En taxi-test på fordomme

Dette blogindlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA, hvor jeg har en fast side hver søndag

 

Nogle gange, burde jeg slukke for radioen. Den giver mig en kæde af politiske depressioner. Men det er ofte for sent, inden jeg opdager at dagen er ødelagt.

Dagens spiseseddel:

En demonstration i weekenden med politisk flertal for at stoppe den ulovlige pirattaxi-virkelighed. DF, Socialdemokraterne on EL’erne var der fra Folketinget. Folketingets flertal er enige med os. Men endnu sker der – intet! Taxichauffører er er nipsenåle i det politiske supermarked.

Og fremmedangsten: Pia Kjærsgaard får tæsk for sine angreb på ”eliten”, – samtidigt med at hun er elitært forgyldt med det højeste job til den høje løn og med høj pension med en tidlig pensionsalder. Når eliten fortæller, hvad folket har godt af, giver det mig kvalme.

Og kommentatorer mener fortsat, at de slappe halal-hippier og de andre døvblinde venstrefløjskyllinger på københavnske Østerbro og omegn, der selv er skyld i, at det kom så vidt. Den nye politisk korrekte klasse og dens kampsang:  ” …Der er noget om snakken, vores kultur er på vej ned ad bakken …”

Jeg gider ikke kvæles i bekymringen fra de sorte vejrudsigter.

Jeg trykker på knappen og kører førersædet tilbage i ”morfar-stilling” og venter bare på, at den indtræffer. Virkeligheden!

Ding-dong fra computeren – og så er den der! Virkeligheden og køreordren til en genoptræningscenter på vestegnen. Her bor ikke mange kommentatorer – men masser af mennesker af anden etnisk herkomst. Jeg skal hente Nasrin, der skal køres tilbage til privatadressen. Når jeg gætter på, at hun er af iransk baggrund, skyldes det mine barfods-kurser i antropologi. Bl.a. Mine farsi-talende kolleger fra Iran og Afghanistan, som lærer mig noget om den traditionelle forskel på arabisk og persisk kultur.

 

Nasrin er ganske rigtigt fra Iran.

Hun smiler bredt fra øre til øre, da jeg gætter rigtigt på hendes etniske baggrund. Hun afslører med sit usædvanligt kultiverede sprog, at hun er af middelklasse-baggrund. I den første bølge af Iran-flygtninge efter præstestyrets fald i 79 og Iran-Irak krigen i 80’erne. Hun har sin accent – men grundlæggende et mere smukt og klassisk dansk end mange danskere.

Hendes tørklæde er auberginefarvet – men sidder helt tæt til hendes hoved. Synes ikke helt, jeg genkender den stil.

 

Hun smiler så smukt, at det varmer hele vejen fra bagsædet, gennem bakspejlet og ind i Taxamandens øjne. Vi taler snart om det begyndende ungdomsoprør mod de religiøse magthavere i den islamiske republik Iran. Tørklædet glider længere og længere tilbage på kvindernes hovedet og humoren er kommet i brug på Facebook, som end ikke præstestyret religiøse politi kan styre: Unge mænd afbilleder sig med tørklæde på billeder – en satirisk kommentar til deres kvindelige venners og søstres PÅBUD om tildækning

 

Jeg antager, at det er den modne kvindes kulturtradition, at min kunde fastholder sit. For hun har intet til overs for religiøs dogmatik:

 

– Jeg er vel nærmest religiøs som mange danskere. Kulturreligiøs. Jeg er i virkeligheden mest optaget af den uendelige kærlighed i budismen. Iran har jeg ikke besøgt siden flugten – og kommer ikke til det under det nuværende regime. Jeg havde et helt andet liv dengang. Akademiker. Kandidat i uddannelses-sociologi. Skal jeg ind i Iran, skal jeg, trods mit danske statsborgerskab, skrive under på, at jeg tog fejl, da jeg flygtede. Og en hel masse dårligt om min nye kultur. Aldrig i livet, om jeg vil.

 

 

– Hendes brede smil er borte en stund. Øjnene i bakspejlet er alvorligt, sorte.

Jeg undrer mig atter over tørklædet. Det er smukt og understreger personligheden i det modne, karakterfulde ansigt. Hendes øjne er frihedselskende. Mine er milde og imødekommende som hos alle de andre halalhippier i speltsegmentet.

På magisk vis, læser hun mine tanker.

Så smiler hun igen, – og lynhurtigt tager hun tørklædet af i et snuptag.

Hendes hår er hvidt-gråt, tæt mod kraniet som på hovedet af en elitesoldat. Men også meget feminint om end kortere end supermodellen Twiggy’s i 60’erne

– Jeg har været i kræftbehandling. I kemo-behandling. Det var sidste tur i går. Og nu kæmper jeg mig tilbage i livet. Jo jeg er Nasrin fra Iran. Men lige nu er jeg verdens lykkeligste dansker.

God, dag Danmark

-i al din forudindtagethed