Hun er en af de friske, ældre kvinder, jeg elsker at køre med.

Ikke så meget piv og pjat.

At jeg tager fruens ferie-baggage ind bag ind i min sølvfarvede Mercer med det grønne logo, mens jeg holder under lufthavnens halvtag, er egentlig lidt imod hendes utålmodighed. Hun gjorde gerne det hele selv.

Og taxamanden, der holder døren. Ok som en høflighedsfrase. Men det er dybest set unødvendigt for en rørig kvinde, der godt nok er oppe i 70’erne men stadig er en rask kvinde af ubestemmelig alder indeni.

Hun var ganske ung, da de mødte hinanden – og han var en halv snes år ældre.

– Jeg var vild med ham fra første gang, jeg mødte ham. Jeg vidste fra starten af, at vi både kunne give hinanden kærlighed og frihed. Ikke det der med at kysse til højre og venstre. Det var han sgu også blevet for gammel til.

Vi smiler til hinanden i bakspejlet og jeg tænker på skønheden på hjemmefronten. Det er sådan vi har det, det meste af tiden. Og det er så mig, der må leve med status som ”den gamle”.

Kunden på bagsædet fortætter historien, som dybest set er en kærlighedserklæring som enhver mand kunne ønske sig.

– Først havde vi en bagerforretning, men den afsatte vi, og jeg tog en uddannelse inden for det offentlige. Jeg havde lyst til noget mere end brød og kager. Den var han med på. Tro nu ikke, at vore roller var særligt moderne. Jeg tog den klassiske rolle som den, der tog sig af alt derhjemme. Det besluttede jeg mig for, da jeg giftede mig med en mand, der var noget ældre end mig. Jeg gad simpelthen ikke det sædvanlige mand-kvinde hakkeri, som jeg selv er vokset op med derhjemme hos mig egen far og mor. Det er forfærdeligt med den slags roller mellem mand og kone. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg husker endnu min mors storsukkende – ” … ALTSÅ …”

 

– For nu at sige det rent ud. Hos min mand er det aldrig blevet til meget mere end at gå ud med skraldespanden. Ud med dagens husholdningsaffald – og det var så det. Og så selvfølgelig det håndværksmæssige, som mænd næsten altid tager sig af. Resten var mit – og så havde han fuglene.

– Fuglene?

– Ja, han havde et kæmpe-voliere med kanariefugle. Kanariefugle-avl til udstillingsbrug. Det lyder måske sindssygt, men han har altid haft det med de små, gule fugle som sin helt store hobby. Man fremavler og passer og plejer dem, så de kan deltage i konkurrencer på dansk og europæisk plan.

 

 

Rejserne har det haft alle årene. Hun fortæller om deres drøm om et hus i Thailand – en drøm, der faktisk blev virkeliggjort. De rejse sammen – ikke mindst, da hun kunne gå på pension som tjenestemand og de få uger de havde sammen blev til flere uger eller ligefrem et par måneder i det varme Østen.

 

Mens vi kører ind i villakvarteret fortæller hun videre om den frihed, han gav hende. Da hun ville videreuddanne sig. Da han – som den ældre i ægteskabet – ikke længere ville rejse, fordi det var for uoverskueligt. Han synes, at hun skulle fortsætte.

 

– Han accepterede fuldt ud, at jeg stadig ville den lange tur til Thailand og i det hele taget har vi aldrig rigtigt skændtes med hinanden, siger fruen, der ellers har et selvværd, der kan slå gnister. Glad på mine vegne når jeg tog afsted. – Glad og altid med blomster på bordet, når jeg vendte hjem.

 

Jeg kører ind i indkørslen og ved, at der ikke står blomster fra manden på bordet. Hun fortæller mig det selv og hun har behov for at fortælle hele historien:

Død og borte – uden sygdom og smerte, sagde lægen. Det rigtigste farvel til livet

– Jeg mistede min mand i februar og for første gang kommer jeg hjem til et tomt hus. Det er underligt, men ret naturligt, at den gamle mand er borte – og vemodigt. Det skete om natten, eller tidligt om morgenen, da jeg skulle på toilettet. Jeg så hans fødder og troede et vanvittigt sekund, at han nu igen var ved at ordne afløb. Men han var død. Død og borte – uden sygdom og smerte, sagde lægen. Det rigtigste farvel til livet. Derfor kan jeg godt bære at savne ham. Og derfor var jeg ikke i tvivl om rejsen til Thailand. Vi var totalt opsat på, at få den anden til at leve lykkeligt.

 

Jeg bliver rørt og siger – ingenting.

Hun er en overskudskvinde, der venter til vi begge har fattet os.

Så åbner hun for et lille rum af smerte.

 

– Nej så let er det heller ikke. Ikke lige nu, hvor jeg skal ind i verdens tommeste hus.

 

God Dag Danmark

– og elsk nu, så længe det er muligt!

 

 

 

PS:
Dette blogindlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA.