Fra min klumme i Ekstrabladet, EKSTRA, lørdag den 15. november.

 

Jeg er ingen litterat eller stor kender af poesi. Men min gamle fransklærer – den franske konsul på Bornholm – fik os til at elske det sprog og de brudstykker af dets lyrik, som vi nåede at støde på. Det foregik i min ungdom i yngre kridttid og burde for længst være udvasket efter årtier uden brug. Men to linjer af Paul Verlaine er hele tiden dukket op igen og igen de sidste 4 årtier.

Il pleure dans mon coeur
Comme il pleut sur la ville

–

Det græder i mit hjerte,

Som det regner over byen……

Patetisk?

Måske –men først og fremmest uundgåeligt.

 

Det regner – nej det vælter ned over hovedstaden denne tidlige eftermiddag, hvor vi endelig har fået noget af det efterår, som årstiden almindeligvis truer med. Anlægget bimler og en ny køreordre ruller op på skærmen. Turen går fra Østerbro og derfra til et af de lokale kirkegårdskontorer. Og som altid med den slags ture, kan hverken taxamanden eller journalisten i mig lade være med at tænke på turens sammenhæng.

Og så er den der igen, den franske forbindelse. Jeg skænker regnen, gråden og Verlaine en tanke.

Hun er en moden, kvinde med en ansigt, der afspejler krigene i livet. Noget smukt og kærligt – og en stor del smerte. Hun er slank og bevæger sig hurtigt og uden dybe suk. Jeg finder hurtigt ud af, at vi indeni er gjort af det samme stof. De venlige vil sige åbne og meddelsomme. De neutrale vi sige talelystne. Og de, der af og til er trætte af os vil sige – ja, du kan selv sætte ord på. Sandheden er den enkle og dybest set ret egoistiske, at vi bedst behandler det smertelige ved at tale om det.

I dag skal hun hente en urne med asken fra en gammel veninde i nabolaget for at få den puttet i jorden.

 

– Ja, man får nogle underlige tanker, når det vælter ned. Kan man overhovedet få det gjort – kan det lade sig gøre? – Er der vand i hullet?

 

Hendes veninde blev 99 år. Den gamle dage var helt træt af dage. Men hun havde ingen nær familie længere. De nærmeste var døde. Så veninden – min kunde, der nu er på vej med den sidste håndsrækning – sad hos den gamle de sidste dage og timer.

 

Det sværeste var dog tabet af deres fælles søn

– Noget underligt noget, siger den klare og åbne kvinde på bagsædet. Uanset alder – det ER da vemodigt, at nogle, man kender, skal dø. Men på en måde var jeg også glad for, at jeg var der. Og jeg holdt hende i hånden og tæt på mig, da det var slut. Så ringede jeg til 112 og der kom læger og alt det formelle. De spurgte, at hun bare skulle ligge der i lejligheden til næste morgen. Men jeg synes, de skulle tage hende med. Hun skulle ikke ligge der alene.

 

For min kunde på i taxien er døden blev en følgesvend med meget svære, personlige tab. Lige nu ligger hendes søster for døden med en sygdom, der ikke kan helbredes. For blot nogle få år siden mistede hun sin mand og nærmeste ven gennem hele livet.

Det sværeste var dog tabet af deres fælles søn.

 

Min mand kæmpede på sine grædende knæ for at fortælle ”systemet”, hvor skidt vores søn havde det

– Vores søn var blandt de første udsendte i krigene på Balkan. Da han kom tilbage havde han det slet, slet ikke godt. Men dengang var det med krigene og påvirkningen på soldaterne jo ikke fremme i debatterne. Side er vi begyndt at tale om PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom) – en lidelse som følge af de oplevelser, man har haft under krige eller ved store katastrofer. Men inden han rigtigt kom i dybden med sine psykiske problemer, blev han udsendt en gang til. Han kom hjem igen – og så var den helt galt med ham. Nogle gange, når han lå derhjemme på vores sofa, kunne han fare samme blot ved støjen fra en kaffekop, der blev sat på bordet. Min mand kæmpede på sine grædende knæ for at fortælle ”systemet”, hvor skidt vores søn havde det. Man tog det ikke alvorligt, dengang

 

En dag kunne han bare ikke udstå livet længere

Hendes søn tog sit eget liv med et våben fra Hjemmeværnet.

Det var den dag, hvor det uigenkaldeligt græd i hendes hjerte.

 

En vemodig hilsen, nu hvor døden kom forbi igen.

Det regner stadig over byen, da jeg kører op foran kirkegårdskontoret. Vi siger ikke så mange ord. Det, der skulle fortælles er fortalt.

Hun betaler og er hurtig og ude af bilen, inden jeg når at yde den service, hun fortjener. Vore øjne fanger hinandens i bakspejlet og jeg kan se, at hun løfter skuldrene og sænker dem hurtigt igen. En vemodig hilsen, nu hvor døden kom forbi igen.

 

God dag Danmark

. med alle de byrder, du bærer