Hun er en af de friske, ældre kvinder, jeg elsker at køre med.
Ikke så meget piv og pjat.
At jeg tager fruens ferie-baggage ind bag ind i min sølvfarvede Mercer med det grønne logo, mens jeg holder under lufthavnens halvtag, er egentlig lidt imod hendes utålmodighed. Hun gjorde gerne det hele selv.
Og taxamanden, der holder døren. Ok som en høflighedsfrase. Men det er dybest set unødvendigt for en rørig kvinde, der godt nok er oppe i 70’erne men stadig er en rask kvinde af ubestemmelig alder indeni.
Hun var ganske ung, da de mødte hinanden – og han var en halv snes år ældre.
– Jeg var vild med ham fra første gang, jeg mødte ham. Jeg vidste fra starten af, at vi både kunne give hinanden kærlighed og frihed. Ikke det der med at kysse til højre og venstre. Det var han sgu også blevet for gammel til.
Vi smiler til hinanden i bakspejlet og jeg tænker på skønheden på hjemmefronten. Det er sådan vi har det, det meste af tiden. Og det er så mig, der må leve med status som ”den gamle”.
