Taxamandens klumme fra Ekstrabladets magasin EKSTRA,  søndag den 22 marts

 

Jeg røg engang ud i en vovet diskussion om de diverse sprogs forskellige forførende værdi. Den var afstedkommet af Jamie Lee Curtis totale turn on på Kevin Klines rolle i komedien Fisken de kaldte Wanda. Med sit ”cirkus-italienske ”… la due cuble grande de la katedrale di Milano …  ” – kunne han få hende helt derhen, hvor hun glemte alt om hans manglende hjerne. Og indrømmet, jeg havde gerne lært mig Palermo-slang på en eftermiddag for blot at se skyggen af Jamie og hendes bygningsværker.

Italiensk ER et forførerisk sprog – men dialekter?

Ja, jeg tror vi tænder på sprog og sprogtoner. Ikke at noget er grimt eller ikke-grimt – men sprog-musikken er til forskellige stemninger. Jeg tænder f.eks. meget lidt på ekstremt københavnsk eller ekstremt sjællandsk. Og jeg synes heller ikke, at min egen bornholmske dialekt er særligt sexet. Den er mere hyggelig og bamseagtig – hos mænd. Og jeg får det nærmest bekræftet hver dag.

– Sig mig … , siger den velklædte forretningskvinde på bagsædet. Sidst i 30’erne, designerbriller, feminint habitsæt, – det morgentrætte ansigt er perfekt sminket til dagens dont.

– Sig mig, er du fra Bornholm?

– Ja, siger jeg stolt uden at vide at jeg om bare et sekund får Krølle Bølle-stemplet

– Eiijjj, hvor er det sødt, siger hun. SØDT, min bare – forfængelighed. Mentalt sendes jeg 45 år tilbage til min erotiske debut med klassens femme fatale. Da jeg stod der uden en trævl på kroppen og skulle vise, om jeg duede til lige så meget som de, der var gået forud.

Men SØD, – nej tak. Ikke her i Merceren med masser af hestekræfter under motorhjelmen!

Jeg er færdig!

 

”Sødt”, for helvede! Jeg ville hellere være en bonderøv. Sådan en Krøllebølle med hjemve, der efter fejlplacering er på vej hjem til klippeskæret. Men SØD, – nej tak. Ikke her i Merceren med masser af hestekræfter under motorhjelmen!

 

Det bliver som altid en ny kunde, der redder mit arbejdshumør den dag. Hun er frisk som et vindpust fra Skagerrak. En meget ung kvinde – et par år yngre end min yngste datter – men totalt kvinde uden brug af habit eller designerbriller. Jeg tænder ikke på sugar daddy-trenden og er mest til kvinder med leve-rynke. Men ja, hun er en smuk, ung kvinde. Det kan der ikke ændres ved.

Og så sproget. Hun taler det totale, tydelige nordenfjordske vendelbo-jyske – og jeg er bare solgt til den dialekt. Det er ikke sådan en direkte, erotisk opstemthed. Men jeg rammes i dette øjeblik af en tempereret, maskulin, seniorudgave af Sigourney Weavers besynderlige sprog-tænding. Jeg kunne stille op i Wanda 2 – Fisken de kaldte Klaptorsk. Jeg er bare vild med det nordjyske og temperamentet bag. Og selvbevidstheden, som man kalder selvfedme i København men selvværd, der hvor jeg kommer fra. Der har granitperkerne det nøjagtigt som nordjyderne: Vi vil ikke på nogen måde påstå, at vi er bedre end i resten af landet. – Men det er godt nok tæt på!

 

Af en eller anden grund har skæbnen skruet samfundet sammen på en måde, at der hvor der er bedst og billigst at bo, – der kan man ikke få job

Hun er i den grad nordfra. Men faktisk er faren en københavner som ad omveje blev lokket til Nordjylland. Og der bor han endnu, bliver der til det bitre ende – og er stadig lykkelig gift med vor mor, og sådan skal det være. Kærlighed trives bedre i udholdenhed end i tvivl, der er vi enige om og det griner vi af. Selv er hun flyttet til Sjælland for at få arbejde. For af en eller anden grund har skæbnen skruet samfundet sammen på en måde, at der hvor der er bedst og billigst at bo, – der kan man ikke få job.

Vi griner hele vejen ud ad motorvejen af vores landsby-nation, med de store forskelle i mentalitet. Jeg fortæller om mine evige sammenstød med kassedamer og –herrer i storbyens supermarkeder. Jeg kan ikke acceptere ikke at have øjenkontakt eller at de helt uden blusel taler hen over hovederne på kunderne om deres kommende fester i weekenden. Det er godt nok dårlig stil.

Vi er helt enige i Udkantsdanmark.

Dårlig service!

Men hun trumfer mig med beretningen om sin ankomst til studieboligen i Hovedstaden for et halvt års tid siden. 10 minutters-kø ved elevatoren – og det gad hun ikke vente på. Så hun slæbte to tasker og to kufferter op ad trapperne. På 4. sal blev hun overhalet af en ung mand, som ville redde hende de sidste meter hen til lejlighedens dør.

Troede hun.

Men han løb adræt forbi med et kækt smil på læben:

 

– Hvorfor fa’n tog du ikke elevatoren?

 

God dag, Danmark.

– især til jer med udkants-manerer.