Han er en nydelig, ældre herre, manden i lyskeglen fra den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Slank men ikke mager. En mørk uldfrakke og et marineblåt halstørklæde slået to gange om halsen og samlet mellem frakkekraven og den ligeledes blå pullover.
En lille smule krumbøjet, måske. Men det må vel være i orden, at en mand først i 70’erne ikke helt har den samme kropsholdning, som den garderhøje mand givetvis havde, da han var helt ung.
– Vil de være venlig at fortælle mig, hvad klokken er lige nu, siger herren på sit nydelige, nærmest dialektløse rigsdanske – hvis der altså er noget, der kaldes dét i vore dage. Det er jo egentlig også ligegyldigt, – jeg ved, at det sprog tales derude. Jeg kender det fra min egen far. Nu kan jeg se det og jeg smiler lidt indvendigt. Velklædt, veltalende, høflig, man siger endnu De i tiltale. – Jo, kunden denne tidlige morgen kunne være min egen far.
Køreordren indeholder destinationen – et af regionens helt store hospitaler. På dette tidligere tidspunkt kan det meget vel være en af de mere alvorlige undersøgelser, måske dialyse – måske kemo, der er tale om. Jeg ved af erfaring, at noget af nervøsiteten kan dulmes med en samtale – eller bare en hyggesnak.
– Jeg vil meget gerne sikre mig, at vi når frem til tiden, da jeg skal mødes med min svigerinde. Hun vil gå med mig til undersøgelserne.
Men mandens historie er ikke helt så almindelig som dette trivielle rendezvous mellem Taxamanden og en af dagens tidlige kunder.
… åndssvag, sindslidende, evnesvag, tosset – men udviklingshæmmet ligger bedst i hans mund og sprog
Den velklædte herre, der er udstyret med et dannet og høfligt sprog er udviklingshæmmet og psykiatrisk patient gennem stort set hele livet, fortæller han tidligt i samtalen. Han er gammel nok til at have båret rundt på etiketter som åndssvag, sindslidende, evnesvag, tosset – men udviklingshæmmet ligger bedst i hans mund og sprog. Og hvad enten det nu er mine fordomme om psykisk handicappedes sprog, eller jeg bare har mødt en mand, som er hæmmet i sin psykologi men er udstyret med et helt intakt sprog fra den højere middelstand – så hænger dette paradoks over hele vores samtale det næste kvarter.
Fascinerende!
Jeg lytter bare.
Manden fortæller sin egen historie.
– Det viste sig allerede i folkeskolen, at jeg var anderledes. Jeg kunne simpelthen ikke følge med. Og det var hårdt for et barn og en ung mand, som kommer fra et pænt direktør-hjem. Jeg blev simpelthen sendt i hjælpeskole. Man kaldte mig evnesvag. Og derefter blev mit liv ikke siden et almindeligt liv. Efter skolen kom jeg i arbejde i min fars firma, hvor jeg ”gik til hånde” – altså tog mig af en masse småopgaver. Men det gik ikke. Jeg fik det dårligere og dårligere og fik vrangforestillinger. Jeg så og hørte lyde og stemmer, som ikke fandtes i virkeligheden. En nat, derhjemme hos min far og mor, måtte de tilkalde huslægen, fordi jeg var meget, meget deprimeret. Jeg havde dumme tanker om vold mod en af mine venner. Og det var helt fjollet, for han var meget stærkere og hurtigere end mig. Jeg ville ikke have en chance.
– Lægen kunne ikke finde på andet, end at få mig indlagt på Nordvang, et hospital for sindslidende. Det fik ro på i mit liv. Men for mig selv, inderst inde i mig selv, var det en katastrofe. Jeg blev dæmpet helt ned og pakket ind i medicin. I virkeligheden var det som et fængsel og jeg kan ikke i dag huske, hvor længe jeg boede der. Var det i år – eller var det bare i nogle få måneder? Måske bare nogle uger – jeg ved det virkeligt ikke. For al den sløvende medicin gjorde mig så træt så træt. Det eneste jeg orkede var at stå op, tage min medicin, spise meget lidt – og så sidde i en stol. Side uvirksom i en stol og kigge ud i luften– hele tiden.
Forfærdeligt!
Modbydeligt!
– Det var faktisk min bror, der fik mig ud af Nordvang. Han troede måske, at jeg var ved at dø. Og så skete det pludselig, at det var min tur til at have lykken med mig. Jeg fik job i et beskyttet værksted, hvor jeg var i mange år. Her kunne jeg yde noget og få min medicin reduceret. Da mine forældre blev for gamle til, at jeg kunne bo hos dem, flyttede jeg til en bofællesskab med andre udviklingshæmmede. Det har været lykken i mit liv. Også nu, hvor jeg er holdt op med at arbejde og er over 70 år.
– Jeg elsker mit bofællesskab. Vi har vores helt faste traditioner. Hver mandag byder jeg på kaffe og kager til to af mine venner og min veninde. Først hygger vi os med kaffen og kagerne – og så ser vi forskellige programmer på tv3. Det er sådan jeg gerne vil have mit liv. Hygge mig med vennerne.
Han kan ikke skjule helt, at han er lidt nervøs for undersøgelserne
Vi er fremme på den forblæste plads foran hospitalet. Men computeren behandler betalingen, spørger han endnu engang til klokken. Nu skal han mødes med svigerinden om 10 minutter. Han kan ikke skjule helt, at han er lidt nervøs for undersøgelserne. Han taler ikke om frygten – men den hænger i luften. Han blev opereret for forstørret prostata for nogle år siden. Nu er han blevet scannet, fordi han havde blod i urinen og han skal tale med en af overlægerne om resultaterne af undersøgelsen.
– Jeg er meget glad for hjælpen fra min rare svigerinde. Jeg ville så nødigt tale med lægen helt alene.
Men han graver ikke dybt i frygten, nu hvor han føler, at hans liv ikke har været meget lykkeligere. De sidste ord er hans egne.
– ” …Jeg har ikke været meget lykkeligere …”.
Han er fascinerende – manden med det sarte sind og det smukke sprog.
Manden med det sarte sind og det flotte sprog
Han er en nydelig, ældre herre, manden i lyskeglen fra den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Slank men ikke mager. En mørk uldfrakke og et marineblåt halstørklæde slået to gange om halsen og samlet mellem frakkekraven og den ligeledes blå pullover.
En lille smule krumbøjet, måske. Men det må vel være i orden, at en mand først i 70’erne ikke helt har den samme kropsholdning, som den garderhøje mand givetvis havde, da han var helt ung.
– Vil de være venlig at fortælle mig, hvad klokken er lige nu, siger herren på sit nydelige, nærmest dialektløse rigsdanske – hvis der altså er noget, der kaldes dét i vore dage. Det er jo egentlig også ligegyldigt, – jeg ved, at det sprog tales derude. Jeg kender det fra min egen far. Nu kan jeg se det og jeg smiler lidt indvendigt. Velklædt, veltalende, høflig, man siger endnu De i tiltale. – Jo, kunden denne tidlige morgen kunne være min egen far.
Køreordren indeholder destinationen – et af regionens helt store hospitaler. På dette tidligere tidspunkt kan det meget vel være en af de mere alvorlige undersøgelser, måske dialyse – måske kemo, der er tale om. Jeg ved af erfaring, at noget af nervøsiteten kan dulmes med en samtale – eller bare en hyggesnak.
– Jeg vil meget gerne sikre mig, at vi når frem til tiden, da jeg skal mødes med min svigerinde. Hun vil gå med mig til undersøgelserne.
Men mandens historie er ikke helt så almindelig som dette trivielle rendezvous mellem Taxamanden og en af dagens tidlige kunder.
Den velklædte herre, der er udstyret med et dannet og høfligt sprog er udviklingshæmmet og psykiatrisk patient gennem stort set hele livet, fortæller han tidligt i samtalen. Han er gammel nok til at have båret rundt på etiketter som åndssvag, sindslidende, evnesvag, tosset – men udviklingshæmmet ligger bedst i hans mund og sprog. Og hvad enten det nu er mine fordomme om psykisk handicappedes sprog, eller jeg bare har mødt en mand, som er hæmmet i sin psykologi men er udstyret med et helt intakt sprog fra den højere middelstand – så hænger dette paradoks over hele vores samtale det næste kvarter.
Fascinerende!
Jeg lytter bare.
Manden fortæller sin egen historie.
Forfærdeligt!
Modbydeligt!
– Det var faktisk min bror, der fik mig ud af Nordvang. Han troede måske, at jeg var ved at dø. Og så skete det pludselig, at det var min tur til at have lykken med mig. Jeg fik job i et beskyttet værksted, hvor jeg var i mange år. Her kunne jeg yde noget og få min medicin reduceret. Da mine forældre blev for gamle til, at jeg kunne bo hos dem, flyttede jeg til en bofællesskab med andre udviklingshæmmede. Det har været lykken i mit liv. Også nu, hvor jeg er holdt op med at arbejde og er over 70 år.
– Jeg elsker mit bofællesskab. Vi har vores helt faste traditioner. Hver mandag byder jeg på kaffe og kager til to af mine venner og min veninde. Først hygger vi os med kaffen og kagerne – og så ser vi forskellige programmer på tv3. Det er sådan jeg gerne vil have mit liv. Hygge mig med vennerne.
Vi er fremme på den forblæste plads foran hospitalet. Men computeren behandler betalingen, spørger han endnu engang til klokken. Nu skal han mødes med svigerinden om 10 minutter. Han kan ikke skjule helt, at han er lidt nervøs for undersøgelserne. Han taler ikke om frygten – men den hænger i luften. Han blev opereret for forstørret prostata for nogle år siden. Nu er han blevet scannet, fordi han havde blod i urinen og han skal tale med en af overlægerne om resultaterne af undersøgelsen.– Jeg er meget glad for hjælpen fra min rare svigerinde. Jeg ville så nødigt tale med lægen helt alene.
Men han graver ikke dybt i frygten, nu hvor han føler, at hans liv ikke har været meget lykkeligere. De sidste ord er hans egne.
– ” …Jeg har ikke været meget lykkeligere …”.
Han er fascinerende – manden med det sarte sind og det smukke sprog.
God morgen, Danmark.
– især til de sarte sjæle.
Taxamand
Next ArticleEr jeg på Facebook eller eksisterer jeg ikke?