Så oprinder ugen for Folkemødet på Bornholm. Taxamanden er ved at pakke sit grej og køre mod fødeøen. Der skal køres taxi. Gode kolleger fra Dantaxi, som er dem, der driver taxivirksomhed på Bornholm, har inviteret mig med som “andenmand” – på en Volvo. Så manden, der ser verden gennem forruden på en Mercer skal altså vende sig fra tysk til svensk kvalitet. Og jeg har fået fri fra mit daglige virke i 4×48.

Og der skal skrives til Ekstrabladet.

Netop fra Ekstrabladet kommer dagens historie – Og minsandten, om det ikke handler om folket fra klippeøen.

 

Taxamandens blog til EB, EKSTRA, søndag den 1. marts

 

Taxamanden er en slags 3. generations-indvandrer med rødder i Østprøjsen, den fynske muld – og ikke mindst en fødsel og opvækst på Bornholm. Og så er der lige min mors biologiske far, som ingen har fundet ud af – andet end at han var en spillemand i mindst to betydninger. – Han forsvandt som et lyn og gjorde min brunøjede mor til adoptivbarn. De brune øjne har jeg arvet. Og en snert af fynsk mildhed. Desværre også en prøjsisk temperament, når urimelighederne på min vej bliver lidt for fremtrædende.

Genetisk er jeg en helvedes rodebutik.

Måske er det derfor, jeg er ved at falde etnisk til ro som granitperker. Jeg blev døbt af ham hippie-kopien i nøglebaren på Nørrebrogade, der var ved at brække sig af grin over sin egen hittepåsomhed: ”Du er sgu da granitperker”, spruttede han, da han hørte antydningen af dialekt i mit tungemål. Havde jeg være 16 havde jeg sagt ”hold dog kæft” og lignet en, der truede med røvfuld. Det var faktisk, hvad der skete foran svagbørnskolonien i Svaneke, når vi flirtede med det lære københavnertøser og skulede til de blegnæbede drenge, som kom med bemærkninger om os: ”Reservesvenskere”. De var jaloux.

Perker!

Det ord, som ingen af mine egne børn vovede at bruge, da de endnu boede hjemme. Ikke i vores pæne Hellerup-hjem.

Men så begyndte jeg at køre taxa og stødte på ordet igen og igen. Dengang som nu giver det mig ubehag. Men humor kan besejre fordomme og dumhed. Så nu er jeg granitperkeren. Od trods panderynker fra dele af mit bornholmerbagland, bærer jeg etiketten med stolthed.

På forunderlig vis begynder jeg at føle stolthed over min bornholmske etnicitet og min svage farve af et perkersprog. En af årsagerne er muligvis den tsunami af national-liberalisme, som skyller ind over landet i den her tid. Vi skal simpelthen være så danske, at vi er ved at mutere til en nation af rød-og-hvidstribede bismarcksklumper (Min indre prøjser glæder sig over jernkanslerens afsmitning på vores nationalbolsje.)

 

Min næste kunde er en mand af mit folk. Og som ægte indfødte, mærker vi det øjeblikkeligt. Han er læge og jeg er taxamand – men først og sidst tilhører vi folket fra klippeøen.

 

– Åh, nej, plejer ægtefælden at indvende. For NU bliver der møde i hjemstavnsforeningen – hele vejen til lufthavnen. Men ”dengang ej”. For kundens kone hedder Kofod – familien forlod klippeø-gruppen nogle generationer tilbage. Men manden er indfødt. Selv mærker jeg en slags ægteskabelig skyldfølelser, fordi min kone ved flere lejligheder sukker dybt, når jeg på ture til hjemstavnen. Jeg sætter mig ved min mors kaffekopper og gennemgår det sidste års familiekonflikter, erhvervsmirakler, dødsfald og skandaler på klippeøens hjemmefront.

Det sker nu mellem mig og kunden. Langsomt glider vi fra at tale rigsdansk – til ”tyndt”. Lidt mere af den syngende farve i sproget. Som i den dybe sækkestol i ungdomsværelse derhjemme i 70’erne- Lader mig falde roligt tilbage i min etnicitet. Og vi runder kærester og venner og skolekammerater gennem 40

Vi smiler da turen slutter og kun den formelle intim-grænse mellem taxamanden og kunderne forhindrer en afsked med et kram

 

 vi ska’ jæm å sjødda nåd (hjem for at arbejde)

Lidt vildere var det, da jeg for et stykke tid siden kørte et hold temmeligt opstemte bornholmske fodboldfans til fløjeren (flyveren”, Lufthavnen). Jeg har ingen forstand på fodbold overhovedet, men forstår helt klart, at når nu ikke deres egen, østbornholmske klub kan spille i superligaen, – så holder man naturligvis med Brøndby. Nexø er tættere på hovedstadens vestegn end på københavner- elitens selvfedme. Sådan er det bare – og indlysende. Taxamanden genkender den spændte stemning foran svagbørnskolonien i 60’erne. Vi har det bare ikke så nemt med de der tjøbenhavnera.

– nå, men vi ska’ jæm å sjødda nåd (hjem for at arbejde)

 

Jeg er halvblods og taler ikke bornholmernes ægte sprog. Men inderst inde bobler jeg af stille fryd over at tilhøre folkeslaget med det lidt fremmede sprog. Granitperker 4ever!

(Måske er det sådan kollega Sayed har det, når han engang imellem får en tur med en iraner og taxien emmer af Farsi – persisk).

 

Så griner vi, granitperkerne i vogn 2282

 

– Jæm å tjøssa tjættan!

 

Hjem for at kysse hun-katten, hvad det så end må betyde?

 

God Dag, Danmark

– fra uldjyder til reservesvenskere