Det startede med surhed.

En morgensur taxamand, lydende navnet Jesper G.

Jeg har tidligere hold moraliserende taler over temaet ”hvad en ægte taxichauffør er forpligtet til..” Herunder reglen om storsmilende at være lige så glad for den korte tur som den lange. Eller i hvert fald være god til at lade som om. Ellers er der bare basis for klage til centralen osv osv.

Så da jeg forleden havde ventet to en halv time på første tur fra distrikt 622, Klampenborg (Jeg var fremme kl. 3,20 – og fik første tur kl. 10. minutter i seks, så smilede jeg sarkastisk som en flækket træsko, da jeg så at turen gik fra en luksushytte på den anden side af strandvejen til Klampenborg Station. Afstanden kunne nærmest måles i en håndfuld alen. Efter en solid ventetid – den sidste time som nummer et i køen – vandt taxamanden lige en tur til 56 kroner – og rykkede forfra i køen som en klar nummer fire.

God morgen, så begynder vi forfra!

Jeg smilede påtaget som var mundvigene var ved at mødes i nakken. – Men inderst inde havde jeg lyst til at flække et par af Dyrehavens træstammer med de bare næver.

Under alle omstændigheder besluttede jeg at vise stil ved ikke at omtale denne episode på min blog, da det det jo er uprofessionelt og alle ved, at kunden bestemmer turens længde.

Det løfte har holdt – et par dage

 

– Hrmfffff, som Anders And plejer at sige.

I glemmebogen gik så den historie – indtil i går.

Jeg var kommet af sted på en god tur fra den nordlige, københavnske forstad, ad motorvejen, uden om byen – blot 20 minutter efter arbejdsstart der den dag var kl. fire.

Nu kører det bare. Masser af kroner inden jeg skal i fjernsynet og alt det svineri.

Jeg satte passageren af og skyndte mig tilbage mod Bymidten for herfra og mod nord at scanne byen for endnu en langtur indtil tv-optagelserne foran hovedbanegpården. Blot 100 meter fra distriktsgrænsen til Sydhavnen, bimlede min terminal. Jeg fik en lokal forudbestilling. Ikke til det nordlige distrikt, men ”indkaldt” til et andet distrikt, hvor der ingen vogne var fra mit selskab. En fremkørsel på 8-10 minutter – til Kastrup by et stenkast fra lufthaven.

Tilbage i sumpen med de korte og billige ture. Og inden den tur var overstået, ville der traditionel ikke være ret mange lange tur fra det nordlige.

Så blev jeg igen tøsesur som i en tegneserie. –

 

– Hrmfffff.

En kort tur – men til gengæld blev det dagens mest humoristiske.

To jyske par skulle rigtig langt væk og havde rigeligt med både bagage og højt humør.

Turen gik til Los Angeles, Californien og der vare pakket helt vildt – og bestilt en stationcar som min. Så tænkte jeg. Det her tager vi fra den morsomme side.

– Hvor i Afrika skal I så bo det næste halve år. For jeg forestiller, at I ikke bare har tøj med også den nødvendige konserves til de første uger på Savannen.

Der blev grinet, så nu kunne vi lige så godt køre den helt ud. Jeg løftede de første kufferter og det føltes som var de lastet med mursten.

– Undskyld, men der er vel ingen af jer, der har adgang til en hurtig mobilkran.

Så grinede vi igen.

–  Nej vi skal såmænd bare en tur til Los Angeles og mon ikke vi når en tur til Las Vegas. Vi kommer hjem på Onsdag i næste uge.

– På ONSDAG – det var godt nok ikke lang tid for en tur på vel 12 timer.

 

Han var ikke til at slå ud.

– Nej, det tager længere tid, for vi skal mellemlande i London. Men otte dage er en passende tid. Hvis vi bliver meget længere væk fra vores jobs, går det slet, slet ikke. Det ender sgu med, at de finder ud af, at de sagtens kan undvære os.

Så grinede vi alle sammen.

underligt at gården li’som var indhyllet i farvede, blinkende, elektriske pærer, som fik den til at ligne en krydsning mellem juleudsmykning i et forstadskvarter og en køreforretning på Dyrehavsbakken.

På den korte tur fortalte jeg om mine egne oplevelser i Californien og i Nevadas ørken, hvor spillebyen Las Vegas ligger. Jeg har gjort turen rundt i Death Valley og omegn på Harley Davidson nogle gange og glemmer aldrig en tur på vej mod Sion National Park i Utah. Gennem den tørre ørken med kastevinde og rullende buske som var det en Lucky Luke film. Inden jeg kørte ind i en større by, så jeg en af disse typiske landboliger – en gård måske? Men underligt at gården li’som var indhyllet i farvede, blinkende, elektriske pærer, som fik den til at ligne en krydsning mellem juleudsmykning i et forstadskvarter og en køreforretning på Dyrehavsbakken.

Stedet hed ”CHICKEN RANCH” – og nu forstod jeg efter et hurtigt studie af Nevadas hykleriske kultur. Meget konservativ. Meget penge-fikseret. Det her var en af USA’s – eller rettere delstatens fuldt lovlige bordeller. For i Nevada – i et pløk-umuligt brændende klima, hvor ingen mennesker burde leve – må man i modsætning til det øvrige USA både have luderhoteller og ryge cigaretter spillekasinoer – bare det stimulerer statens indtægter.

 

Så rystede vi alle på hovedet.

 

– Men vi skal ikke have noget købesex, sagde en af mændene. Vi har det med hjemmefra.

 

Damerne rystede på hovedet og taxamanden holdt sin kæft. For det var måske lige vel morsomt. Men ikke hos de to slagfærdige koner.

 

– Ja, når det ikke kan være anderledes, sagde den ene.

 

– Ja vi må nøjes denne gang, når vi nu alligevel har valgt at tage dem med, sagde den anden og blinkede til mig, så hun var sikker på, at det blev set.

 

Så grinede vi alle og jeg nød deres nordjyske dialekt, det totale humør – og glemte al smålighed om den korte tur. Måske drømte jeg også om, at der ville falde lidt drikkepenge her nogle døgn inden, der alligevel skulle falde masse af cool cash i spillebyen. Problemet var bare, at jeg ikke havde ordentlige vekslepenge så tidligt på morgenen. 104 kroner var prisen for køreturen – og jeg troede et sekund, at de ville lade mig beholde den 200-seddel, som var deres seneste, danske valuta. Sådan var det dog ikke ment, kunne jeg hurtigt mærke. Så fandt kunden en enkelt hundredekrone-seddel frem. Der røg en spilledjævel i mig og jeg fik sagt, at de sgu bare kunne skylde de sidste fire kroner. For mønter havde de heller ikke

Det var en vits.

Men det blev modtaget som umådelig generøsitet

 

Det var som om lidt af bitterheden over den korte tur var ved at vende tilbage

– Det var sgu sødt af dig taxamand, sagde den anden mand og slog mig på skulderen, da vi havde slæbt deres kampestens-tunge bagage ud af den sølvgrå Mercer med det grønne logo.

 

Det var som om lidt af bitterheden over den korte tiurvar ved at vende tilbage. Indtil en af mændene intuitivt stak hånden ned i baglommen og fandt det, der klingede. Han vendte tilbage til mig.

 

– Nej sådan skal det heller ikke være efter en hyggelig tur. Det her er til dig, taxamand – og tak for de gode historier.

 

Han smed nonchalante mønterne ned i min fremstrakte hånd, mens jeg stod her som en tigger i metroen.

Jeg talte hurtigt pengene med øjnene.

 

Tre kroner til taxamanden.

 

God morgen, Danmark

– især til jer med klingende mønt og store armbevægelser.