den samme fascination for USA, som jeg har. Og at betragte sig selv er ofte godt at gøre i lyset af andre.

USA er særligt spændende, fordi landet jo netop er sammensat af snart sagt alle kulturer og religioner. Oven på de forskelligheder har amerikanerne også en fælles paraply af en fælles identitet. Der er fattigdom og racisme og kynisk kapitalisme i det land, ja. Men der er også en frihedsfølelse og en lyst til grundlæggende at ville klare sig selv på tværs af store politiske skel.

 

Min kunde har gjort det godt. Han har været fascineret af skibe og skibsfart gennem hele sit liv. Været på skoleskib og det hele og ville egentlig have været kaptajn på de store have. Men han sprang alligevel til forretningslivet, en akademisk uddannelse herunder en MBA fra en af de helt prestigefyldte skoler.

Og nu er han medejer af og administrerende direktør i en virksomhed, der virkeligt har fat i den lange, forretningsmæssige ende. Han har arbejdet en del i USA og derfor har han ingen problemer med at være stolt af sin succes og forventninger.

Min kunde producerer og sælger ”sladrebokse”, de berømte ”sorte bokse – til skibe! Også her er der strammere og strammere lovgivning, som sikrer at alle sejlmæssige data “logges” 24 timer bagud – og snart 48 timer. Boksene er testet til at kunne smadres, brændes, tabes, “druknes” – og alligevel at kunne rumme alle data om teknik, kommunikation og navigation de sidste 1-2 døgn før en hændelse. Og em hændelse KAN jo være en katastrofe.

 

Kunden og jeg taler om det mærkelige skisma at være dansker. At vi på den ene side har bred konsensus om tryghed – og på den anden side kan savne friheden og ansvaret, der følger logisk med. Vi er enige om, at det er en gave i et samfund, at vore børn og unge kan få en “samfunds-finansieret” uddannelse. Det er et velfærdsprincip og lighedsprincip  som alle civlierede danskere bør stå sammen om. Ligesom lægebehandling.

Men hvorfor er det så svært at diskutere, hvad der er DIT EGET ansvarsområde? Hvorfor kan svenskerne uden blusel afkræves et beløb for lægesøg og have en fri konkurrence blandt tandlæger, der giver lavere priser – mens betalt lægebesøg ville vælte enhver regering herhjemme – men vi accepterer helt urimelige udgifter for at gå til tandlæge…

 

Min kunde stiller spørgsmålene lige så retorisk som jeg. Og svarene gider vi ikke nu. De blæser i vinden og kan diskuteres på mange andre platforme. Man inden turens slutning i morgenstunden på vej hjem fra udenrigsterminalen, kommer han med en eftertanke, som jeg selv har lagt ind på eftertankens lager. Her er der både plads til det almindelige selvbillede af den evigt arbejdende, effektive – og den lidt virkelighedsfornægtende dansker.

 

– Jeg tror, der er en grund til, at vi danskere beskæftiger os så vanvittigt meget med vores arbejde. Det bekymrer os aller, allermest. Det er fordi  – tror jeg – , det er det eneste område, hvor vi ikke kan være helt sikre på, at nogle kommer og klarer det for os. Sygdomme tager sundhedsvæsnet sig af. Skolegangen klarer skolerne. Universiteterne og læreranstalterne  tager sig af grundlaget for vores karriere. Det betaler vi fra samme pulje og det er vi glade og stolte af. Men med arbejdet må vi være på hele tiden. For det kan vi miste – og så vælter korthuset. DET ansvar er vores eget!

 

Tag lige den, Danmark! Og glem et øjeblik den trivielle og politiske udgave af udfordringer.

Mens du arbejder for livet, har gjort det – eller meget gerne ville.

 

– og så god weekend, Danmark.

–  til  liberalister, små- og helrøde, anarkister, protestanter, grundtvigianere, husmænd, baroner, pengemænd og fattigrøve   – ja, hele bundtet, der læser vores fælles sprog og taxamandens livshistorier