Der er fra første sekund ingen tvivl – det her bliver en rigtig mormortur. Og det er intet skældsord for Taxamanden, der selv er i bedstefar alderen.

Rå hygge – og fuld fokus på vores afkom og afkommets afkom. Der er ikke mange men’er her. Det går godt, verden er fantastisk og vi forbeholder os retten til at være lykkelige.

Men heller ikke min kunde kan rende fra de fysiske realiteter. Hun er livskraftig og vælger forsædet. Rigtige kvinder sidder på forsædet.

Måske er der tilmed noget hyggeligt i at sidde her ved siden af taxamanden, der giver charmen en ekstra tand. Sølvræven i uniform kan jo uanset den snigende pensionsalder pleje illusionen om ungdommelighed, når kunden er tæt på at kunne være hans mor.

Forfængelighedens pris!

Og jeg er ikke den eneste, der betaler den.

Hun er smilende og velplejet. Vi sidder helt tæt på hinanden, og jeg kan selvfølgelig iagttage den ældre kvindes hud. Den er præget af mange årtiers liv – men også smurt i cremer af diverse helende og brunend egenskaber. Skrevet helt uden overbærenhed. Sig det ikke til nogen, men jeg har selv en af disse dyre, kompakte glas med en creme, der kalder sig ”anti-fatigue”. Et tyndt lag i ansigtet hver morgen – og så skulle jeg ikke længere have en ”træt” hud. Jeg klamrer mig med neglene som en tumling til en alderens klatrevæg.

Fruen på forsædet gør det også – elegant.

Det hvide hår er velklippet for nyligt – og helt klart ”sat” fra morgenstunden. Hun har en flot, hvid spadseredragt på. Neglene er lakerede. Og så dufter hun. Jeg siger jer, hun dufter som en sviptur gennem stueetagen i Magasin. Jeg kan slet ikke stedfæste duftene til de kendte brands, som jeg jo støder på i et hus fuldt af kvinder. Måske er der tale om flere duft-genrer – og i hvert fald af store mængder. Det er muligt at en eller anden halv-fimset parfume-specialist kunne holde et foredrag om, at man principiel skal holde igen med sådan en molotovcocktail af dufte. Det blæser i hvert fald taxamaden på. Her og nu er det helt rigtigt, at kunden sender sig selv afsted med en tsunami af velduft. Og så kan det aflede opmærksomheden fra fruens haltende gang og den upassende sko på højre fod.

 

– Jeg sad for et par uger siden og nød sensommeren. Så fik jeg lige øje på et bord, der skulle flyttes på altanen. Kender du det – det skal ordnes, og det skal ordnes NU!

 

Om jeg kender den følelse? Det er som at være gift. Konen får øje på et projekt, der skal ordnes øjeblikkeligt. Du kan enten gå i aktion øjeblikkeligt – eller også knejser fruen små-irriteret med nakken med en bemærkning om, at så kan hun da bare gøre det selv

 

I sådan er situation er der kun tre sekunder mellem af være en gentleman eller et irritationsmoment.

 

Min kunde er enke og må handle selv. Det gør hun og glemmer at havebordets plade af marmor er løs. Den rammer ned over hendes højre fod og nærmest knuser hendes storetå. Blodet sprøjter, en af døtrene tilkaldes og hun ryger på sygehuset med en række efterfølgende behandlinger.

 

En rigtig (taxa)mand vil tale om, hvor tæt han var på døden.

En rigtig kvinde bare HADER, at hun skal gå med en slags sundhedssandaler for at bidrage til hélingen og fordi der bare ikke er plads til den gigantiske, sårede, endnu hævede og indbundne storetå i et par elegante damesko. Hun forbander sit klodsede udseende

 

– Jeg bruger selv det ord, som man i min tid var mere forsigtig med – jo, jeg elsker dem.

Men min kunde er først og fremmest kvinde og mormor. Hun slipper selvmedlidenheden og historien om den smadrede tå og praler sig som alle ordentlige bedsteforældre gennem børnebørn – og oldebørn. Hun beundrer deres meritter og tilgiver dem deres svinkeærinder.

– Jeg bruger selv det ord, som man i min tid var mere forsigtig med – jo, jeg elsker dem. Det er dem, jeg lever for i dag, og så kommer skavankerne i sidste række.

Vi er fremme ved hospitalet, hvor de skal lappe videre på storetåen. Jeg hjælper hende ud af sædet, – og så den diskrete hånd om anklen og den dårlige fod.

Jeg misser lidt med øjnene.

På højre ankel sidder en stor og tydelig tatovering med et tykt bogstav i rødt.

 

Hun står tæt på mig med lysende, blå øjne, det velplejede grå hår og så denne tunge, selvbevidste duft af parfume.

 

– Tatoveringen? Den fik jeg af mit barnebarn for snart 10 år siden i fødselsdagsgave på min 70-årsdag.

 

God dag, Danmark

– især til de tatoverede enker